Manden bag film som Iron Man, Iron Man 2 og Zathura er nærmest gået tilbage til sine indie-rødder med Chef – en film, der rammer os lige i hjertet og gør os sultne efter et godt måltid mad!
Stjernekokken Carl Casper (Favreau) arbejder på en gourmet-restaurant, hvor han bliver holdt i kort snor af ejeren, Rivas (Hoffmann), og tvunget til at lave de samme bestseller-retter dag efter dag. Efter en massiv nedrakning – på grund af manglende innovation – fra en af internettets mest indflydelsesrige anmeldere går han nærmest fysisk til modangreb, mister sit job og søger tilbage til rødderne. En uventet bonus er, at hans rabiate adfærd bliver et hit på de sociale medier.
https://www.youtube.com/watch?v=wgFws3AoIUY
Med hjælp fra sin ekskones (Vergara) eksmand (Downey Jr.) genstarter han karrieren i en udslidt madbil og knytter samtidig nye bånd til sin forsømte tiårige søn. Den forholdsvis simple historie tager os med på en gastronomisk rejse fra Miami via Texas og New Orleans til Californien. Og meget af tiden går med at kreere de lækreste (men ikke nødvendigvis sundeste) retter, mens det hele dokumenteres – og reklameres heftigt for – via Twitter.
Favreau er selv manuskriptforfatter, instruktør og producer på dette åbenlyse stykke publikumsfrieri. Jo, han spiller brutalt og åbenlyst på relativt simple følelser, men det er så velgjort og fuldstændig helhjertet, og bliver aldrig for tykt eller for slebet, så vi lader os charmere i sænk.
En helt igennem herlig film med flot skuespil fra et lille stjernehold (fik vi nævnt, at Scarlett Johansson spiller hans sengepartner, der lader sig forføre af god mad?), fortalt på en uprætentiøs og tilforladelig måde og toppet med et heftigt svingende soundtrack. Enkelt og ligetil, men styrer stort set fri af de typiske klicheer.
Chef får vores tænder til at løbe i vand, og vi fik straks lyst til at spise de lækreste retter for derefter at booke en ferie til Cuba og/eller New Orleans. Fem Michelin-stjerner.
Både lyd- og billedkvalitet på Blu-ray’en imponerer. Bonusmaterialet omfatter nogle udeladte scener, et morsomt kommentarspor og en kort bag-om-filmen.
Fakta:
- Release: 23. marts 2015
- Instruktion: Jon Favreau
- Originaltitel: -
- Med: Jon Favreau, Emjay Anthony, John Leguizamo, Sofia Vergara, Scarlett Johansson, Robert Downey Jr., Dustin Hoffman
- Genre: Drama
- Land: USA
- År: 2014
- Tid: 01:55 timer