TEST: Bang & Olufsen BeoLab 90

18 højttaler-enheder, 18 D/A-konvertere, 8200 watt tilgængelig forstærkerkraft, 65 kg ren aluminium og 137 kg i alt pr. højttaler er de vitale tal for BeoLab 90, Bang & Olufsens mest ambitiøse højttalerkonstruktion nogensinde. Man kunne næsten beskylde den danske producent for at lide af storhedsvanvid, men når målet er at bryde lydmuren og strække fysikkens love, så kræver det, at man tænker nyt – og stort!

De gigantiske højttalere er resultatet af over syv års forskning og udvikling med udgangspunkt i nogle temmelig banebrydende ideer, som ikke hvem som helst havde kunnet realisere. Bang & Olufsens ingeniører – der ellers er vant til at presse god lyd ud af slanke designkonstruktioner – har fået frie tøjler til at udvikle en ny type referencehøjttalere uden sidestykke.

Resultatet er ulig alt andet, vi har set eller hørt, og koster da også det hvide ud af øjnene: Med en pris på 500.000 kroner parret skal man være meget velhavende, eller i hvert fald villig til at udskyde den nye Tesla, til fordel for ny hi-fi. Så får man ganske vist også alt af integrerede forstærkere og elektronik – og forhåbentlig hjælp til transportere dem – med i købet.

Kompromisløse højttalere
Lyd & Billede hørte en prototype af BeoLab 90 allerede i 2015. Dengang var de i den sidste fase før produktion og manglede lidt finpudsning både kosmetisk og lydmæssigt. Men allerede da stod det klart, at det ville blive højttalere ud over det sædvanlige. Nu har vi så fået lov til at more os med den færdige version i et par uger og må sige, at vi er voldsomt imponerede – for ikke at sige rystede!

De fleste af os tænker sikkert på Bang & Olufsen-højttalere som pæne og pyntelige konstruktioner. De er små, smækre og skæmmer ikke stuen. Lyden er også af den civiliserede slags – fin til hyggelytning ved normal volumen. BeoLab 90 er noget ganske andet: De er monstre, der kan gøre musiklytning til en sindsoprivende oplevelse.

Controlled Directivity: Kontrolleret spredning af lyd
I jagten på det lydmæssige Nirvana hjemme i stuen er samspillet mellem højttalere og lytterum uhyre vigtigt. Den lyd, vi hører, er en kombination af direkte lyd fra højttalerne og genklang fra omgivelserne, og for meget genklang kan farve lyden og forstyrre lydoplevelsen.

Tidligere Bang & Olufsen-konstruktioner har forsøgt at kontrollere spredningen af lyd ved hjælp af akustiske linser (Acoustic Lenses) – de finurlige diskant-enheder, man kan se på toppen af højttalere som BeoLab 18. Eller på instrumentbrættet på en Audi A8. Den tidligere topmodel BeoLab 5 har en spredningslinse til både diskant og mellemtone.

Med BeoLab 90 har B&O taget denne tankegang til et nyt niveau. Her bruger de i stedet selve højttaler-enhederne til at kontrollere spredningen. Bag frontstoffet skjuler der sig en Frankenstein-agtig højttaler med små og store højttaler-enheder, som peger i alle retninger. Hele syv diskanter, syv mellemtone- og fire bas-enheder giver tilsammen 360 graders kontrol over lyden. Hvert element forsynes med et dedikeret, DSP-korrigeret lydsignal.

Hele konstruktionen er utrolig fascinerende: Mens ét sæt enheder spille direkte mod dig, arbejder de andre i højeste gear for at annullere den samme lyd i andre retninger og på den måde mindske rummets indflydelse. Det er et kunststykke, der kræver massive kræfter, især når højttalerne skal kunne spille tordnende højt med bas et godt stykke ned under 20 Hz …

Konstruktion
Billederne og specifikationerne lyver ikke: BeoLab 90 er STORE. Hver højttaler vejer ca. 140 kg, og omkring halvdelen heraf er selve kabinettet, der huser forstærkere og bas-enheder. Det er lavet af aluminium, og udformningen er så kompliceret, at B&O måtte have hjælp udefra til at fremstille det, hos et støberi, der normalt leverer dele til bilindustrien.

