annonce
annonce

OnePlus 5

Ligeved og næsten

OnePlus 5 vil gerne lege med de store drenge, men sakker bagud på kameraet.

OnePlus leverer igen en vanvittig hurtig telefon med nogle af de bedste specs på markedet.
Telefonen er ikke vandtæt, kameraet halter, og der er stadig ikke nogen port til SD-kort.

Hen over sommeren ramte en af årets mest hypede mobiltelefoner butikkerne. Folk lå i lange køer i håb om at blive en af de første til at få vidunderet i hånden. Var det den nye iPhone? Nej. Underligt nok var der tale om en kinesisk Android-telefon, som godt nok ligner den nuværende iPhone 7 Plus til forveksling. Nørderne ventede på OnePlus 5.

Telefonen er den sjette i rækken fra kineserne, der igennem de sidste par år gjort sig bemærket i mobilbranchen takket være en anderledes salgsstrategi og prisbillige telefoner af høj kvalitet. Efterhånden som brandet er blevet mere kendt og udbredt, er prisen dog steget, og dermed er også et af de primære argumenter for at investere i en OnePlus-telefon mindsket. OnePlus 5 tager denne trend til nye højder, idet vi nu nærmer os prisen på de telefoner, OnePlus skamløst kopierer fra.

Mere af det samme

Først og fremmest kopierer OnePlus dog sig selv, og det er tydeligt at se, at OnePlus 5 er en videreudvikling af OnePlus 3T, som kom i slutningen af 2016. Designet på de to telefoner er næsten identisk og dermed også lige kedeligt. Du får hertil de samme styrker og svagheder. Her er plads til to SIM-kort, men ikke noget SD-kort. Telefonen er ikke vand- og støvtæt og fås i et meget begrænset antal farver.

Det er dog til at leve med, når man i stedet ser på, hvad man rent faktisk får. Processoren er nyeste udgave fra Snapdragon, og du kan nu få telefonen med hele 8 gigabyte ram, hvis du investerer i den dyreste version med 128 gigabyte lagerplads. Det burde være rigeligt.

Ram-rekord!

Det er de færreste telefoner, der leveres med så meget ram, og man kan med rette spørge, om det overhovedet er nødvendigt. Alt efter hvor meget du multitasker på din telefon, kan det være mere eller mindre relevant. Jo mere hukommelse der er at jonglere rundt med, jo mindre er chancen for lag. Et andet eksempel er, når du scroller hurtigt ned i web-browseren.

Også ved åbningen af apps mærker man, hvor meget smæk der er på OnePlus 5. Jeg bruger p.t. en iPhone 7 Plus til daglig, og jeg kan tydeligt mærke forskel på den og OnePlus 5, når jeg åbner de samme apps på begge telefoner. Hvor iPhone lige skal tænke lidt, spytter OnePlus app’en op på skærmen med det samme. Det er imponerende. Vores benchmarks viser da også tydeligt, hvordan telefonen her er med helt fremme og på alle punkter overgår sin forgænger.

Dash Charge & AMOLED

Et andet punkt, hvor OnePlus 5 er lynende hurtig, er under opladning. Igen, som med forgængeren, har telefonen indbygget, hvad OnePlus kalder “Dash Charge”, der kort fortalt betyder, at du kan lade telefonen godt to tredjedele op på en halv times tid. Det er frygtelig praktisk, da man dermed altid lige kan nå at juice op, inden man skal ud ad døren, såfremt man har glemt at lade op natten over. At batteriet på 3300 mAh samtidig fint holder til en dags brug, er ligeledes et plus.

Skærmen på OnePlus 5 er stort set identisk med den på 3T. Her er igen tale om en skarp AMOLED-skærm, der igen må nøjes med en opløsning på 1080 x 1920 pixel. Telefonen egner sig dermed skidt til VR, der helst skal have en højere opløsning, som vi f.eks. ser det på Samsung Galaxy S8, men sparer samtidig på batteriet, da der ikke skal spyttes så mange pixels ud. Det er et fornuftigt kompromis, og de færreste bør eller vil se det som et problem.

OnePlus har netop lanceret en guldfarvet model.

Et bedre kamera

Et væsentligt punkt, hvor OnePlus 5 adskiller sig fra sin forgænger, er på kameradelen. Ligesom på iPhone 7 Plus har OnePlus gjort plads til et kamera med hele to linser på bagsiden. Hvad brugen af dem angår, lægger OnePlus sig også her op ad Apple. Den primære linse er på 16 megapixel, mens den sekundære telelinse er på 20 megapixel.

Ligesom hos Apple kan du zoome 2x ind med telelinsen og tage billeder i portræt-mode, hvor baggrunden er tværet ud. Det fungerer langt hen ad vejen godt, men det er alligevel tydeligt at se forskel på billeder fra de to telefoner. Særligt i dårlig belysning klarer OnePlus 5 sig bare ikke lige så godt. Hvor iPhone fint fanger nattehimlen en sommeraften i juli måned, kæmper OnePlus 5 mere og introducerer en masse gryn og støj.

Ej heller portrætbillederne bliver lige så gode. Softwaren, der styrer graden af udtværing af baggrunden, er simpelthen for aggressiv og skærer for meget ind i selve motivet. Det er lidt synd, og noget kunne tyde på, at meget af det har med software at gøre. Uanset hvad, så er det også et godt eksempel på, at man ikke får en god telefon alene ved at sætte gode komponenter sammen.

Konklusion

Træerne vokser ikke ind i himlen, og selv om OnePlus 5 gør meget rigtigt, så har den nogle mangler, der er svære at se bort fra. Særligt når prisen er så høj, som den er.

Det er smart med Dual-SIM, men vi havde hellere set, at der var blevet plads til et SD-kort. Skærmen er utrolig flot, Dash Charge er genialt, og processor og ram gør telefonen lynende hurtig. Desværre skuffer kameraet, som det også gjorde på 3T, og direkte sammenlignet med nogle af tidens andre topmobiler falder OnePlus 5 bare bagud på point.

Vil du have en vanvittig hurtig og ganske god telefon med et okay kamera, kan du fint satse på OnePlus 5. Er kameraet meget vigtigt, bør du hellere se på modeller som HTC U11, Samsung Galaxy S8 eller iPhone 7 Plus.

Pricerunner.dk er en kommerciel partner til lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.

5,5" Full HD Optic AMOLED-skærm
Qualcomm Snapdragon 835
Android 7.1.1 Nougat, Oxygen OS
16 MP f/1.7 + 20 MP f/2.6, LED-blitz, frontkamera 16 MP f/2.6
6/8 GB ram / 64 eller 128 GB lager
3300 mAh batteri
USB-C-stik, Dash-opladning
2G/3G/4G Cat. 6 LTE, Dual-SIM, fingeraftrykslæser, NFC,
Bluetooth 5.0, GPS
154,2 x 74,1 x 7,3 mm / 153 g
Web: oneplus.net

Pris: 4299 ,-

Har du noget at tilføje?

Velkommen til Lyd & Billedes diskusjonsforum. Vi vil gjerne vite hva du mener. Hold deg til temaet og vær saklig, så slipper vi å slette eller moderere innlegg. Andre spørsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-