annonse
annonse

B&O BeoPlay A6

Trådløs lyd til fine stuer

December 2015B&O BeoPlay A6

Hvis kravene til design og lydkvalitet er lige ufravigelige, passer BeoPlay A6 godt ind – uden at give køb på kvaliteten.

Lyd & Billede mener

Den spiller både højt og absurd dybt i forhold til sin størrelse, men vigtigst af alt, så spiller den godt! Og designet er i top.
Stereoperspektivet er selvfølgelig noget smalt, og lyden bliver presset, når det går hedt til. Prisen er temmelig pebret.

Bang & Olufsen har gennem de senere år haft succes med deres “ungdommelige” Play-serie af udstyr til – relativt – rimelige priser. Vi har testet de fleste af produkterne, og der er rigtig mange fuldtræffere iblandt.

BeoPlay A6 er en trådløs højttaler, der enten kan bruges solo eller som en del af et multirumssystem. Der er – som vanligt for B&O – kræset for designet. Og det i en sådan grad, at akustikingeniørerne må have haft en svær opgave med at få plads til lyd inde i det skulpturelle stykke boligudstyr.

A6 er flad og afrundet, næsten boomerangformet. Fronten er beklædt med groftvævet stof i en kvalitet, der kunne være hentet hos en møbelproducent. Det er det også. Langs toppen af det buede kabinet går en smal touch-stribe til at styre afspilning, valg af numre og volumen.

Bag frontstoffet gemmer der sig fire elementer. To ¾ tommes dome-diskanter og to 4 tommers bas-elementer, der også er dome-formede! Et 1,5 tommers fuldtone-element stråler bagud for at give et mere rumligt lydbillede.

Dome-basser er et sjældent syn, men der er intet til hinder for at lave elementer i det format. Ud over at svingspolen bliver meget stor, da den får samme diameter som elementet. Hvilket igen kræver en temmelig kraftig magnet. Men lav pris har næppe heller været et parameter, og lydspredningen bliver så meget desto bedre.

Tilslutningerne er gemt bag en klap i bunden af højttaleren. Her kan man tilslutte analog lyd (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet og strømkabel samt tilpasse basgengivelsen til højttalerens placering (væg, fritstående eller hjørne).

BeoPlay A6 er tynd og buet som en boomerang. (Foto: Producent)
BeoPlay A6 er tynd og buet som en boomerang. (Foto: Producent)

 

Opsætning

Ibrugtagningen er forholdsvis let. Man skal dog først hente den særlige BeoSetup-app (iOS og Android), som derefter guider igennem opsætningen med husets trådløse netværk. Når højttaleren er indlemmet i netværket, skal man – lidt ulogisk – bruge en anden app (BeoMusic) til afspilning.

A6 kan også bruges direkte via Bluetooth. Den har streaming-tjenesten Deezer og TuneIn netradio integreret samt Spotify Connect, der sikrer tabsfri afspilning via netværket – men selvfølgelig stadig i komprimeret kvalitet, da Spotify selv anvender 320 kbit/s filer i Ogg Vorbis-format.

Touch-feltet langs toppen gør det let at betjene A6 – næsten for let. Hvis man prøver at dreje højttaleren eller løfte den i håndtaget, kommer man uundgåeligt til at skrue op eller skifte nummer. Men de fleste vil nok også lade højttaleren blive stående, når den først har fundet sin plads.

Højttaleren er pyntelig og diskret. Men tag ikke fejl: Den er både smuk og klog! Foto: Producent)
Højttaleren er pyntelig og diskret. Men tag ikke fejl: Den er både smuk og klog! Foto: Producent)

 

Lydkvalitet

A6 tiltrækker sig ikke meget visuel opmærksomhed. Opmærksomhed får den til gengæld, når der skrues op for musikken. Den lyder langt større, end hvad der er rimeligt for en så kompakt sag! Lyden er varm, og der mangler på ingen måde bund. Faktisk går den rigtig dybt i bassen (35 Hz ifølge B&O). Den solide bas har selvfølgelig krævet en hel del elektronisk hjælp, men det virker.

