Anmeldelse: Don’t Look Up

Manuskriptforfatteren, instruktøren, komikeren og skuespilleren Adam McKay er nok mest kendt for letbenede komedier som Anchorman og Step Brothers samt en lang række Saturday Night Live-indslag.

Med The Big Short (2015) gav han os et lettere ironisk kig på finanskrisen, hvem der stod bag, og hvem der stod med lommerne fulde af penge, efter at støvet havde lagt sig.

McKays seneste opus er “Based on truly possible events”, og sjældent har en tagline ramt så præcist. En anden mulighed kunne have været “Luk øjnene for virkeligheden!”, for det er essensen af Don’t Look Up.

Polariseret politisk diskurs

Filmen tager os med på en intens rejse til nutidens USA, et samfund præget af sociale medier, fake news, clickbait og stadig større polarisering.

Baggrunden for den rammende politiske satire er et overraskende fund, som den opvakte astronomi-stipendiat Kate Dibiasky (Lawrence) gør: En gigantisk komet, som hendes professor, dr. Mindy (DiCaprio), regner sig frem til vil ramme Jorden klokkerent om et halvt års tid.

NASA og Det Hvide Hus varskos, men i stedet for at tage truslen alvorligt og handle på den lægger man låg på. Den populistiske præsident Orlean (Streep) står midt i en skandaleplaget udnævnelse af en ny højesteretsdommer og foran et kommende midtvejsvalg – og så passer det ikke lige at advare vælgerne om, at verdens undergang er nær.

Forskernes løsning er at gå til medierne, men det hjælper ikke meget. I det populære talkshow The Daily Rip med en irriterende karismatisk vært (Blanchett) bliver hele historien affejet og gjort grin med, og drukner i den langt “vigtigere” nyhed om det brud, som en popstjerne (Grande) netop har været igennem. Hvorpå Dibiasky mister besindelsen og bliver latterliggjort på sociale medier verden over.

Det eneste, forskerne ønsker, er at folk tager deres data alvorligt, indser, hvad der er i vente, og for helvede “kigger op”.

Virkelighedens politiske teater

Der er ingen tvivl om, at McKay (som både har instrueret og skrevet manuskript til filmen) er inspireret af den mildest talt absurde politiske virkelighed, der prægede Donald Trumps æra i Det Hvide Hus, og som – med en forsmået Trump, der sender bulletiner fra sin tilbagetrukne tilværelse i Mar-a-Lago – fortsat lever.

Et amerikansk samfund med verdensomspændende aflæggere (antallet af fuldgyldige demokratier i verden er kraftigt for nedadgående), præget af populistiske, overfladiske politikere, der kun er optaget af de seneste ratings, det næste valg, og hvad “folket” til enhver tid mener. Ikke hvad der er bedst for samfundet som helhed, men hvad der kan holde dem på magtens tinde.

Politikere, der bevidst søger at vildlede folket, mens de opbygger deres egen menighed og samtidig baserer deres politiske magt på nepotisme og dynastiske strukturer. Skoleeksemplet på det sidste er de hårrejsende positioner, som Trumps børn og svigersønner fik i hans administration.

Alt sammen eklatante eksempler på en lattervækkende, men også dybt tragisk politisk udvikling, som det er nemt at harcelere over. Men i stedet for letkøbte jokes og karikaturer a la Alec Baldwins Trump-parodier på SNL har Adam McKay skrevet et lynende intelligent manuskript, som tager tidsånden alvorligt, gennemskuer og afklæder den og gør politikerne – og det folk, der har valgt dem – ansvarlige. Og som en bonus får vi rig mulighed for at røre lattermusklerne undervejs!

SoMe-demokratiet

Don’t Look Up er en satirisk komedie, men McKay efterlader ingen tvivl om, at intentionen bag filmen er en hård kritik af samtiden og ikke mindst dens populistiske politikere, i særdeleshed The Donald og hans slæng af sandhedsfornægtere.

Mange mener, at de sociale medier, med Facebook i spidsen, har været en berigelse for demokratiet, hvor enhver i besiddelse af en smartphone har fået sin egen sæbekasse at tale fra.

Hvad de overser, er at “SoMe-demokratiet” understøtter enkle fremstillinger af ofte komplekse problemer og favoriserer kortsigtede frem for langsigtede løsninger. Begge dele passer som hånd i handske til populistiske narcissister som Trump, Le Pen, Orbán, Duda, Duterte og Bolsonaro. Og i tilgift kaster de likes-hungrende sociale medier stadig mere fordummende og subjektiv benzin på bålet.

Meningsløse og forfladigende talkshows, der gør enhver sag til en solstrålehistorie; som slet ikke er interesseret i at oplyse seerne eller lytte til, hvad de interviewede faktisk har at sige; og som i den grad lader værtens eller TV-stationens politiske referencer skinne igennem.

Når vi på toppen af denne samfundsudvikling har finansfyrster med global indflydelse, som kun er optaget af kortsigtet profit og er villige til at ofre andre menneskers liv og lykke for opnå det, og som ikke kunne være mere ligeglad med at beskytte folks private data, så har vi “Den perfekte storm”.

Stjernehold

McKay må have en stor stjerne i det liberale Hollywood, for her har et A-hold af skuespillere takket ja til at medvirke – og sikke en fryd det er at se Leonardo DiCaprio, Meryl Streep og Jonah Hill brillere i denne ætsende komedie.

Streep er fabelagtig i en Trump-parodi af de sjældne, som tager hans politiske uduelighed lige på kornet. Hun er infam, uhildet populistisk og diabolsk koket, og suppleres glimrende af sin næsegrus beundrende, inkompetente og ubehøvlede søn og stabschef, Jason (Hill).

DiCaprio er den sindige, lettere indadvendte akademiker, der i begyndelsen ikke kan fatte, at politikere og medier ikke tager dem alvorligt. Ved møder buser han ud med komplicerede matematiske formler, mens han kigger ned i gulvet og vrider sig i hænderne – så meget, at Jonah Hill bliver fysisk utilpas af hans tilstedeværelse.

Da hans så efterhånden får smag for mediernes gunst og en fært af det gode liv, lader han sig villigt forføre og smider Dibiasky og deres kollega dr. Oglethorpe (Morgan) under bussen. DiCaprio giver her en af sine stærkeste skuespillerpræstationer og har sandsynligvis – sammen med Streep – fået en blankocheck til næste års Oscar-galla.

Mark Rylance har rollen som Peter Isherwell – Mark Zuckerberg, Tim Cook og Jeff Bezos elskovsbarn – tilsyneladende en godmodig tech-iværksætter, der vil det bedste for menneskeheden, men i virkeligheden en dæmon i engleskikkelse.

Filmen er dramaturgisk veloplagt og småfræk a la kupfilm som Ocean’s Eleven. Indimellem henfalder McKay til overtydelighed, men det er en bagatel for en film, der tager vores samtid så præcist på kornet, formår at få intelligent satire ud af det og samtidig er et slag i ansigtet på tidsånden. Seks tindrende stjerner!

Don’t Look Up havde premiere i udvalgte biografer den 10. december og kan streames globalt på Netflix fra i dag, juleaftensdag. Så har man noget at tænke over i den (forhåbentlig) fredelige juletid.