annonse
annonse

RHA T20

Klokkeklart til kræsne ører

Februar 2016RHA T20

Med dyre hørepropper har man forventninger om bedre lyd, og det får man så afgjort her.

Lyd & Billede mener

Meget tæt på referenceklasse med en usædvanlig afbalanceret, åben og dynamisk lyd – og du kan selv tilpasse klangbalancen.
Kan lyde lidt for analytisk til sarte ører og har ikke aftagelig ledning.

Med et helt specielt lyd-element samt unikke løsninger, der skal give lytteren mulighed for selv at bestemme klangbalancen, er disse stålpropper fra skotske RHA noget af det bedste, vi har hørt af hørepropper i lang tid.

For tro endelig ikke, at alle hørepropper lyder mere eller mindre ens, så snart man opgraderer fra dem, der fulgte med mobilen. Der er et stort spring fra 500 til 2.000 kroner, både i lyd- og byggekvalitet.

Her indtager RHA’s foreløbige topmodel T20 lidt af en særstilling. De er støbt i rustfrit stål, bruger to spoler til at drive elementet inden i de små propper og kommer med tre akustiske filtre, der ændrer klangbalancen efter behag.

RHA T20 er ikke uden konkurrence. For nogle hundrede kroner mindre kan man f.eks. få Shures fremragende SE315, som har en udpræget fyldig klang med lidt mere afslappet diskant, og for nogle hundrede kroner mere er der bl.a. Shure SE425 til dem, der gerne vil have et mere afbalanceret og analytisk lydbillede.

Som sædvanlig for RHA’s dyre in-ear høretelefoner anvendes der håndlavede elementer i stålpropperne. De kalder det DualCoil her, fordi elementet adskiller sig fra konventionelle elementer ved, at membranen drives af en dobbeltspole.

Det vil sige, at spolen – som sammen med en donut-formet magnet danner den elektriske motor, der driver membranen og skaber lyd – fungerer som et passivt delefilter. Fordi den yderste spole driver mellemtone og diskant, mens den inderste driver de laveste frekvenser.

 

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Akustiske filtre

Og ikke nok med det. Der medfølger tre par akustiske filtre, som skrues ind i åbningen på hørepropperne. Propperne kommer med de mest neutrale filtre på, og i æsken er der så et par til dem, der gerne vil have en lille niveauhævning i diskanten, og et par til dem, der foretrækker at få hævet bassen. Lidt. For der er ikke den store forskel, når man skifter filtre.

Når man går fra de neutrale til basfiltrene, får trommerne mere vægt, og mange vil måske foretrække netop dem, fordi de giver en noget fyldigere lyd. Men det er ikke som at skrue på en equalizer; dertil er forskellene for små, omend ikke ubetydelige.

Med de i alt ti silikone- og skumpropper, der er at vælge imellem, er det ikke svært at finde et par, der er behagelige at have siddende i ørerne. Formbare skumpropper foretrækkes af mange, der gerne vil have den bedst mulige isolering, som også giver bedre dæmpning.

 

Solid kvalitet

Design og kvalitet er typisk RHA med upåklageligt detaljearbejde, men ledningen er ikke aftagelig. Den er derimod udstyret med forstærkning de sidste centimeter ind mod propperne, så man kan bøje ledningerne over ørerne og forme dem for at få bedre bærekomfort.

RHA T20

  • Type: Hørepropper
  • Følsomhed: 90 dB, 16 ohm
  • Andet: Akustisk filtre, 10 silikone- og skumpropper, bæretaske
  • (RHA T20i har også kontrol/mikrofon)
Pris: 1790,-