Fem år efter at San Francisco blev ødelagt af Godzillas hærgen, er det iltre, radioaktivitetsspisende kæmpefirben nu tilbage – denne gang ledsaget af en hær af ligesindede.
Den første film var – af en katastrofefilm at være – nedtonet og “seriøs”, men denne gang er al forsigtighed kastet over bord, og vi sidder tilbage med over to timers anmassende, udmattende og usandsynligt repetitive monsterangreb i en endeløs CGI-wank fest.
Skuespillerne er reduceret til statister af pap, der bare er i vejen for endnu mere monsterødelæggelse. Deres handlinger og motiver er så hjernedøde, og plottet så fuldt af huller, at det kan være fuldstændig lige meget. Vi tror ikke et sekund på Vera Farmigas søgte red-verden-handlinger. Millie Bobby Brown (Stranger Things) og Kyle Chandler (Bloodline) er filmens små lyspunkter, men vi græmmes over, at de rent faktisk har takket ja til så dårlige roller. Money talks!
Godzilla: King of the Monsters er som at overvære et meningsløst computerspil, hvor monstre går amok: Imponerende computereffekter de første fem minutter, men i længden ikke særlig tilfredsstillende. To stjerner.
Teknisk set er denne 4K Blu-ray til gengæld en referenceudgivelse med et heftigt Dolby Atmos surround-spor, hvor man bør tjekke sin husforsikring, før man skruer volumen op på maks. Fundamentet kan slå revner! Trods overvejende mørke scener er detaljer og skarphed fremragende. 4K-udgivelsen byder også på næsten to timers bonusmateriale inklusive kommentarspor.
Fakta:
- 4K UHD BD
- Release: 14/10 2019
- Instruktion: Michael Dougherty
- Med: Kyle Chandler, Vera Farmiga, Millie Bobby Brown, Ken Watanabe, Bradley Whitford, Charles Dance, Aisha Hinds, David Strathairn, Ziyi Zhang, Sally Hawkins
- Genre: Action
- Land: USA
- År: 2019
- Tid: 2:12 timer