annonce

Spectre

Biograffilm

Spectre samler trådene fra de sidste tre Daniel Craig-film og giver os samtidig et dystert portræt af den verdensberømte agent med licens til at dræbe.

(Foto: Producent)
annonce

Skepsis var stor hos både publikum og presse, da den blonde skuespiller med “bokseransigtet” Daniel Craig blev annonceret som Pierce Brosnans efterfølger. Men med Casino Royale (2006) lukkede han munden på kritikerne og introducerede os for en mere moderne Bond.

Craig-araen har givet os en mere realistisk (hvis dette ord kan overhovedet bruges om 00-agenten) og hårdere, men samtidig også mere sårbar Bond, som dukker op med forslåede knoer og brækkede ribben, og har problemer med både fysikken og psyken.

Vores helt kæmper med indre dæmoner og psykiske sår fra fortiden; han er en enspænder, der tydeligvis drikker for mange martinier og – stadig – nedlægger damer i hobetal (“The things I do for Queen and Country!”), men samtidig er træt af hemmelighedskræmmeriet, “spillet” og de endeløse drab. Udbrændt er vel det modeord, der beskriver Agent 007 anno 2015.

Spectre_1

Spøgelser fra fortiden
Britiske Sam Mendes (som også stod for instruktionen af Skyfall) giver os en endnu mere sårbar og menneskelig James Bond; en hemmelig agent, der tydeligvis er plaget af sin fortid; en ensom ulv, der døver smerterne med drinks og flygtige kvindebekendtskaber. Men som heller ikke kan andet end det, han har gjort hele livet – jagte skurke og slå fjender af Hendes Majestæt Dronningen ihjel.

Ligesom i Skyfall spiller Bonds ukendte fortid en central rolle i plottet i Spectre. Filmens titel er også navnet på det globale forbrydersyndikat, som 007 har været på jagt efter – og jaget af – i en række af de tidligere film (From Russia with Love, Thunderball, You Only Live Twice, On Her Majesty’s Secret Service, Diamonds Are Forever og For Your Eyes Only).

annonce

Spectre

annonce

Nu dukker Spectre igen op til overfladen og er – i tråd med tiden – ude efter verdensherredømme via digital overvågning af alt og alle. Desuden har de magtfulde allierede, som gør det svært for Bond at vide, hvem han kan stole på.

Med Spectre bliver alle de løse tråde fra Craig-filmene samlet. Hvor vi fik en del vage hentydninger i både Casino Royale, Quantum of Solace og Skyfall, får vi nu hele puslespillet at se, og stykkerne passer faktisk sammen.

Forældet?
Ved slutningen af Skyfall var MI6 bombet til ruiner, den daværende M (Judi Dench) var dræbt, og politiske kræfter betragtede 00-agenterne som dinosaurer, der burde afvikles. Da vi møder Bond igen, befinder han sig i Mexico på en ukendt opgave – officielt er han på ferie …

Med 007 på uofficiel mission (“beordret” post mortem af den tidligere M) får vi den lækreste Bond-scene gennem tiderne! På jagt efter lejemordere fra Spectre følger vi Bond på Alle Dødes Dag i Mexico City i en scene, der er så lækkert koreograferet og filmet, at den fuldstændig tager pusten fra os. I en næsten syv minutter lang sekvens følger vi Bond og hundredvis af statister uden et eneste klip! Scenen oser af elegance, drama, spænding og humor. Sikke en åbning!

annonce

SPECTRE

Derefter går det – i bedste Bond-stil – nærmest Jorden rundt i jagten på den ukendte mastermind (Waltz) bag Spectre; en jagt, hvor Bond får hjælp fra forbryderenken Lucia (Bellucci) og fra skurken Mr. Whites datter, Madeleine Swann (Léa Seydoux fra Adèles liv).

Filmen mangler bestemt ikke spektakulære actionscener, og tempoet er højt, men af en Bond-film at være tager den sig ofte god tid, sænker farten lidt og lader os komme ind på livet af mennesket James Bond. Det er et greb, som Mendes (American Beauty) mestrer til fingerspidserne, at lade kamera hvile, give personerne tid til at trække vejret og sænke tempoet, selv under en heftig biljagt. Et modigt valg, men det virker!

