Anmeldelse: Lioness, sæson 2

Serieskaberen Taylor Sheridan (Yellowstone, 1883, 1923) kan bestemt mere end at servere os fremragende cowboydramaer, der foregår i det mægtige Montana.

Før han fik carte blanche hos Paramount+, var han en meget dygtig manuskriptforfatter (og instruktør) af spillefilm. I 2015 udgav han den brutale narkosmugler-actionthriller Sicario, som fik en efterfølger i 2018.

Nu trækker han på disse film, der handler om den enorme og særligt voldelige narkotrafik fra Mexico ind i alle afkroge af USA, i anden sæson af spionthrillerserien Lioness.

 

Joe (Zoe Saldaña, Avatar: The Way of Water) leder ”Lioness”-programmet. Et CIA-eliteteam af kvindelige undercover-specialagenter, der har til opgave at nedlægge terrororganisationer indefra (angiveligt baseret på et ægte spionprogram). Agenterne er primært rekrutteret fra tjeneste i Afghanistan og Irak, og de har oplevet deres del af helvede på jord, hvilket har formet dem.

Som Joe lakonisk og forsigtigt trøstende siger til et offer for terrorisme:

My agency doesn’t do courtrooms.

I sidste sæson rekrutterede hun den sårede soldat Cruz Manuelos (Laysla De Oliveira, Locke & Key). Hendes mål var at eliminere en topleder for terroroperationer med oprindelse i Mellemøsten. I denne omgang er det mere ”hverdagsagtig” terror, som den misantropiske CIA-chef Kaitlyn Meade (Nicole Kidman, Big Little Lies) skal håndtere.

Et kvindeligt kongresmedlem bliver kidnappet, hendes familie henrettet, og skjulestedet lokaliseret til en lille landsby lige på den anden side af grænsen mellem Texas og Mexico. Sagen har store politiske konsekvenser og topprioritet i det hvidmalede hus på 1600 Pennsylvania Avenue, da sporene peger på bagmænd i Kina (og Rusland).

Udenrigsministeren (Morgan Freeman) og præsidenten vil vise politisk handlekraft og sende et krystalklart signal til de to banditstater, men almindelige amerikanske soldater, der marcherer over Rio Grande, anses for at være en umulighed – derfor kontakter de CIA-toppene Westfield (Michael Kelly, House of Cards) og Meade. Dramaet er uigenkaldeligt sat i gang!

Vejen ind er Lioness-programmet, denne gang med det formål at rekruttere niecen til lederen af et af Mexicos tre største narkokarteller. Men kan Joe virkelig stole på, at kaptajn Josephina Carrillo (Genesis Rodriguez, The Umbrella Academy) vil sætte sit land før sin familie, når hun står ansigt til ansigt med narkobaronen?

Ind kommer den hærdede, erfarne ringræv Cody, som har set sin del af action i sit professionelle liv. Deres umiddelbare mission er at befri gidslet og sørge for, at verden får kendskab til den dødbringende, spektakulære redningsaktion.

Uden at ødelægge handlingen kan vi afsløre, at Sheridan tydeligvis har fået et større budget i denne sæson, og den åbner med nogle intense, nervepirrende actionscener – hvor der ikke spares på hverken krudt eller kugler!

Plottet er mere intimt og håndgribeligt i anden sæson, hvor CIA sætter alle sejl til for at bryde båndene mellem diktaturstaten Kina og det mexicanske narkokartel. Der er økonomiske interessesfærer og olieinteresser på spil. Spændingen er til at tage og føle på, da Joe igen kastes ind i kampens hede, mens mand og børn sidder derhjemme og håber på det bedste. I mellemtiden er kidnapningen i Washington blevet et spørgsmål om partipolitik, hvor CIA nu skal kæmpe mod Kongressen for at støtte operationen, mens ”folkene på gulvet” gør deres bedste for at undersøge og træne/nedbryde den nye Lioness-rekrut.

Karakterskuespilleren Michael Kelly er fremragende som manden, der kender alle Washingtons politiske forviklinger og ensrettede baggårde som sin egen bukselomme, mens Kidman oser af troværdighed og selvsikkerhed som CIA-chefen, der er fokuseret på den presserende opgave, der skal løses.

Men endnu en gang er det den fyrige Saldana, der stjæler billedet. Hun kommer ind i hver eneste scene og ”indtager” rummet – denne sæson med en attitude og beslutsomhed, der skræmmer selv de mest dekorerede officerer. Uanset om det er i felten, hjemme eller i det ovale kontor, har hun en ekstraordinær tilstedeværelse i alle omgivelser. Hendes karakteristiske ansigt er udtryksfuldt og fængslende.

Pressen har fået adgang til halvdelen af sæsonen (de første fire afsnit), hvoraf de to første virkelig får adrenalinen til at pumpe. Sheridan har skrevet et manuskript med et persongalleri, der byder på langt mere end brølende befalinger og hede kampscener.

Derhjemme kæmper Joe for at berolige sin mand og en datter, som i stigende grad indser, hvad mors ”dagjob” handler om. I Meade-palæet er hun afhængig af sin besindige mand (Martin Donovan), som ved lige præcis nok om, hvad der foregår, til at trække i trådene og påvirke sit omfattende netværk i Washington. Hendes dialog med sin mand er et af de mere politisk interessante øjeblikke i serien. Resultatet er, at de til tider stereotype actionfigurer får større menneskelig dybde og bliver figurer af kød og blod, som vi fascineres af og er i stand til at engagere os i.

Det er værre for ”brøleaberne”, som er sat til at udføre de farligste missioner. Vi er overbeviste om, at hemmelige elitesoldater ikke er helt som os andre, men her præsenteres de som simple adrenalinjunkier med en overdreven forkærlighed for bandeord, infantil mobning, skydespil og vulgariteter. SWAT-holdet er reduceret til karikerede alfa-hårde fyre – hvilket er en skam, for på de fleste områder præsenterer Lioness politisk magtspil, når det er mest ægte.

Serien kan ikke måle sig med 1883, når det gælder dybt engagerende karakterer klædt i et hav af menneskelige svagheder og fejl, og den tilbyder heller ikke de berygtede familiestridigheder og beskidte økonomiske magtkampe, der definerer Yellowstone, eller den brutale hverdagskriminalitet, der kendetegner Mayor of Kingstown. Men med anden sæson formår Sheridan at kombinere aktuelt politisk drama med fremragende action og hovedpersoner, som vi holder af. Og det er lige præcis nok til 5 svage stjerner. Anbefales!

Anden sæson af Lioness har streamingpremiere på SkyShowtime fredag den 1. november.