TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: Bosch, 7. sæson

En personlig sortie for Bosch

Den dedikerede LA-efterforsker takker af med en bundsolid afslutningssæson.

Af / 20/07/2021 - 11:00
Bosch, 7. sæson
Tor Aavatsmark

Titus Welliver har gennem seks sæsoner personificeret forfatter Michael Connellys arketypiske amerikanske efterforsker Harry Bosch.

Baseret på den omfattende bogserie (den 9. november kommer den 23.(!) Bosch-bog, The Dark Hours) fra Connelly, som også er producent, følger vi den erfarne efterforsker og krigsveteran i jagten på at løse nye og gamle mordmysterier i Englenes by.

Som sædvanlig begynder Bosch-sæsonen lidt trægt, og i denne omgang er der hentet mordgåder fra de to romaner The Burning Room (2014) og The Concrete Blonde (1994). De to bøgers handlinger flettes elegant sammen og udspiller sig i nutidens Los Angeles.

Bosch-serien har aldrig været en hæsblæsende actionkrimi, tætpakket med adrenalinpumpende biljagter og skydescener. Det, vi får serveret, er omhyggeligt, stort set realistisk politiarbejde, hvor vidner afhøres, spor efterforskes og gamle mordsager gennemgås med en tættekam.

Læs også Endnu en solid Bosch-sæson I sin 6. sæson viser krimiserien om L.A.-drabsefterforskeren Harry Bosch få svaghedstegn, men der er heller ikke meget, der minder om fornyelse.

Den sandhedssøgende Bosch har altid levet efter mantraet: “Everybody counts, or nobody counts!” Retfærdigheden skal ske fyldest, men han opererer dog gerne i lovens gråzoner, så de, der virkelig fortjener det, kan få deres straf. I den afsluttende sæson bliver hans leveregel gang på gang sat på prøve.

Annonce

Bosch får en sag, hvor fem mennesker i Latinokvarteret, deriblandt en tiårig mexicansk pige, brutalt er omkommet i en forfærdelig mordbrand. Mistanken rettes hurtigt mod lyssky bandekriminalitet, men Bosch aner, at der foregår en dækoperation, som rækker helt op på myndighedsniveau.

Bosch sesong 7 5
Maddie (Madison Lintz), “Bosch”, 7. sæson (Foto: HBO Nordic)

Harrys datter, Maddie (Madison Lintz) er stadig praktikant hos den benhårde advokat Honey “Money” Chandler (Mimi Rogers). I forbindelse med forsvaret af en hovedmistænkt i en stor bedragerisag udsættes Chandler for et attentat, hvor også Maddie er i fare. Med sin datters liv på spil sætter Bosch alt ind på at løse sagen og afdække (kom)plottet.

På arbejdet plages Boschs partner, J. Edgar (Jamie Hector), LA-politiets mest velklædte efterforsker, af samvittighedsnag og skyldfølelse efter det nærmest iscenesatte drab på utysket Jacques Avril. Koncentrationsbesvær, søvnmangel og sprut går ud over arbejdet og forholdet til Bosch. Samtidig eskalerer den åbenlyse sexisme mod Grace Billets (Amy Aquino), og nogen forsøger at fratage politichefen Irving (Lance Reddick) endnu en periode i hjørnekontoret.

Bosch sesong 7 2
Bosch, 7. sæson (Foto: HBO Nordic)

Connelly indledte sin karriere som kriminalreporter i amerikanske aviser, og det kan mærkes på hans autentiske tilgang til stoffet. Vi tror på efterforskerne i LAPD og lader os virkelig overbevise af Boschs oprigtige forargelse og indignation, når systemet modarbejder ham og retfærdigheden trues. Welliver har altid været seriens største styrke. Med sin sindige ro, subtile tilgang til stoffet og overbevisende indlevelse er han troværdig som dedikeret politimand og engageret familiefar.

Visse klichéer hænger ved, historien om sexisme bliver lidt overfladisk og lemfældigt behandlet, og chefen er påtaget inkompetent – det oser af “politisk korrekt” manuskriptarbejde. Boschs belastede forhold til Irving (manden med den stiveste gang i TV-historien) bliver i den 7. sæson mere komisk end troværdigt. Serien er bedst, når det bliver meget personligt for Harry – og på dét område lykkes afslutningssæsonen til fulde.

Bosch, sesong 7_4 Bosch, sesong 7_1 Bosch, sesong 7_6
<
>
Bosch, 7. sæson (Foto: HBO Nordic)

Sæsonen består (vistnok af økonomiske årsager) kun af 8 (mod normalt 10) afsnit – uden at det gør noget. Det bliver en strammere historie med lidt mere drive end de foregående sæsoner. Samtidig bærer 7. sæson præg af at være opsummerende, så løse ender samles og gamle kendinge takker af. 5 stjerner.

Vi kommer til at savne Harry Bosch, nynnende til sin jazz fra sit iøjefaldende hi-fi-anlæg i luksusklassen, med en kold øl i hånden, stirrende ud i nattemørket fra LA’s bedste udsigtspunkt. Heldigvis varsler afslutningen, at det ikke er helt slut, for til næste år udgiver Netflix serien om Boschs halvbror, Mick Haller.

Læs også Ny Netflix-krimiserie Succesforfatteren bag “Bosch” udgiver ny serie på Netflix.

PS! I overgangsfasen er der problemer med visningsrettighederne til denne Prime Video Original-serie. I Norden kan du per dags dato faktisk ikke se den hos Prime Video (som har produceret og ejer rettighederne til serien), men kun hos HBO Nordic (med dårlig billedkvalitet til følge).

HBO er åbenbart inde i sidste fase med hensyn til at opnå rettigheden i Norden, for de ville ikke engang give pressen forhåndsadgang til serien. Vi gætter på, at den forsvinder fra HBO (og bliver tilgængelig på Prime Video), så snart HBO Max lanceres i Norden (september/oktober).

Karakter
Bosch, 7. sæson

Fakta:

  • HBO Nordic
  • Release: 26. juni 2021
  • Instruktion: Alex Zakrzewski, Patrick Cady
  • Medvirkende: Titus Welliver, Jamie Hector, Amy Aquino, Lance Reddick, Madison Lintz, Troy Evans, DaJuan Johnson
  • Land: USA
  • År: 2021
  • Tid: 5:31 t.
  • Karakter: 5

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *