Anmeldelse: Snehvide

Disney-koncernen har gennem mange år relanceret sine største animationsklassikere som live action-spillefilm – men ingen af dem har på forhånd skabt mere kontrovers end forvandlingen af den animationsbedrift, der startede hele eventyret. 

I de seneste årtier har Walt Disney Studios tjent styrtende med penge på at relancere sine animerede klassikere som live action-spillefilm. 

Film som Løvernes Konge, Askepot, Aladdin, Skønheden og udyret og Den lille havfrue er alle blevet enorme kassesucceser, så det er ikke overraskende, at underholdningsgiganten stadig giver den fuld skrue på dette projekt. Siden 2010 har i alt 14 film fået denne ‘opgradering’. 

Hvad kunne så være mere naturligt end at genskabe den første film af dem alle? Det var i 1937, at en stolt Walter Elias Disney lancerede verdens første animationsfilm i fuld længde, Snow White and the Seven Dwarfs. 

Og der er gået næsten ni (!) år, siden The Hollywood Reporter kunne afsløre, at Walt Disney Studios var i gang med at planlægge en live action-film af Snehvide. Remaket af klassikeren har haft en meget svær fødsel og har skabt bølger af kontroverser og konflikter i sit kølvand. 

I det seneste årti har Hollywood da også været i centrum for den kulturkamp, der har hærget Vesten og USA, med den konsekvens, at mange film bevidst er blevet gjort så ‘inkluderende’ som muligt. Dermed blev det en latinamerikaner, Rachel Zegler, der fik rollen som prinsessen med »hud så hvid som sne«, og hvordan i alverden Disney-koncernen skulle slippe af sted med at portrættere de syv dværge, var en evig hovedpine. 

Castingen af Zegler skabte en forkastelig, racistisk hadstorm på de sociale medier, og den lavstammede Peter Dinklage (Game of Thrones) kastede sig helhjertet ind i kritikken af at fronte gammeldags stereotyper. Zegler gydede (i 2023) bestemt ikke olie på de oprørte vande med sine nedladende bemærkninger om originalfilmen og på det seneste med sin åbenlyse støtte til palæstinenserne i Gaza-konflikten – en konflikt, hvor hendes medspiller Gal Gadot (Wonder Woman) står på israelernes side … 

Filmen skulle have haft premiere i foråret sidste år, men i sidste øjeblik trak Disney i bremsen og valgte at skyde en række scener om. 

Disney endte med at beholde dværgene, men har valgt at computeranimere dem – hvilket i sig selv er et mildt sagt besynderligt valg for en live action-film. For at undgå en eventuel eskalering af kontroversen og potentielt »markedsskadelige udtalelser« fra skuespillerne valgte Disney at boykotte verdenspressen fra filmens premiere. 

Uanset det brogede bagtæppe og anklager om påtaget woke er filmen her, og med Marc Web (The Amazing Spider-Man) i instruktørstolen håbede vi virkelig på en positiv biografoplevelse. 

Hvor kan man dog tage fejl! 

 

Klassisk eventyr

Disney har valgt nogle væsentlige ændringer i forhold til den oprindelige film, hvor vi nu bl.a. introduceres for den helt nye hovedperson Jonathan (Andrew Burnap), men den grundlæggende præmis er den samme. 

Den største afvigelse i historien er, at prinsen er skrevet ud af billedet, og den unge Snehvide længes heller ikke efter at blive »reddet« af en charmerende prins på en hvid hest. 

Baseret på Brødrene Grimms eventyr fra 1812 bliver vi taget med til et eventyrligt europæisk fantasiland med en god og omsorgsfuld konge, som kun har én datter, Snehvide. Men da kongen bliver enkemand, gifter han sig med en magtsyg og manipulerende dronning (Gadot), hvis højeste ønske er at være rigets absolut smukkeste kvinde. Det er ret mærkeligt, at denne overfladiske optagethed af udseende ikke problematiseres mere. 

Da den unge prinsesse (Zegler) vokser op, overgår hun efterhånden sin stedmors blændende skønhed – og i et rasene anfald af irrationel jalousi beordrer hun sin steddatter dræbt. Derfor flygter Snehvide ud i skoven og møder de syv dværge, som giver hende beskyttelse og husly. 

