anmeldelse: Castle Rock, 2. sæson

1. sæson af Castle Rock hensatte os til Stephen Kings hjemmebane, staten Maine, og den forbandede lilleby Castle Rock – tæt på det legendariske Shawshank-fængsel og med så mange referencer til Kings univers, at det må være en våd drøm for hans hardcore-fans.

I 2. sæson har serieskaberne benyttet sig af et greb, som vi alt for sjældent ser i TV-serier: At skifte hele persongalleriet ud. Hvilket er godt her, for ganske vist var 1. sæson både spændende, fascinerende og underholdende, men den sidste tredjedel trådte vande.

Vi befinder os i den samme by med alle dens morbide mordgåder og skeletter i skabene (og under jorden), men hovedpersonerne denne gang er den omrejsende sygeplejerske Annie Wilkes (Lizzy “Masters of Sex” Caplan) og hendes datter, Joy (Fisher).

https://www.youtube.com/watch?v=9bytPaQ5I8U

Annie er på flugt. Fra sin fortid, fra myndighederne og fra sine egne dæmoner. Hun er manisk overbeskyttende over for datteren og gnasker antidepressiver – som hun stjæler fra de hospitaler, hvor hun kortvarigt arbejder – som var det slik. Da hun møder uventet forståelse fra sin chef, lægen Nadia (Warsama), beslutter hun sig for at slå sig ned – og så bryder helvede løs …

I den lille by nyder krigsveteranen “Pop” (Robbins) stor respekt. Efter at have gjort tjeneste i Somalia tog han initiativ til modtagelse af somaliske flygtninge i Castle Rock og adopterede endda to somaliske børn, Nadia og Abdi.

Som voksen strides Abdi nu med sin stedbror Ace (Paul Sparks fra House of Cards) om, hvem der skal leje lokaler ud til de somaliske købmænd. Abdi er ved at opføre et nyt gigantbyggeri til dem, direkte oven på dystre hemmeligheder og med det hjemsøgte Marsten House som nabo.

Serien er et herligt miks af psykologisk thriller og bloddryppende gyser – helt i Stephen Kings ånd – og har et fascinerende, creepy lilleby-persongalleri, hvor alle slæber rundt på mørke hemmeligheder, plus en rollebesætning, der nærmest overpræsterer.

Vi vil især fremhæve den vidunderlige Lizzy Caplan, der yder en enestående præstation som paranoidt, pillegnaskende nervevrag. Hendes øjne er som tintallerkener, der lyser af uro og ængstelse; den måde, hun går på, formidler hendes forkvaklede psyke; og hun skifter fra “normal” til rablende vanvittig på et splitsekund. En Emmy-værdig præstation!

At selveste “Mr. Shawshank” er tilbage i byen med det fængsel, han stak af fra i 1994, er et herligt greb fra serieskabernes side, og Tim Robbins leverer som sædvanlig varen.

Castle Rock er proppet med referencer til Kings mange værker, men er ikke en direkte efterfølger til nogen af dem. De fleste vil nok genkende Annie Wilkes (tip: Hun er kendt for at knuse folks ankler med en forhammer) såvel som det legendariske rædselshus Marsten, men bare rolig: Du kan få fuldt udbytte af serien uden at kende Kings bøger.

Hvis du kan lide overraskende og intelligente gysere med et fascinerende persongalleri og overnaturlige twists, vil serien sidde lige i øjet. Fem skrækindjagende stjerner.

Desværre skuffer billedkvaliteten fra HBO endnu en gang med grumsede mørke scener, artefakter og dårlig skarphed. Surround-sporet er nogenlunde. (Anmeldelsen er baseret på de første tre ud af ti episoder).