: Dynaudio Xeo 4 og Xeo 6

Da Dynaudio kom med deres Xeo-serie for et par år siden, var de i princippet de første, der kunne tilbyde et komplet anlæg med trådløse højttalere, som både var prismæssigt overkommeligt og spillede virkelig godt. Ja, det er måske en sandhed med modifikationer. De små stativhøjttalere Xeo 3 blev hurtigt en succes, mens det gik noget mere trægt med gulvhøjttalerne Xeo 5. Det var Xeo 3, der tog folk med storm; de gav virkelig fin lyd til prisen, og folk kunne lide den trådløse løsning.

Imidlertid var flere andre virksomheder i gang med lignende løsninger, og Dynaudio har siden fået hård konkurrence. Derfor er det kun logisk, at de nu er ude med anden generation af Xeo-serien. “Vi kunne have udviklet på den første model i længere tid, især kontrolboksen,” siger Morten Nielsen fra Dynaudio, “Men så ville vi til gengæld miste det forspring, vi havde fået på markedet.”

Og det var et vigtigt forspring. Dynaudio Xeo blev hurtigt målestok for både funktionalitet, prisniveau og lyd for denne type aktive, trådløse løsninger, og Xeo 3 solgte rigtig godt. Derfor er det spændende at se, om den nye generation – og især den nye gulvmodel – kan flytte hegnspælene lidt længere.

Hvad er nyt?
Dynaudio siger, at de har forbedret Xeo på en række punkter: Fleksibilitet, brugervenlighed, pålidelighed og ikke mindst lydkvalitet.

Fleksibiliteten, brugervenligheden og pålideligheden handler ikke mindst om den forbedrede Hub, eller kontrolboks. Den har fået en digital koaksialindgang, og nu kan man opgradere softwaren via USB-porten. Alle tre digitalindgange kan klare 24 bit/96 kHz. Den har også fået Multiband-teknologi, hvilket betyder, at den kan sende på både 2,4, 5,2 og 5,8 GHz.

Der er kommet en Extender til, som kan sende signalet videre, hvis der er lang afstand til f.eks. højttalere i et andet rum. Der er også kommet en Link, som modtager signalet fra Xeo Hub, men har både analoge og digitale udgange, så man f.eks. kan slutte den til et hi-fi-anlæg i et andet rum.

Fjernbetjeningen er også blevet væsentlig bedre og har nu en mere normal størrelse i forhold til den tidligere “kreditkortvariant”. De forskellige rum eller zoner – Xeo kan klare tre zoner – identificeres nu med farvekoderne blå, grøn og rød.

Med hat på
På toppen af højttalerne finder man nu en lille tilføjelse, der lidt ligner luftindtaget på amerikanske muskelbiler. Det diskuteres ivrigt, om det ser godt ud eller ej. Her kan man justere volumen og tænde/slukke. Desuden er der en indikator med blågrå streger for volumen, når man ændrer lydstyrken på fjernbetjeningen. “Det kan man nok også høre,” indvendte en forhandler, som jeg talte med, der ikke just var begejstret for den lille “hat” på toppen.

Ud over hatten er der visuelt ikke så meget, der adskiller de nye modeller fra de gamle. On-knappen er flyttet op til hatten, og fronterne sidder nu fast med magneter, så højttalerne uden fronter giver et renere, mere harmonisk indtryk – med eller uden hat.

Systemet registrerer automatisk, når der kommer et signal til kontrolboksen, finder selv den rigtige indgang og begynde at spille. Det fungerer fint i praksis, og meget lettere bliver det ligesom ikke. Som tidligere kan hver højttaler indstilles som venstre, højre eller begge, og nu kan man også justere for tre forskellige placeringer i rummet (frit, nær væg og nær hjørne) via en kontakt på bagsiden. Det er ikke mindst vigtigt for, hvordan højttaleren spiller bas i rummet.

Hvad lyden angår, så er DSP’en forbedret, responsen i tidsdomænet er forbedret (hvilket betyder, at faselineariteten er bedre), og udstrålingen er optimeret både horisontalt og vertikalt. Og så har Xeo 6 ikke mindst fået en dedikeret forstærker til hvert højttaler-element. Det gør en stor forskel!

Tilkobling
Det tager ikke mange minutter, fra man pakker højttalerne ud, til der er musik i rummet. De får hurtigt kontakt med kontrolboksen, og det hele fungerede upåklageligt i testperioden.

