TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Aiwa Exos-9

Bærbart muskelbundt

At Exos-9 er en stor trådløs højttaler på 200 watt, har ikke afholdt Aiwa fra at gøre den transportabel.

Af / 12/03/2017 - 12:58
Aiwa Exos-9

Lyd & Billede mener

  • Trådløs og bærbar, og kan spille meget højt og kraftigt. Samtidig er den afbalanceret nok til at håndtere al musik godt.
  • Overtonerne er ikke de mest opløste.

Når man tænker på trådløse Bluetooth-højttalere, tænker man først og fremmest på kompakte sager, der let kan være i en rejsetaske. Vi har testet en lang række af slagsen, og nogle af dem er virkelig gode. Denon Envaya Mini giver f.eks. rigtig meget for pengene i den lave ende, og Sony SRS-X77 er en af vores klare favoritter med lidt større mål, som stadig kan være i en kuffert. Ingen af dem er dog højttalere, der byder op til dans.

Men så er der Aiwa Exos-9. En stor højttaler, der kun er transportabel, fordi den har et bærehåndtag på bagsiden. På fronten sidder en heftig 6,5 tommers bas-enhed samt to mellemtoner og to diskanter, der spiller i stereo. Den sorte kasse er som snydt ud af næsen på 1990’erne og ikke ligefrem pæn.

15 meters rækkevidde
Men indvendig gemmer den på moderne teknologi. Bl.a. trådløs Bluetooth-tilslutning, som har en opgivet rækkevidde på imponerende 15 meter og desuden er kompatibel med aptX og AAC for bedre lyd. NFC giver nemmere parring, hvis din mobiltelefon understøtter det. En 3,5 mm lydindgang er der også, så du kan tilslutte en hvilken som helst lydkilde. Har du to Exos-9 højttalere, kan de kobles trådløst, så den ene spiller venstre og den anden højre kanal i stereo. Eller begge kan spille hele lydbilledet.

Forstærkereffekten er opgivet til 200 watt kontinuerlig i klasse D, hvilket er ret ekstremt. Vi har ikke tjekket det, men der er ingen tvivl om, at Exos-9 kan spille højt. Over 100 decibel målt på en meters afstand! Ved almindeligt lydniveau (op til 85 dB) skulle højttaleren kunne holde ca. ni timer med det indbyggede batteri. Aiwa sælger også et større batteri, som øger spilletiden til 18 timer. Hvis man vil have en fjernbetjening, er den ligeledes ekstraudstyr.

Højttaleren har fembånds grafisk EQ, som lader dig finjustere lyden efter din egen smag. Der er fire forhåndsindstillinger med større eller mindre grad af bas, diskant og mellemtone, men jeg har mest brugt den i neutral tilstand.

Annonce

Lydkvalitet
Aiwa Exos-9 kan spille virkelig højt. Hør f.eks. Puscifers psykedeliske electronica-nummer “Life of Brian (Omniflux Mix)”. Når jeg bruger Exos-9 som pc-højttaler og skruer helt op, får jeg decideret ondt i ørerne. Ikke fordi det vrænger, men fordi det er svinehøjt! Her sidder jeg ganske vist også præcis en meter væk, hvilket betyder, at højttaleren kan hamre 100 decibel lige ind i mine ører.

Det fedeste er, at bassen ikke skrider ud, men er meget taktfast og rytmisk. Aiwa har ikke ladet sig fristet til at gøre bassen ekstra fyldig for at imponere; i stedet er den stram som en buestreng. Exos-9 lyder også afbalanceret nok til at æde alt, hvad det skal være af musik. Og hvis du gerne vil have, at det lyder endnu federe, kan du lege lidt med tonekontrollerne.

Overtonerne er dog ikke så silkebløde, og Bachs cellosuite nr. 1 lyder noget grovkornet. Men ikke grelt eller grimt, som nogle “party-højttalere” har en tendens til.

Jessica Pratts “Hollywood” lyder, som om den er indspillet i 1970’erne, men er i virkeligheden optaget i 2007 på analogt spolebånd og blev ikke udgivet før 2012. Det er et glimrende singer/songwriter-nummer med kun guitar og vokal. Aiwa-højttaleren gengiver den uden problemer. Ingen pukkel i bassen og ingen unoder. Den tager, hvad den får, og gengiver det kraftfuldt og ærligt nok til, at det hele fungerer. Der mangler bare den silkebløde opløsning i toppen, som man får fra mere “hi-fi-agtigt” udstyr.

Konklusion
Aiwa Exos-9 er en kraftkarl, der dundrer løs, så man kan få helt ondt i ørerne. Den spiller utrolig kraftigt, og bassen er stram og kontant uden slinger. Når man ser den, kunne man tro, at det er en party-højttaler, der ikke kan spille ordentlig musik, men det kan den faktisk.

Den bør nok ikke være førstevalg, hvis klassisk, jazz eller anden akustisk musik er det foretrukne, men hvis du vil have en altædende højttaler, som du også kan tage med til stranden og genere omgivelserne med, så bliver det ikke meget bedre til prisen.

Den eneste trådløse højttaler, jeg kan komme på, der kan slå Exos-9 på hjemmebane, er OutCast fra Soundcast, men den koster også det dobbelte. Aiwa Exos-9 er derfor et rigtig godt og højtspillende køb til 3.000 kroner.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bærbar partyhøjttaler

Tre premium soundbars der forbedrer din filmoplevelse

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out