Men så var der lige det med at undgå fristelsen til at tage en bid af et fortryllende smukt, rødt æble… 

Moderniseret musical

Der er tilføjet flere nye sange, og hvis der er noget, Zegler har bevist i tidligere roller (West Side Story), så er det, at hun er en mester i sang og dans. Men ingen af de nye sange er lige så uforglemmelige som de originale, og desværre har de udeladt en af de mest mindeværdige, »Someday My Prince Will Come«. 

 

Zegler er en smuk eventyrprinsesse, og i det originale kostume ligner hun faktisk tegneserieversionen påfaldende meget. Men her er Snehvide, fint nok, en tand mere selvstændig, egenrådig og selvhjulpen end »prinsessen i nød« fra 1937. 

Baggrunden for Snehvides navn blev i eventyret beskrevet som: 

Skin white as snow, lips red as blood, and hair black as ebony.” 

Her er det finurligt nok omskrevet til at betyde, at hun blev født under en voldsom snestorm. 

Begge valg er subtile ændringer, som vi sagtens kan leve med, og en acceptabel modernisering af det 213 år gamle eventyr. At der også er langt flere melaninrige mennesker inden for slottets mure, end det var tilfældet i middelalderens Europa, er kun historisk ukorrekt og noget, der hverken bidrager til eller forringer historien. Men der er ingen tvivl om, at det er et bevidst træk (baseret på kommercielle overvejelser) fra Disney-koncernens side. 

Desuden ser genindspilningen til tider visuelt fortryllende ud, som for eksempel Snehvides flugt gennem den skumle skov. Ikke mindst har man formået at skildre alle de søde dyr på en naturtro og iøjnefaldende måde. Det er nok bl.a. på dette (og dværgene), at man har brugt en stor del af filmens astronomiske budget (250 millioner dollars). 

Det er tydeligt, at filmen har været en dyr produktion, og det skulle da også bare mangle, men magien er faktisk falmet i de 88 år, der er gået. Denne version når ikke klassikeren fra 1937 til sokkeholderne. 

Et gennemgående kunstigt udtryk

Hvis Zegler udstråler selvtillid og standhaftigt mod i rollen som Snehvide, er Andrew Burnap (Under the Banner of Heaven) en stærk kandidat som den mest ucharmerende ikke-prins i filmhistorien. 

Hans oprørske bande af “lystige mænd” i ‘bedste’ Robin Hood-stil står i skarp kontrast til det klassiske eventyr – og skuespilleren selv udstråler intet andet end usikker forundring over, at han overhovedet er til stede. Det er dog stadig et ægte kys, der skal bringe prinsessen tilbage til livet, og en sørgende Jonathan træder til (mærkeligt nok uden at spørge om lov!) 

Desværre er netop Jonathans kunstige udtryk og mangel på charme symptomatisk for hele produktionen. 

Gadot kæmper i rollen som den gådefulde dronning/heks og overspiller med nogle eklatant irriterende og åbenlyst indstuderede bevægelser. Det hele føles kunstigt og konstrueret. 

Selv om det visuelle udtryk er flot og “eventyrligt”, ser den oprindelige film stadig langt mere autentisk og charmerende ud. 2025-versionen er gennemsyret af en kunstighed, der skriger til himlen af, at hovedparten af scenerne er skudt indendørs i et studie med nypolerede, nysnedkererede, nymalede polystyrenkulisser og kunstig belysning. Fladt og livløst. 

Her må vi virkelig spørge os selv, hvorfor i alverden man laver en live-action-film af en animeret klassiker, når resultatet er, at slottet, borggården, skoven og skuespillerne ser mere kunstige ud end i tegnefilmsversionen? 

Der ligger et væmmeligt CGI-slør over hele produktionen, som toppes med syv afskyelige computeranimerede dværge. Karakterer, der er så overdrevne, at de kun forstærker stereotypen omkring mennesker med dværgvækst. Og det var vel ikke ligefrem hensigten? 

Værst af dem alle er Dopey, som ligner en krydsning mellem Alfred E. Neuman (Mad) og Kevin Spaceys seriemorder i Seven. Creepy og helt uden for skiven! Men i 2025-versionen får Dopey selvfølgelig sin (politisk korrekte) oprejsning og modbeviser, at han er den enfoldige dværg, vi altid har troet, han var. 

Misforhold

Kostumerne er stort set flotte, men det er som at befinde sig midt i en Broadway-musical, hvor kostumerne blev syet færdig lige i tide til premieren. Ulastelige, rynkefri og uden antydning af snavs. Kunstigt, hvis du spørger os, og endnu værre er det, at historien og det visuelle udtryk ikke hænger sammen.

Pludselig er det, som om vi befinder os midt i en amerikansk high school-film, hvor både sproget og kostumerne i Jonathans slæng minder om en baggårdsbande i 1980’ernes New York – med hættetrøjer og det hele. 

Snehvide (Foto: Walt Disney)Sproget er også til tider meget inkonsekvent, fra at dialogen mellem Snehvide og hendes forældre lyder som en staccato-parodi på gamle eventyr, til det ekstreme, hvor man råber “Yippee Ki-Yay «, mens man svinger sig fra lysekronerne. 

Alt sammen tydelige tegn på, at der har været (for) mange kokke involveret i manuskriptet, samt mange ændringer og optagelser af nye scener i løbet af den brogede og langvarige produktionsproces. 

Dværgene (undskyld: personer med dværgvækst) er gået fra at være ‘magiske væsener’ til så at blive udeladt af historien for derefter til sidst at ende som computeranimerede småfolk. Der har tydeligvis været mange hensyn at tage og mange dårlige valg. 

Unødvendig

Disney er ofte blevet kritiseret for, at live action-filmene (af animationsklassikerne) har været unødvendige film. Hvor den nye produktion ikke har tilføjet noget nyt og meningsfuldt til historien, karaktererne eller det visuelle udtryk. 

Det er en kritik, vi ofte har været uenige i, da flere af nyindspilningerne netop har tilføjet noget nyt og forfriskende til historien. Det gælder blandt andet Junglebogen, Dumbo og Mulan. Og visuelt set fremstår 2019-versionen af Løvernes Konge som en animationsteknisk bedrift – om det var en meget nødvendig ‘opgradering’, er mere usikkert. 

Hvad der derimod står lysende klart er, at 2025-versionen af Snehvide er en komplet unødvendig film, som på ingen måde er bedre end originalversionen, og som heller ikke tilføjer noget nævneværdigt nyt til historien. 

Tværtimod er Snehvide anno 2025 at anse som en rigtig bastard, hvor studiebosser, producere, instruktør og manuskriptforfattere er endt i et morads, hvor de har skændtes og kævlet – og konstant forsøgt at tage politisk korrekte hensyn i en forceret nyfortolkning af et klassisk eventyr. 

Sådan en proces kan umuligt munde ud i en eventyrlig filmfortælling – og det gør den bestemt heller ikke. 

Det bedste, Disney-koncernen kan håbe på med denne version, er, at den vil sælge endnu flere dværgbamser og Snehvide-sengetøj samt øge antallet af besøgende i Disney World. Det i sig selv kan jo også være en grund til at give grønt lys til en ny version af en af vores mest dyrebare filmskatte. Agtværdig er den derimod ikke … 

‘Moderniseret’

Hvorfor man i det hele taget skal ‘opdatere’ et eventyr, der foregår i middelalderen, hvor en retsindig prins forventes at redde en jomfru i nød, er en helt anden sag – som vi vil overlade til kommentarfeltet. 

Men hvis man endelig skal lave en ‘opdateret’ film ud af et eventyr fra 1812, hvorfor så ikke gå tilbage til eventyrets kerne, som er en tand mere brutal og skræmmende end Disney-versionen fra 1937? 

Årets version er tandløs, poleret (blandt andet er hjertet i skrinet forvandlet til et æble, og dronningens død er, at hun forsvinder ind i spejlet …) og faktisk langt mindre skræmmende end den animerede klassiker. Og selve slutsekvensen er ét stort antiklimaks af et gab. 

Vi gætter på, at Walt Disney ville rotere i sin grav, hvis han var klar over denne radikale og åbenlyst økonomisk motiverede radbrækning af klassikeren. 

Betragt dig hermed som advaret! Når det er sagt, vil live-versionen sandsynligvis finde sin tilhængerskare blandt de yngste børn, som vil lade sig charmere af søde dådyrøjne og vinkende pindsvin. Til alle andre filmentusiaster: Log jer hellere ind på Disney+ og stream 1937-versionen i stedet. 

Snehvide har premiere i biografer verden over i dag (21. marts) og forventes at blive udgivet på Disney+ i sensommeren/efteråret.