Nu må vi hellere definere, hvad der er trådløs, og hvad der ikke er. Man kan ikke sende et signal trådløst til kontrolboksen; man skal tilslutte andre enheder med kabel. Der er fire indgange, en analog via enten 3,5 mm mini-jack eller stereo-RCA, to digitale i form af TOSLINK (lysleder) eller koaksial RCA samt USB. Hvis man slutter kontrolboksen til en computer, kan den også få strøm via USB, ellers bruger man bare den medfølgende vægtransformator.

Trådløst er til gengæld signalet fra kontrolboksen og ud til højttalerne – som dog heller ikke er helt trådløse, eftersom de skal have 240 volt strøm fra en stikkontakt.

Kobler man noget analogt til, så konverterer kontrolboksen signalet til digitalt. Hvis man har mulighed for at koble signalet digitalt ind i stedet, vinder man på lydkvalitet. Al signaloverførsel til højttalerne sker digitalt, og signalet bliver ikke analogt igen, før det kommer ud af højttaler-elementerne, der anvender PWM klasse D forstærkning.

Nu finder man også en digital koaksialindgang på Hub’ens bagside.

Xeo 4
Jeg kunne godt lide Xeo 3, men Xeo 4 er efter min mening lidt mere harmoniske højttalere. Det er, som om lyden får mere dybde og bliver (endnu) større på alle niveauer. Der er sikkert et resultat af, at der er arbejdet med højttalernes udstråling både horisontalt og vertikalt.

Som helhed er det en lidt mere stabil gengivelse; bassen føles lidt renere, og dermed opleves også mellemtone og diskant som bedre end på forgængeren. En af mine venner – en glad Xeo 3 ejer – syntes, at han fik for meget bas, da han prøvede Xeo 4 hos en forhandler, mens Xeo 3 fungerede fint ved samme lejlighed. Det har jeg ikke oplevet derhjemme, snarere tværtimod. Jeg har en lidt renere og mere fokuseret bas, der ikke tager overhånd.

For virkelig at udfordre Xeo 4 spillede jeg Pictures at an Exhibition med Jean Guillou på orgel – en optagelse, der kan knække en hvilken som helst højttaler med lidt problemer i bassen. Det gik overraskende godt, faktisk langt over forventning. Jeg er ikke vant til, at anlæg i denne prisklasse – for det er jo faktisk et helt anlæg, vi taler om – kan mestre den indspilning så godt.

– og 6
Xeo 4 flytter altså Dynaudios hegnspæle lidt i forhold til Xeo 3. Men Xeo 6 flytter dem et godt stykke i forhold til Xeo 5. Der er ingen tvivl om, at denne opdatering har været til stor gavn for Dynaudios trådløse gulvhøjttaler-alternativ. Nu er der kommet en forstærker til det tredje element også, og det mærkes på hele gengivelsen, der har mere krop og dynamik, mere tyngde og bedre renhed.

Man skal prøve sig frem med kontakten for de tre placeringsmuligheder. Hos mig lød det bedst indstillet på neutral og med højttalerne placeret ca. 75 cm fra bagvæggen. Jeg spillede i et ca. 30 kvadratmeter stort rum og havde ingen problemer med at få volumen nok. Placeringen er ikke uvæsentlig; bare lidt fejlplaceret bliver gengivelsen let lidt mudret og for rund i den øvre bas til min smag.

Jeg kunne høre Ariel Ramirez’ Misa Creolla med overraskende god balance. Her er både kor, solister og orkester samt akustiske guitarer, trommer osv. Det kan lyde meget anæmisk i mere overkommelige højttalere, eller også giver de en forstærket bas, der får alting til at lyde forkert. Xeo 6 har ganske vist en lidt forstærket øvre bas, men det store, fine lydbillede og et harmonisk klangbillede gør, at det hele lyder ægte.

Danske Mike Sheridan spiller elektronisk musik med vokalindslag på enkelte numre. Det fungerer fint – der er god dynamik og en så ren gengivelse, at de detaljer, der skal frem, for at musikken bliver interessant, også kommer frem.

Konklusion
Dynaudio er lykkedes med den svære kunst at opdatere en succes. Begge højttalermodeller er bedre end deres forgængere, især er Xeo 6 klart bedre end Xeo 5 og er nu et reelt alternativ for dem, der gerne vil have lidt mere kød på deres Xeo-system.

Xeo er et helt anlæg, det skal man holde sig for øje, når man overvejer forholdet mellem pris og ydelse. Det er dog stativhøjttalerne Xeo 4, der tager guldmedaljen, hvad angår pris/ydelse. Man får rigtig meget for penge med begge, men stadig mest med lillebror.