annonce
annonce

4 jule-tablets

En tablet til jul

Hvilken tablet skal ligge under træet i år? Vi afslører vores favorit.

Tablet-markedet er ikke, hvad det har været. Traditionelt har vi testet årets high-end tablets enten i december eller januar, men i år er der enten slet ikke kommet nogen ny high-end model fra de store producenter (Apple), eller også er den nye high-end model nærmest identisk med forgængeren fra sidste år (Samsung).

Nogle producenter har valgt slet ikke at sende deres nye tablets på markedet i Skandinavien – f.eks. LG, der på IFA 2015 lancerede den lækre G Pad II, som altså ikke vil finde vej til butikshylderne i hverken Danmark, Norge eller Sverige.

 

Tåler ingen sammenligning

Men vi giver ikke op så let, for selvfølgelig er der kommet nye produkter på markedet, som bejler til forbrugernes gunst. Og selv om der bliver solgt færre af dem nu end for blot få år siden, er en tablet stadig et populært smart produkt til hjemmebrug og til at have med på farten.

Men når vi nu ikke kan finde tilstrækkelig mange tablets, der passer ind i high-end kategorien, hvad angår specifikationer og pris, så må vi spille de kort, vi har fået på hånden.

Derfor er denne gruppetest ikke en sammenlignende test. Det ville være som at sammenligne æbler og appelsiner. Vi har to dyre tablets med i testen (Apple iPad mini 4 og Samsung Galaxy Tab S2), en i mellemklassen (ASUS ZenPad 10) og en i budgetklassen (Lenovo Yoga Tab 3). Ved vurderingen af hver tablet er der derfor taget hensyn til prisen, og vi kårer hverken en vinder eller et bedste køb.

Vi nøjes med at give vores specielle anbefaling til den tablet, som vi vurderer vil skabe størst glæde, hvis den ligger under træet juleaften.

 

Sådan testede vi

Ydelsen på alle tablets er testet med testprogrammet Geekbench 3 fra Primate Labs i en cross-platform version, der giver os resultater, som er sammenlignelige på tværs af operativsystemer.

Geekbench 3 afvikler en række typiske brugeropgaver på maskinen. Testresultaterne måles med et pointsystem, hvis reference (en score på 2.500) er en Mac mini fra 2011 med en 2,5 GHz Intel Core i5-2520M processor. En score på 5.000 betyder altså, at den pågældende maskine er dobbelt så hurtig som referencemodellen.

Geekbench 3 leverer resultater, der skelner imellem antallet af processorkerner. Resultatet er således delt op i et single-core og et multi-core resultat, hvor sidstnævnte er processorens samlede ydelse, mens førstnævnte viser, hvor godt hver enkelt processorkerne yder. Endvidere benyttes Geekbench 3 til at teste og sammenligne produkternes batterilevetid.

Som supplement til Geekbench 3 er ydelsen på alle tablets også testet med programmet AnTuTu Benchmark.

Vi har endvidere vurderet enhederne ud fra følgende testkriterier: Internet- og browser-oplevelse, skærm (herunder opløsning, farver og touch-funktion), medier (herunder lydkvalitet og videoafspilning), specifikationer samt øvrige faktorer som brugeroplevelse og ydelse. Bl.a. har vi prøvet spil som Asphalt 8, Infinity Blade eller lignende tunge spil på alle tablet-computerne for at teste skærmopdatering, rendering, grafikeffekter samt kontrol via touch-skærmen.

Sidst, men ikke mindst spiller også design og byggekvalitet en afgørende rolle for den samlede vurdering.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Bedste pris på 4 jule-tablets
Pricerunner.dk er en kommerciel partner til lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.

Har du noget at tilføje?

Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-