Anmeldelse: Den usandsynlige morder

Næsten 36 år er der gået, siden hele verden – og i særdeleshed Sverige og de nordiske lande – vågnede op til den chokerende nyhed om, at Sveriges statsminister Olof Palme var blevet skudt ned og dræbt i krydset Sveavägen/Tunnelvägen i Stockholm.

Efter en politiskandale af nærmest uendelige proportioner konkluderede den svenske anklagemyndighed først i efteråret 2020, at det højst sandsynligt var den såkaldte “Skandia-mand”, Stig Engström, der stod bag mordet, og at han handlede alene.

Netflix-serien er baseret på bogen Den Osannolika Mördaren: Skandiamannen och mordet på Olof Palme af graverjournalisten Thomas Pettersson (2018).

Serien er kontroversiel på flere måder, først og fremmest fordi politiet ikke entydigt har bevist, at Engström (Gustafsson) stod bag drabet – han er bare den mest sandsynlige af de mistænkte – men også fordi manden, der her åbenlyst udpeges som morderen, afgik ved døden allerede i 2000. Derudover er serien et decideret karaktermord på ikke bare Engström, men også efterforskningsleder Hans Holmér og Lisbeth Palme.

Etiske gråzoner til trods er det en meget fascinerende serie, de svenske serieskabere Niklas Rockström og Wilhelm Behrman (Kalifat) har produceret, omend ikke lige neglebidende spændende hele tiden.

Vi følger den introverte, socialt akavede reklametegner Engström i hans lettere tragiske privatliv og hans job hos forsikringsgiganten Skandia. Hele serien er en endeløs række af indicier for, at han må være morderen, men der, hvor både forfatteren til bogen og politiet svigter, er i at etablere et troværdigt motiv for Engström.

Den lettere kvabsede Engström var en person, der havde det svært med nære relationer, blev latterliggjort af sine såkaldte “venner”, drak for meget (også på arbejdet) og havde vredesproblemer. Han var aktiv i lokalpolitik for Moderaterna (som svarer til De Konservative i Danmark) og havde en soleklar aversion mod kontroversielle socialdemokrat Olof Palme.

Selv hævdede han hårdnakket, at han ankom til gerningsstedet, umiddelbart efter at statsministeren var blevet skudt, og at han endda gav ham mund-til-mund. Noget, som ingen andre kan bekræfte, snarere tværtimod. Fascinerende nok var det Engström selv, medieliderlig, som han var, der involverede sig i sagen. Der tegnes et billede af en åbenlys narcissist, som gerne ville fremstå langt vigtigere, end han var.

Trods flere avisinterviews, der placerede ham på åstedet, blev han utroligt nok ikke indkaldt til afhøring før uger efter attentatet. Anklagemyndigheden med Hans Holmér (Persbrandt) i spidsen havde udviklet et kraftigt tunnelsyn, hvor man fokuserede på en stor, international sammensværgelse. Oven i det hele dansede man efter fru Palmes pibe og hendes sære nykker og obstruktioner.

Serien tegner et billede af et inkompetent politi, som åbenlyst ikke var forberedt på en sag af sådanne dimensioner og slet ikke havde de relevante rutiner på plads. Interne magtkampe og prestigespørgsmål ødelagde efterforskningen, og både PKK og vaneforbryderen Christer Petterson blev alvorlige blindspor.

Man kan argumentere for, at det var en periode, hvor politiet i Norden stadig levede i en mere uskyldig tid med et helt andet kriminalitetsbillede, end vi har anno 2021.

Serien er interessant som tidsbillede fra en svunden tid, men også det portræt, der tegnes af en social afviger og (potentiel) morder, er fængslende.

De mange spring frem og tilbage i tiden er et velkendt fortælleteknisk greb, men ikke så vellykket her; det virker dramaturgisk unødvendig rodet. Desuden ville vi ønske, at man havde skruet lidt op for tempoet og spændingsniveauet, og gjort jagten mere intens. Den usandsynlige morder har desværre en tendens til at fortælle os historien i stedet for at dramatisere den.

Komikeren Robert Gustafsson (Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt) brillerer som den komplekse, lidt ynkelige mand, der er utilpas i sin egen person. Desværre drukner lidt af hans mimik bag al makeuppen, men det er til at leve med. Mikael Persbrandt må have studeret Hans Holmér med lup, for han rammer ham fuldstændig på kornet, både gestik, gangart og tonefald.

Den usandsynlige morder er en historisk vigtig serie om en af verdens mest sagnomspundne mordgåder, og det endda i vores egen baggård. Den bringer dog ikke meget nyt til torvs, og om det er den endegyldige sandhed, vi får serveret, er ikke godt at vide – men solid underholdning har Netflix da fået ud af den utrolige sag. Fire stjerner.