Der går ca. 65 kg aluminium pr. højttaler, og det kan man også mærke, når man banker på siden af dem: Der er absolut ingen eftergivelse eller resonans i kabinetvæggene. Alt det aluminium hjælper også til at lede varme væk fra forstærkere og strømforsyning.

BeoLab 90 kan med sikkerhed siges at have et af verdens mest avancerede bassystemer, med i alt fire bas-enheder pr. højttaler. Den frontmonterede 10-tommer spiller hovedrollen, mens tre 8-tommere, monteret bagved og 45 grader til siden, bidrager til at kompensere for rummets indflydelse ved at absorbere eller forstærke forskellige frekvenser. Hver bas-enhed har en dedikeret forstærkerkanal med egen DSP og rumkorrektion.

Det topmonterede hoved på højttaleren indeholder hele syv diskanter og lige så mange mellemtoneenheder, der spiller både fremad og til siden. De frontmonterede spiller direkte mod lyttepositionen, mens de sidemonterede bidrager til at reducere virkningen af reflekteret lyd.

8200 watt?!
At drive hele 18 højttaler-enheder kræver selvfølgelig sit af forstærkere og strømforsyning. I alt 8200 watt tilgængelig effekt pr. højttaler, hævder B&O! Det er ganske vist summen af alle 18 forstærkeres effekt i 4 ohm, og det er nok usandsynligt, at der bliver trukket på al den effekt på én gang.

Det er heller ikke det hele, der omsættes til hørbar lyd: Omkring to tredjedele af effekten går nemlig til at drive de enheder, der skal “sluge” lyd fra omgivelserne. Den typiske effekt pr. BeoLab 90-højttaler vil normalt ligge på omkring 150-250 watt, mens de trækker langt mere i spidserne.

“Watt har mest med markedsføring at gøre og er egentlig ret uinteressant for os, der laver højttalerne,” siger Geoff Martin, B&O’s tonemester og specialist i lyddesign. Geoff har haft en ledende rolle i BeoLab 90-projektet, som tydeligvis har krævet hele Bang & Olufsens ekspertise inden for akustik, mekanik, elektronik og ikke mindst programmering.

“Vi taler hellere om volt og ampere. Hvor langt kan vi presse højttaler-enhederne, og hvor længe kan vi gøre det, før vi løber tør for strøm? Det er den slags ting, der er vigtige, og fordi vi kender alle parametrene, kan vi ramme meget mere præcist, end det er muligt med passive højttalere,” siger Geoff Martin.

“Strømforsyningen kan udtrække maksimum af, hvad der er tilladt fra elnettene rundt om i verden, inden for en vis margin. Risikoen for sprænge en sikring er bestemt til stede, især i Japan, hvor man kun bruger 100 volt,” siger Geoff med et smil.

Installation og opsætning
For at få disse 140 kg tunge og dyre kolosser i hus må man alliere sig med forhandleren eller hyre nogle kompetente klaverflyttemænd. BeoLab 90 leveres på hver sin palle og med fæstekroge til bæreseler. Det kræver tre stærke mænd at løfte højttalerne på kontrolleret vis, og derefter har B&O udviklet en særlig trolley, der bruges til at placere dem nøjagtigt på gulvet.

Det kan være en god idé at gennemtænke placeringen på forhånd, for når de først står på gulvet, er de ikke til at rokke ud af stedet!

BeoLab 90 er tunge at placere rent fysisk, men finjusteringen er ikke så kritisk som med andre store højttalere. Her kommer den avancerede elektronik ind i billedet: Hver højttaler har lige så meget computerkraft som de mest avancerede bilstereoer og surround-systemer på markedet.

Når højttalerne er placeret dér, hvor man vil have dem, er det tid til måling og rumkorrektion. Ideen med BeoLab 90 har været at skabe nogle højttalere, der giver mindre reflekteret lyd i lyttepositionen. Et af de tricks, der bruges til at opnå det, kaldes multikanals rumkorrektion. Frekvensresponsen måles forskellige steder i rummet og korrigeres for hver af højttalerne.

Forskellen er, at hver højttaler ikke kun korrigerer sin egen lyd, men også tager lyden fra den anden højttaler med i beregningen. På den måde hjælper de hinanden med at kontrollere rummets påvirkning.

Ud over højttalerne havde B&O lånt os et BeoVision 11-tv som kilde og kontrolcenter for anlægget, men som udgangspunkt står det én frit for at bruge en hvilken som helst lydkilde. BeoLab 90 har både digitale (SPDIF, optisk) og analoge (RCA, XLR, B&O Powerlink) lydindgange ud over trådløs WISA-tilslutning og kan styres med app eller fjernbetjening.

I testperioden har vi ud over BeoVision 11 anvendt både Sonos Connect, Linn Akurate DSM og Hegel HD30 som analoge lydkilder.

Lydkvalitet
BeoLab 90 er så avancerede, at man næsten er nødt til at have en doktorgrad i akustik for at forstå, hvordan de virker. Således sidder der hele 45 temperatursensorer rundt om hver højttaler, som rapporterer tilbage til DSP-hjernen, så den kan korrigere, hvis en højttaler-enhed f.eks. bliver varmere end resten …

Heldigvis behøver man ikke at være lige så kompetent for at høre og sætte pris på, hvor godt de lyder. Og det er jo trods alt det vigtigste!

Vi starter playlisten, og det første indtryk er, at det er højttalere, der helt afgjort hører hjemme i high-end klassen rent klangmæssigt. BeoLab 90 er ægte full-range højttalere med utrolig stor dynamisk kontrast hele vejen fra den lyseste diskant til den dybeste bas.

Den største forskel mellem BeoLab 90 og andre high-end højttalere fra f.eks. Focal og Bowers & Wilkins ligger i den holografiske oplevelse og den måde, de tegner lydbilledet op på. Den fysiske placering af instrumenterne er ekstremt præcis, og man kan næsten røre ved musikerne. Jeg spiller Robyns “Eclipse” og har aldrig hørt den svenske sangerinde så nærværende før. Man kan straks høre, at meget af “støjen” fra lytterummet er filtreret væk, så musikken træder tydeligere frem.

Det skifter godt nok meget fra optagelse til optagelse: Mens nogle indspilninger lyder tyndt som en streg, kan andre byde på et tredimensionelt lydbillede, der fylder hele stuen. Højttalerne spejler simpelthen, hvad der ligger i optagelsen, og afslører hurtigt, om studieteknikeren kan sine ting eller ej.

De er meget præcise i formidlingen af format, placering og dybde. De har også et sømløst stereoperspektiv, som jeg ikke har hørt magen til fra nogen andre højttalere. Her må selv holografiske mestre som KEF Blade se sig slået.

Problemet med store full-range højttalere er, at de kan være svære at “tæmme” i et almindeligt rum. Rummets dimensioner påvirker især bassen og dens lange bølgelængder. I BeoLab 90’s tilfælde er det let at høre, at B&O har formået at luge mange af disse ulemper væk. Her er der ingen tendenser til farvning, resonanser fra kabinettet eller påfaldende ujævnheder i frekvensgangen, selv om vi har placeret højttalerne i en helt almindelig stue med dens typiske akustiske udfordringer.

Bassen er vanvittigt god. BeoLab 90 har et Mike Tyson-agtigt punch hele vejen fra øverste mellembas og helt ned i de dybeste jordskælvsfrekvenser. Deadmau5’s tunge bas på “Seeya” og “Strobe” har aldrig lydt bedre. Det samme gælder den hypnotiske elbas på “Beyond” fra Daft Punks album Random Access Memories.

En så potent bas plejer normalt at medføre en masse problemer med stående bølger og udfasninger. Men det har rumkorrektionen altså i meget høj grad formået at udjævne. Det lyder bedre i min næsten kvadratiske stue, end jeg nogensinde havde turdet drømme om. Seriøs drømmebas!

