Anmeldelse: Masters of the Air

Det er bestemt ikke første gang, makkerparret bestående af instruktør Steven Spielberg og skuespiller Tom Hanks slår pjalterne sammen og laver en filmatisering om helte fra Anden Verdenskrig. 

Samarbejdet startede med den enestående krigsfilm Saving Private Ryan (1998), hvor Hanks anførte amerikanske tropper på D-dag i Normandiet og fik til opgave at finde menig Ryan – og få ham hjem i sikkerhed. 

Derefter fulgte miniserierne Band of Brothers (2001) og The Pacific (2014) – begge produceret af Spielberg og Hanks. Et tiår senere er det nu tid til endnu en serie om Anden Verdenskrig fra Spielberg & Co.: Masters of the Air. 

HBO var produktionsselskab for de to tidligere serier, men har i denne omgang takket nej (af budgetmæssige årsager). I stedet produceres serien i samarbejde med Apple TV+. 

Modvillige amerikanere

Helt op til japanerne uden varsel angreb Pearl Harbor (7. december 1941), havde præsident Franklin D. Roosevelt holdt et amerikansk engagement i krigen i armslængde. Tyskerne var noget, europæerne selv måtte tage sig af, var mantraet i det politiske USA. 

Men da «Uncle Sam» først blev involveret, gik man «all in» på at bekæmpe Hitlers naziregime, og amerikanerne sendte hundredtusindvis af unge mænd over Atlanterhavet. 

Næsten 420.000 amerikanere ofrede deres liv i kampen for demokratiet, vores værdier og vores frihed. Det er en gruppe af disse helte, serieskaper Gary Goetzman lader os følge i Masters of the Air, efter et manus baseret på Donald L. Millers bog med samme titel. 

PS! Glem ikke Ukraines kamp mod krigsforbryderiske Rusland. Her kan du donere penge til det livsvigtige hjælpearbejde i Ukraine!

Unge amerikanske mænd fra hele det enorme land sendes til en lille landsby lidt nord for London, hvor de under navnet 100th Bomb Group («the Bloody Hundredth») får til opgave at svække nazisternes krigsmaskineri – med enorme, menneskelige lidelser og tab til følge. 

Unge naive drenge

Barndomsvennerne Gale «Buck» Cleven (Austin «Elvis» Butler) og John Egan (Callum Turner) ankommer til det grå, regnfulde, fish’n’chips-spisende ørige struttende af selvtillid og gåpåmod. Det langsigtede mål er at gennemføre 25 bombetogter og derefter vende hjem. Men der er lang vej, til målet er nået, og ofte går op mod halvdelen af angrebsflåden (med mand og mus) tabt under bombetogterne på den anden side af den engelske kanal. 

Med sig har de den meget nervøse navigatør, major Crosby (Anthony Boyle). En ung mand, som bliver stresset af at flyve og kaster op i tide og utide. Hjemme venter ungdomskæresten, men først må han gennemføre tilstrækkeligt med togter i isnende kulde, under kummerlige forhold; anført af generaler, som er villige til at bruge fodsoldaterne som kanonføde (a la Putins «specialoperation» i Ukraine) for at nå deres ambitiøse krigsmål. Krigen skal vindes for enhver pris. 

Efterhånden som holdet mister den ene soldat efter den anden, og nye rekrutter kommer til, melder den dygtige pilot major «Rosie» (Nate Mann) fryktløst inn på banen. Han lærer hurtigt at mestre de ekstremt krævende forhold og bliver en af stjernerne i luftvåbnet. Derudover har han det moralske kompas i orden. 

Mange af mændene fra 100th Bomb Group bliver skudt ned, og af dem bliver størstedelen dræbt, mens andre overlever, flygter gennem fjendens territorium og ender som krigsfanger i enorme interneringslejre. Her søger soldaterne nyheder fra fronten, mens de forsøger at udholde de elendige forhold – og venter på, at de allierede tropper skal blive landsat på det europæiske fastland.  

Frygt, dødsangst, stress og de umenneskelige lidelser tærer på alle, og nogle tyr til alkohol for at dulme deres indre dæmoner, mens andre bliver udadreagerende, går i seng med alle de kvinder, de kan komme i nærheden af, og atter andre lukker helt af. De, der til sidst kom hjem, var mærket for livet.

Storslagne og gennemdigitaliserede krigsscener

Lad os starte med det positive. Hvis du fascineres af episke kampscener på film, er Masters of the Air lige noget for dig. Med et tydeligvis stort budget har Goetzman & Co genskabt nogle vanvittigt imponerende luftkampe fra Anden Verdenskrig.  

Fra bombetogter over Trondheim til Münster, Frankrig og Berlin bliver vi sat lige i centrum af krigens lidelser, ombord på klaustrofobiske fly fyldt med våben, ungdommeligt vovemod og akkompagneret af rædsel, terror og frygt. Ganske vist oftest på underholdningens præmisser, men hvor er det let at lade sig rive med, når hundredvis af bombefly suser om ørerne på én og lægger fjendtlige fly og byer i ruiner.  

