Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Avengers: Infinity War

Superunderholdende superhelte

Vi troede, at vi var blevet trætte af superheltefilm, men Avengers 3 viser, at der stadig er slagkraft i genren.

Publiceret 30/08/2018 - 09:31
Avengers: Infinity War
Tor Aavatsmark

18 (!) film – fra Iron Man (2008) til Black Panther (2018) – har Marvel/Disney brugt på at bygge op til den store finale, som består af Avengers 3 og 4 (2019). Og den tid har de brugt godt – og grundigt. Det føles naturligt, når hele superhelteuniverset forenes, hvilket ikke mindst skyldes dygtige manuskriptforfattere og langsigtet planlægning.

I modsætning til det ofte lidt rodede og ikke mindst retningsløse DC-univers har Marvel/Disney gennem mange år haft en gennemarbejdet, langsigtet masterplan for deres superhelte. Det betaler sig, når alle skal samles på ét bræt, for det kunne sagtens være blevet kaotisk og meningsløst.

Efter ragnarok

Vi kommer ind i handlingen lige efter Thor: Ragnarok, som kulminerede med, at Asgård blev sprængt i småstykker og størstedelen af befolkningen efterfølgende massakreret. I front for dette folkemord står titanen Thanos (Josh Brolin). Thanos har som mål at få fuld kontrol over hele universet (!), og for at opnå det må han samle alle de seks “infinity stones”, så han kan kontrollere tid og rum.

Ikke helt ulig plottet i Wonder Woman, men i Infinity War træder motivationen i baggrunden; det er de charmerende, sjove og fascinerende personer, der driver filmen frem.

Alle mand på dæk!

Hverken duoen Thor (Chris Hemsworth i sin glansrolle) & Loke (Tom Hiddleston) eller Iron Man (Robert Downey Jr.), Spider-Man (Tom Holland) og Dr. Strange (Benedict Cumberbatch) formår at få bugt med Thanos. Her må alle mand, inklusive de lettere opstyltede Guardians of the Galaxy til pumperne.

Endnu en gang kæmpes der i New Yorks velkendte gader, hvor bygninger smadres, biler kastes rundt som hoppebolde, og borgmesteren (igen) må bestille mere asfalt. Men de mange kamphandlinger filmen igennem trækkes ikke ud i det kedsommelige, som det ofte er tilfældet med den slags film.

(Foto: Walt Disney)

En del af grunden er, at over 20 superhelte alle skal have lejlighed til at stråle, og at handlingen spænder fra New Yorks gader via Edinburgh og Afrikas sletter til gigantiske rumskibe og golde planeter i det fjerne verdensrum. En ekstremt handlingsmættet film, der aldrig føles for lang og/eller kaotisk og meningsløs.

Ironisk snert

Når superheltene mødes, er mange af dem gamle kendinge. Det er da også som at høre et ældre ægtepar, der småskændes, når Iron Man og Captain America (Chris Evans) kommer under samme tag. Men det hele er så godt skrevet og med skuespillere, der mestrer genren, at vi i den grad lader os charmere.

Selveste Hulk kæmper med “potens”-problemer, og det virker faktisk helt naturligt, når Bruce Banner (Mark Ruffalo) har svært ved at mane monsteret frem. Iron Mans varemærke har hele tiden været den rappe kæft og en stadig strøm af ironi; her har Downey Jr. perfektioneret det til nye højder og stjæler enhver scene, han er med i. Thor er på sin side en overraskende blanding af egensindig, stolt og flirtende ironi, og Hemsworth er som skabt til rollen som vikingeguden.

Ærkeskurk med politisk agenda

De fleste ærkeskurke i superheltefilm vil enten have verdensherredømmet for at blive rige, eller de er kæmper, der ikke har nogen agenda (skrækeksemplet på en meningsløs skurk finder vi i Batman v Superman: Dawn of Justice). I Infinity War derimod møder vi nærmest en miljøforkæmper som heltenes nemesis.

