Anmeldelse: Reacher, sæson 3

Det er tre år siden, Prime Video genoplivede Lee Childs Reacher – og fans af den arketypiske, noget forældede, tavse machomand fik præcis, hvad de håbede på.

Serien om ”neandertalermanden” Reacher er baseret på Jack Reacher-bogserien (den 29. (!) Reacher-bog udkom i oktober), og omhandler livet for den mytiske, tidligere elitesoldat og agent, Jack Reacher (Alan Ritchson), som strejfer, tilsyneladende tilfældigt, rundt i landet – med en stærk retfærdighedssans, og er en Alfahan, der handler på sine ord, uden hensyn til lovens gråzoner.

Reacher lever sit liv som en rastløs vandrende enspænder, følelsesmæssigt afstumpet som han er. Alan Ritchson har pumpet lidt mere jern end tidligere Reacher-skuespillere (Tom Cruise) og har trukket karakteren endnu tættere på romanerne og Lee Childs karakter fra bøgerne.

I Ritchsons skikkelse fremstår Reacher som et lidt karikeret kærlighedsbarn mellem Dolph Lundgren og en mavesur Matt Damon – men det virkede (i første sæson!) på en måde, som man kunne relatere til.

Sæson 2 var så langt ude og med et åbenlyst konstrueret manuskript (og persongalleri), at vi faldt af vognen. Da vi satte os ned for at se tredje sæson, tænkte vi i vores stille sind, at det nok ville tage lidt tid at få denne serie tilbage på sporet…

 

Men så lykkes det serieskaber Nick Santora at servere os et jordnært, fokuseret og ikke mindst langt mere realistisk plot end den højtflyvende, stærkt søgte og konstruerede anden sæson.

Den nye sæson er baseret på Childs syvende Reacher-bog, Persuader, fra 2003. Vi bliver straks transporteret til et sted, hvor Reacher trives, en arketypisk amerikansk lilleby.

I den søvnige by i det maleriske Maine får Reacher til opgave at infiltrere det lokale forbrydersyndikat, der ledes af den kyniske “tæppehandler” Beck (Anthony M. Hall). Hans vej ind er at redde Becks tøsedreng af en søn, Richard (Johnny Berchtold), fra en amatøragtig kidnapning.

Reachers mål er at hente og udlevere DAE-informanten Teresa og samtidig ødelægge den kriminelle organisation. Men konflikten skærpes, da Becks enfoldige håndlangere begynder at ane uråd, mens Reacher møder et sadistisk spøgelse, Quinn (Brian Tee), fra fortiden.

Og netop ”enfoldig” er kernen i serien. Santora (Prison Break) har skrevet et manuskript, der fører os tilbage til de enkle, sort-hvide karakterer, som man så i TV-serier i 1980’erne og 90’erne. Dialogen er enkel, ligetil og af og til på grænsen til det infantile. Men på sin charmerende, lidt mærkelige måde fungerer det hele. Ikke mindst takket være det faktum, at Reacher bestemt ikke er en serie, der tager sig selv alt for højtideligt.

Reacher selv er en mand af den gamle skole, set med nutidens øjne helt åbenlyst sexistisk og sandsynligvis endda homofobisk. Scenen, hvor han forklarer drengen Richard, da han bestiller en is med lavendelsmag (!), at det netop er derfor, han bliver mobbet, er ubetalelig og pinligt morsom.

Samtidig er der ikke en ond celle i muskelmandens krop. Han tager sig af sine nærmeste og har en upåklagelig retfærdighedssans. Så vi ser mellem hans øjne, hvilket er så meget desto sjovere, når han (tegneserieagtigt) gennemtæver sine åbenlyst onde fjender og ender med at krølle dem totalt sammen.

Uden den befriende afvæbnende, til tider politisk ukorrekte dialog og en Ritchson, der er som skabt til rollen, kunne det kun være blevet ufrivilligt småt og direkte smertefuldt. Men tredje sæson er på trods af stereotype karakterer og et gammeldags plot blevet noget af en herlig guilty pleasure. 4 stjerner.

Sæsonen består af otte afsnit med ugentlige udgivelser. De første tre afsnit udkommer den 20. februar med efterfølgende afsnit hver torsdag. Anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit.

PS. Efter at sæson to blev den mest sete udgivelse i 2023 på Prime Video, blev der annonceret en tidlig fornyelse af Reacher til en fjerde sæson, som begynder at blive filmet allerede senere i år.