Det, vi er vidne til, er en helt igennem “amerikaniseret”, ret tabloid version af krigens lidelser. Bestemt ikke særligt subtil, men med så meget desto større underholdningsværdi. Masters of the Air er en langt mere “poleret” skildring af de rædsler, som unge mænd måtte udholde under krigen, end f.eks. krigsfilmperler som Dunkirk, Das Boot (1981) og sågar Vietnamkrigens Full Metal Jacket.  

En mere nærliggende parallel er den romantiserede og pompøse Michael Bay-film Pearl Harbor (2001). Slet ikke en dårlig film, og med masser af heftig action – men den kan ikke karakteriseres som subtil og realistisk. Det kan Spielbergs seneste krigsepos heller ikke. 

Hygge ved solnedgang

Det er sjældent, at vi kommer ind under huden på de friske unge mænd, der i begyndelsen af serien nærmest “poserer hyggeligt i solnedgangen” efter endt mission.  

Næsten alle hovedpersonerne er baseret på virkelige personer – unge, naive, amerikanske krigshelte, der trodsede frygten, klatrede ind i skrantende, iskolde “blikdåser” og satte livet på spil 25.000 fod over Jorden i de allieredes luftkamp mod nazisterne.  

Efter mere end otte timers serie-binging er det svært at tro, for i Masters of the Air fremstår næsten alle som en tom, overfladisk skal. Lige så perfekte og “kunstigt fremstillede” som de imponerende special effects.  

Den eneste person, der ser ud til at være gjort af kød og blod, er den tillidsvækkende navigatør, major Crosby (Anthony Boyle). Han er en ung mand med virkelige problemer og udfordringer, som vi kan relatere til. Han vil det bedste, forsøger at holde sin sti ren, men bukker under for menneskelig svaghed og umenneskeligt pres.

Vi elskede simpelthen Austin Butler som ‘The King’ i Elvis, hvor han fuldstændig fangede energien, nærværet, scenetækket, akavetheden og den unikke entertainer Presley. Butler giver ikke en direkte dårlig præstation som Buck i Masters of the Air, men han lider under en tvivlsom dialog og en instruktør, der går efter underholdning og polerede billeder.  

Bortset fra den allerførste scene, i sød tosomhed med kæresten Isabel May (1883), er han ude, hvor han ikke kan bunde som krigshelt iført sej læderjakke og cool solbriller. Butler magter ikke at formidle krigens rædsler – selv når han får snavs i ansigtet, tror vi ikke på eller sympatiserer med karakteren.

Digitaliseret, poleret, og dog underholdende

Vi nævnte Kubricks krigsgyser Full Metal Jacket, som havde Matthew Modine i en af hovedrollerne. Et par år senere (i 1990) medvirkede han også i krigsfilmen Memphis Belle, som handlede om unge amerikanere, der fløj B-17-bombefly på missioner over Nazityskland.  

Sidstnævnte film har mange ligheder med Masters of the Air i sin flagvajende, lettere nationalistiske skildring af krigen – begge byder på god underholdning og unge mænd, man kan heppe på, men trods de grusomme temaer går filmene desværre hurtigt i glemmebogen.

Som serien og krigen skrider frem, bliver vi dog udsat for mere lidelse og et krigshelvede på jord. Med afrevne lemmer, sønderskudte ansigter, dødskampe på slagmarken og grumme indblik i koncentrationslejre.    

Men det håndteres meget overfladisk og uden den store subtilitet. Tyskerne er konsekvent endimensionelle og onde, mens de kække amerikanere skal redde verden. Meget langt fra, hvordan krigen skildres mere brutalt realistisk i film som Letters From Iwo Jima, Dunkirk, Intet nyt fra Vestfronten, Krigssejleren og Spielbergs egen Saving Private Ryan.  

Er det så værd at bruge otte timer på Masters of the Air? Ja, det synes vi bestemt. Mere aktuelt, end vi bryder os om at indse, er krig igen en realitet i dagens Europa, og Masters of the Air fremhæver det sammenhold og de alliancer, der kan forhindre diktatorers vækst og magt. Og ikke mindst, hvad der står på spil! Om ikke andet kan serien tjene som en nødvendig påmindelse til os alle om at fastholde vores støtte til Ukraine.  

Når det gælder fascinerende luftkampe, er flere af scenerne i Masters of the Air, trods kraftig CGI-effekt, på højde med det vildeste, vi har set på skærmen – nogensinde. Fire stjerner til en langt fra lydefri, om end storladen, krigsserie.   

Miniserien får global streamingpremiere på Apple TV+ den 26. januar. Denne anmeldelse er baseret på samtlige ni afsnit.