Det eneste, Thanos ønsker, er jo at begrænse den løbske befolkningstilvækst. Han har indset, at den ikke er bæredygtig i det lange løb, og har derfor besluttet sig for at gå til (relativt ekstreme) yderligheder for at afværge en forventelig katastrofe. Desuden er han helt igennem en følsom mand (eller rettere titan), der faktisk har kvaler med at ofre sin steddatter Gamora (Zoe Saldana) for at nå sit mål.

(Foto: Walt Disney)

Komplet underholdningsmaskine

Der er ingen tvivl om, at Infinity War er bestilt af de høje herrer i skarpe jakkesæt hos Disney med ét formål for øje: At tjene så mange penge til selskabet som muligt. Ikke desto mindre er producenter, instruktører og manuskriptforfattere tro mod genren og har lagt deres sjæl i at lave en fantastisk underholdende film med fejlbarlige helte af kød og blod, som vi virkelig kerer os om. Desuden byder den på kampscener, der er lige så grandiose som i Ringenes Herre – samt en rapkæftet vaskebjørn.

Oven i hatten er Infinity War noget sjældent som en emotionel superheltefilm. Vi føler faktisk med Gamora, da hun bryder sammen efter familiedrabet, og Thors smerte, idet hans broder tortureres, er som taget ud af en Shakespeare-klassiker.

Dialogerne sidder – næsten – som støbt hele vejen, og trods op mod to en halv times spilletid føles filmen ikke lang eller tynget af tomgang. Den er så tæt på en komplet action/popcornfilm, som man kan komme, og fortjener afgjort fem superstærke stjerner.

Teknisk kikser

Når man skal se en film med et svimlende budget på over to milliarder kroner på sit 65-tommers tv med samt heftigt surround-anlæg, så forventer man kvalitet helt i top – hvilket denne Blu-ray-udgivelse desværre ikke byder på! Lydsporet (DTS-MA 7.1) lyder indelukket, mangler fuldstændig punch i dybbassen og er tunet alt for lavt. Billedkvaliteten er generelt god, men mørke scener bliver lidt for ofte grå snarere end sorte.

Men fortvivl ikke! Filmen udkommer også i 4K med Dolby Atmos-lydspor – en version, som Walt Disney Studios mærkeligt nok gør ikke tilgængelig for journalister.

Bonusmaterialet består bl.a. af et omfattende og interessant kommentarspor med instruktører og manusforfattere samt udeladte scener, bloopers, trailere og fire korte features.

Marvel-filmene

  • Iron Man (2008)
  • The Incredible Hulk (2008)
  • Iron Man 2 (2010)
  • Thor (2011)
  • Captain America: The First Avenger (2011)
  • Marvel’s The Avengers (2012)
  • Iron Man 3 (2013)
  • Thor: The Dark World (2013)
  • Captain America: The Winter Soldier (2014)
  • Guardians of the Galaxy (2014)
  • Avengers: Age of Ultron (2015)
  • Ant-Man (2015)
  • Captain America: Civil War (2016)
  • Doctor Strange (2016)
  • Guardians of the Galaxy Vol. 2 (2017)
  • Spider-Man: Homecoming (2017)
  • Thor: Ragnarok (2017)
  • Black Panther (2018)
  • Avengers: Infinity War (2018)
  • Ant-Man and the Wasp (2018)
  • Captain Marvel (2019)
  • Avengers: Infinity War 2 (2019)
  • Spider-Man: Far From Home (2020)
  • Guardians of the Galaxy Vol. 3 (2020)
picture3
<
>
(Foto: Walt Disney)
Karakter
Avengers: Infinity War

Fakta:

  • Blu-ray
  • Release: 30/8/18
  • Instruktion: Anthony Russo
  • Med: Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Josh Brolin, Mark Ruffalo, Scarlett Johansson, Chris Evans, Zoe Saldana, Elisabeth Olsen, Chadwick Boseman, Tom Holland, Tom Hiddleston, Sam Wilson, Paul Bettany
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 2:29 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top