Anmeldelse: Bridgerton, sæson 3, del I

At en kostumedramaserie (!) skulle blive en af Netflix’ største succeser, var meget uventet. Til dato ligger både sæson 1 og 2 på sjettepladsen over serier med flest streamingminutter tilsammen.

Med Bridgerton opnåede Netflix noget meget usædvanligt – pludselig var kostumedrama populært, moderne, cool og hipt; selv blandt unge streamingabonnenter. Det hjalp helt sikkert, at Londons avantgarde i 1815 var “farveblinde”, at skørterne var høje, og at de (udadtil dydige) jomfruer parrede sig hyppigere end brunstige kaniner.

 

Skandaløst?

Et par uger før jul afslørede Netflix premieredatoen for den længe ventede sæson 3 af Bridgerton; og at sæsonen vil blive delt i to. Her lovede streaminggiganten “den mest skandaløse sæson hidtil”. Nu har vi set hele første del af tredje sæson, og vi har stadig ingen idé om, hvor “skandalen” ligger begravet…

En så virkelighedsfjern serie som Bridgerton, der også næsten gentager sin egen præmis (med nye hovedpersoner) fra sæson til sæson, er helt afhængig af, at de personer, der skal bære en given sæson, er interessante, fascinerende, frække eller søde, og at man kan lade sig rive med af dem.

Når serien har været bedst, har den været en herlig eskapisme, pakket ind i overdådige kjoler, pomp, pragt og bryster – men hvis vi skal lade os rive med, skal karaktererne leve op til det.

Den grimme ælling

Med sæson 3 ser det ud til, at skaberne har begået den kardinalsynd at fokusere mere på den politiske korrekthed i, hvordan den “grimme ælling” kan blomstre og finde kærligheden, men glemte at pakke det (stort set interessante plot) ind i en spændende fortælling.

I centrum for begivenhederne i denne omgang, og dermed meget omtalt i den lokale sladderpresse fra 1815’erne, er Lady Whistledown, datter af den noget skandaløse adelsfamilie Featherington, den yngste datter Penelope (Nicola Coughlan). En karakter, som i de første to sæsoner har eksisteret i skyggerne og hjørnerne af balsalen, men som (delvist) blev afsløret som en dobbeltkarakter i den foregående sæson, og som samtidig dannede et varmt venskab med Colin Bridgerton (Luke Newton).

Nu er det Penelopes tur til at være ny og skinne – men selvjustitsen er stadig hård og hadefuld blandt societetets medlemmer, anført af den ondskabsfulde Cressida (Jessica Madsen), den iltre Eloises veninde.

Humoristisk lynafleder

Endnu en gang er Penelopes intrigante mor på randen af økonomisk ruin, og der er brug for en mandlig arving. Denne gang træder hendes skandaløse døtre (som bedst kan beskrives som Askepots onde/dumme stedsøstre) frem i rampelyset – og de fungerer godt som en befriende humoristisk lynafleder. En anden absolut bedårende karakter, som får os til at smile, er den excentriske dronning, som tager sine kreative parykker og sarkastiske kommentarer til nye højder. I endnu en sæson stråler Golda Rosheuvel!

Andre karakterer, der lyser op i en ellers ret trist sæson, er det nye societetspar Mondrich. Som Bambi på glatis kastes de ind i en ny verden fuld af mærkelige og uforståelige regler og strenge skikke. Deres blik udefra giver os et forfriskende perspektiv på high society’s særheder, dekadente moral og uanstændigheder.

En tør gren

At serien ikke behøvede at være overlæsset med intense sexscener for at vække seernes interesse, blev eftertrykkeligt bevist med anden sæson, hvor en mere subtil erotik blev fremvist i stedet for første sæsons vedvarende “kopulering-i-høet” – og det fungerede aldeles glimrende. Desuden var den nyankomne i Londons societet, den dejlige Kate (Simone Ashley), en subtilt gådefuld karakter, som vi gerne ville vide mere om.

Hvad angår denne sæsons giftefærdige Bridgerton-datter, Francesca (Hannah Dodd), er hun bedårende nok med al den spænding, der er i en tør gren. At det understreges af, at hun foretrækker at sidde i ensomhed og klimpre foran klaveret eller i mavesur tavshed med sin bejler, gør ikke sagen bedre. Gaaab!

Hendes bror, Colin, er vendt hjem fra sin dannelsesrejse som en ny mand. Både udadtil (han ligner skræmmende meget en yngre udgave af Pierce Brosnan) og indadtil. Desværre har det ikke gjort ham til en mere interessant karakter, og vi læser hans motiver og bevæggrunde som en åben bog. Og hvorfor i alverden har serieskaberne stort set “kastreret” Eloise (Claudia Jessie) og hendes bramfri meninger?

Kedeligt

Nej, billedet af en mavesur, tilbagetrukket Penelope, der stirrer tomt ud i luften fra sin dekorerede vindueskarm, er særligt beskrivende for sæson 3: Hun ser ud til at kede sig for en gangs skyld!

Det er bestemt ikke en skandaløst dårlig sæson, men den er bare så meget mere kedelig end de to foregående og mere formelagtig. Hvor vi over to sæsoner har vænnet os til fascinerende karakterer, infame intriger og saftige detaljer, fremstår første del af tredje sæson som ét langt gab. 3 sløve stjerner.

Del I (afsnit 1-4) har global Netflix-premiere den 16. maj, efterfulgt af del II (afsnit 5-8), som har premiere den 13. juni. Denne anmeldelse er baseret på alle afsnit af del I.