Jeg kan tilføje, at signal/støj-forholdet også virker rigtig godt. Selv med ørerne helt ind til højttalerne er der dødstille, når de ikke spiller. På den anden side vil jeg anbefale en sikkerhedsafstand på mindst 3 meter, når Richard Strauss’ Also sprach Zarathustra afspilles.

Alle de nævnte funktioner gør BeoLab 90 til perfekte højttalere at opdage ny musik med. Hvis du til gengæld er typen, der hører de samme 10-12 cd’er eller lp’er igen og igen, vil du næppe få fuld glæde af dem.

I løbet af testperioden har jeg lyttet en del til (for mig) ukendte artister inden for alt lige fra hiphop og RnB til akustisk, klassisk og jazz. Fælles for dem alle er, at BeoLab 90 holder meget lidt tilbage. De serverer musikken direkte og uden sminkning, men det lyder aldrig kedeligt.

Beam Width Control
Med BeoLab 90 introduceres nye koncepter som Beam Width Control og Beam Direction Control, hvor du selv kan vælge, hvor bred spredningen skal være, og ikke mindst optimere lyden til forskellige lyttepositioner. Det gøres ved hjælp af en målemikrofon og kan derefter styres med fjernbetjeningen eller den dedikerede BeoLab 90-app.

Beam Direction Control er stadig under udvikling, og i testperioden fik vi derfor kun vurderet Beam Width Control.

Forskellen mellem Narrow (45 grader), Wide (180 grader) og Omni (360 grader) er ret tydelig: Narrow giver en meget snæver spredning, der egner sig bedst i “the sweet spot”. Man kan tydeligt høre, at lyden er meget koncentreret, med påfaldende lidt efterklang. I nogle tilfælde kan man næsten ikke høre nogen efterklang overhovedet, omtrent som når man lytter i et alt for dæmpet rum. Men hvis man er alene og virkelig vil lytte kritisk, er det den mest præcise indstilling.

I mange tilfælde foretrak vi alligevel Wide-indstillingen. Den tillod os at flytte til andre lyttepositioner, uden at lydbilledet mistede fokus. Her oplevede vi også, at lyden var lidt mere livlig og varm. Helt klart den bedste indstilling, når man har venner i sofaen.

Omni-indstillingen er ment som en slags party-mode med 360 graders spredning. Jeg kan tydeligt se for mig, at den vil fungere godt i større lokaler, hvor højttalerne er mere frit placeret. I min relativt kompakte stue (32 m²) med højttalerne tæt ind til bagvæggen blev det derimod temmelig rodet at lytte til.

Konklusion
Lyden af BeoLab 90 er svær at forklare – den skal simpelthen opleves. Personligt har jeg aldrig hørt en mere livagtig musikgengivelse, og flere, der har været på besøg, måtte knibe sig i armen eller fælde en tåre, da de hørte en optagelse, som de kendte – eller rettere troede de kendte!

BeoLab 90 har ikke alene dynamikken fra et koncertanlæg og en mægtig basgengivelse, der er “to die for”; de har også holografien og dybdeperspektivet fra de bedste mini-monitors – i sig selv en sjælden kombination. Den måde, de spiller sammen med lytterummet på, hvad enten du bor i et palads eller et lille kosteskab, er virkelig imponerende.

Af så store højttalere at være må BeoLab 90 siges at fungere usædvanlig godt i min lille lejlighed. Jeg hører ingen typiske ubalancer eller ujævnheder, selv når jeg spiller tordnende højt. Alligevel tager jeg mig selv i at ønske mig en større stue, så højttalerne kan folde sig endnu mere ud! Men noget siger mig, at det næppe er et problem for de typiske B&O-kunder …

BeoLab 90 er simpelthen en højttalermæssig magtdemonstration, der i den grad bidrager til at sætte Bang & Olufsen på kortet inden for high-end hi-fi. Prisen er da også i kategorien “hvis du skal spørge …”, men ikke nødvendigvis høj i forhold til den ydelse, de leverer.

Alligevel har man lov til at håbe, at B&O lader teknikken fra BeoLab 90 “sive nedad” og materialisere sig i en lidt mere kompakt og prisvenlig version engang ude i fremtiden. I så fald kan de skrive mig på listen over interesserede!