Mellemtonen er også fin og velartikuleret, i hvert fald så længe man ikke gør overilede ting med volumenkontrollen. Og diskanten er ren og velopløst. Stereoperspektiv er der af gode grunde ikke meget af, da afstanden mellem elementerne er ca. 40 cm, men lyden er rumlig og behagelig.

Højttaleren er i det hele taget let at lytte til, og man får lyst til at høre mere musik. Hvilket aldrig kan være en ulempe for et stykke lydudstyr.

BeoPlay A6 er så lille og kompakt, at den nærmest opfordrer til, at man sætter den på prøve. Selv en 40 kvadratmeter stor vinkelstue fyldes med lethed med lyd.

Stoffronten er udskiftelig og kan købes i foreløbig fire farver. Stoffet er leveret af Kvadrat, der er kendt for deres møbeltekstiler. (Foto: Producent)
Stoffronten er udskiftelig og kan købes i foreløbig fire farver. Stoffet er leveret af Kvadrat, der er kendt for deres møbeltekstiler. (Foto: Producent)

Når man skruer op til partyniveau, kommer de små bas/mellemtone-elementer dog til kort, og mellemtonen bliver mudret og stemmer uklare. Ikke at det lyder grimt, for det gør det aldrig. Der er blot nogle fysiske love, som træder i kraft. A6 vil dog overleve festen og næste morgen levere afdæmpet lyd til dunkende hoveder.

A6 er B&O Play-seriens næstdyreste trådløse højttaler, og selv om den kun koster det halve af kæmpetallerknen BeoPlay A9, er den stadig i den tunge ende for kompakte multirumshøjttalere.

BeoPlay A6 befinder sig i nogenlunde samme prisklasse som Mission Aero og Geneva AeroSphere Large. Og for kun en smule mere kan man købe et stereosæt af de nye Sonos Play:5. En anden konkurrent er System Audio saxo 5 active, der ikke understøtter multirum, men til gengæld udgør et fuldt stereoanlæg i sig selv.

Hver af de nævnte højttalere har sine tilhængere, men sandsynligheden for, at nogen vil skifte fra f.eks. System Audio til B&O eller omvendt, er nok begrænset. Dertil er design og spillestil for forskellige.

Bag stoffronten gemmer der sig to ¾ tommes dome-diskanter og to 5,5 tommers dome (!) bas-elementer. (Foto: Producent)
Bag stoffronten gemmer der sig to ¾ tommes dome-diskanter og to 5,5 tommers dome (!) bas-elementer. (Foto: Producent)

 

Konklusion

I kraft af størrelsen og udseendet er det fristende at sætte BeoPlay A6 i bås som en pyntegenstand. Det ville være forkert, for ved siden af det lækre udseende er det en særdeles kapabel musikgengiver, der gør op med opfattelsen af, at trådløse multirumshøjttalere alene er beregnet til baggrundsmusik.

Lydkvaliteten kan sagtens tåle, at der skrues op for yndlingsnumrene. Og med knap en kvart kilowatt under motorhjelmen kan den også levere musik til festen. Der er masser af konkurrence på trådløse multirumshøjttalere, men B&O giver de store spillere kamp til stregen.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

  • Bestykning: 2 x 5,5" bas, 2 x ¾" diskant, 1 x 1,5" fuldtone-element
  • Frekvensområde: 35 Hz – 22 kHz (tolerance ikke opgivet)
  • Forstærkereffekt: 3 x 60 W til bas og fuldtone, 2 x 30 W til diskant
  • Filformater: MP3, WMA, AAC, ALAC, FLAC, WAV og AIFF, HD-lyd op til 24 bit/192 kHz
  • Tilslutning: Wi-Fi (dual-band), Bluetooth 4.0, Ethernet
  • Streaming: AirPlay, Bluetooth, DLNA, Spotify Connect, Deezer, TuneIn
  • App: iOS og Android
  • Mål: 53,5 x 29,8 x 14,4 cm
Pris: 7499,-
Error: View f1cf4efu6y may not exist

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-