annonce
annonce

Test: 9 trådløse hørepropper

Trådløst til under en tusse

Gode trådløse hørepropper med lang batterilevetid
behøver ikke længere at koste en bondegård.

For bare få år siden måtte man punge ud med op mod to tusind kroner, hvis man ville slippe for ledninger på sine in-ear hørepropper og stadig få god kvalitet. Sidste år fandt vi en række rigtig gode propper til under 1.500 kroner. Og nu er det faktisk muligt at presse prisen endnu længere ned og stadig få noget rigtig godt.

Endnu mere overraskende er, at det ikke lader til at være gået ud over batterilevetiden. Den første generation af batterier holdt kun fem timer. Sidste år var otte timer normalt, og i denne test er 12 timer ikke ekstremt.

Hvad er det så, man går glip af, når man presser prisen i bund? De dyrere hørepropper har ofte bedre byggekvalitet. De er lavet af komposit og metal i stedet for plast og holder længere. Man får mere tilbehør med, f.eks. et etui, der beskytter propperne på farten. Bekvemmeligheden kan påvirkes af, at de er tungere og ikke har aflastning, så de kan falde ud af ørerne, eller at proppernes form er dårligere tilpasset til øregangene.

I billigere hørepropper får man ofte formgivet lyd, der skal lyde imponerende, men man går glip af detaljer og dynamik, som propper med bedre drivere (“højttaler-enheder”) får med.

(Foto: Producent)

Når du skal købe hørepropper

Det er meget vigtigt, at de sidder godt i dine ører. Dels fordi de skal være behagelige at have på i længere tid, dels fordi silikonedutterne skal forsegle øregangene, hvis man skal have ordentlig basgengivelse. Derfor angiver vi altid, hvor mange ekstra dutter der følger med i pakken. Hvis du ikke kan lide silikone, så prøv med et par Comply-skumdutter, der kan købes som tilbehør.

Læg mærke til både batterilevetiden, og hvor lang tid det tager at oplade dem. Hvis du kun bruger dem i bussen på vej til arbejde og måske i fitnesscenteret bagefter, vil de fleste nok være tilstrækkelige. Men hvis du hører musik hele dagen på arbejde eller skal flyve langt, så er det vigtigt, at de enten har meget lang batterilevetid eller i hvert fald kan hurtigoplades.

Køb hørepropper, der passer til din musiksmag, og den måde, du hører musik på. Til korte rejser er det måske sjovt med propper, der lyder fængende. Det samme gælder til træning, når man gerne vil have energien i vejret. Men på lange rejser gør de samme hørepropper, at man bliver træt i ørerne. Den højfrekvente energi er nemlig en belastning for trommehinden og det indre øre.

(Foto: Producent)

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-