Homage til klassisk 007
Spectre er proppet med slet skjulte hentydninger til klassiske Bond-film. Fra det åbenlyse fokus på forbrydersyndikatet Spectre, over referencen til On Her Majestys Secret Service (1969) med klinikken i bjergene samt helikopterscenen fra For Your Eyes Only (1981), og til togscenen, der er som taget ud af kampen mellem Bond (i Roger Moores skikkelse) og Jaws (Richard Kiel) i The Spy Who Loved Me (1977).

Desuden spiller Q (Whishaw) en vigtig rolle, 007 får liret sarkastiske kommentarer om de mange gadgets af sig, og han tager sig endda en køretur i den klassiske Aston Martin fra Goldfinger (som blev skudt i småstykker i Skyfall). Ligeledes minder den nye Moneypenny (Harris) meget om den klassiske (Lois Maxwell), der bliver overset og slet ikke værdsat tilstrækkeligt af hverken M eller 007.

SPECTRE

Det er fint med de mange hentydninger og hints til fortiden, men de gør ikke meget for filmen, hvis deres eneste funktion er, at 007-nørder skal nikke bifaldende, uden at det gavner historien. Dermed ikke sagt, at det er tilfældet hele tiden, men nogle gange virker de mange referencer mere som netop dét, end de rent faktisk tilfører historien noget. Ikke mindst er togturen gennem ørkenen fuldstændig meningsløs. Hvorfor i al verden tager han ikke et fly eller en helikopter?

Skurke og babes
Vi var allerede på forhånd overbevist om, at valget af Christoph Waltz som filmens mystiske hovedskurk var et pletskud, og den tysk-østrigske skuespiller fra bl.a. Inglourious Basterds og Django Unchained skuffer heller ikke denne gang. Han er elegant, velformuleret og den perfekte psykopat (hvis det da er en kompliment) og glimrende som chef for Spectre, men vi ville ønske, at han havde fået lidt mere tid på lærredet.

Waltz mestrer den omskiftelige psykopat til fingerspidserne, men hvorfor man har valgt at indlægge en så eksplicit voldsscene (i ren Game of Thrones-stil), at den nærmest bryder med, hvad Bond-filmene står for, er os en gåde.

SPECTRE

Hvad angår de sagnomspundne Bond-babes, så er valget denne gang faldet på veteranen Monica Bellucci og stjerneskuddet Léa Seydoux. Bellucci skuffer ikke, men vi forstår ikke helt, hvorfor hun er med, da hun har kun to-tre minutter i rampelyset.

Derimod har Seydoux fået en langt større rolle. Hun sidder ikke alene inde med vital information om Spectre, men deltager også i jagten – og får efterhånden den unikke position, som Diana Rigg havde i On Her Majesty’s Secret Service. Seydoux gør en god figur og er – noget overraskende – en lidt mere klassisk Bond-babe, end vi på det seneste har været vant til. Her er der 007, der må redde hende.

Daniel Craig giver endnu en gang en klippefast fortolkning af den verdensvante agent. Når det er sagt, så havde vi nok foretrukket lidt mindre stenansigt og bare en smule af den charme, som Sean Connery udstrålede.

Lea Seydoux

Stadig plads til Bond?
I disse moderne filmtider med flere actionhelte end nogensinde, hvoraf mange kæmper for at fravriste 007 hans enestående position (bl.a. Jason Bourne, Ethan Hunt fra Mission: Impossible-serien og Bryan Mills fra Taken-filmene), er det blevet sværere for Bond-producenterne at positionere sig. Det blev vi ikke mindst vidne til under Brosnan-æraen, hvor man forsøgte at redefinere Bond og give ham en relevant plads efter den kolde krigs ophør.

Spectre

Med de tiltag, der er gjort efter Craigs indtog, er der bestemt stadig plads til 007. Han er mere moderne, mere sårbar og ikke længere ufejlbarlig, men har beholdt en række centrale kendetræk ­– herligt politisk ukorrekt, mandschauvinistisk skørtejæger og drukkenbolt med en humor tør som sandpapir og en ekstrem overlevelsesevne.

Craig selv har udtalt, at han hellere ville skære sine pulsårer over end at iklæde sig den hvide smoking og bestille en Dry Martini endnu en gang, men det skal vi nok tage med et gran salt. Han har trods alt sagt, at han ville gå på pension, efter hver film.

SPECTRE SPECTRE SPECTRE SPECTRE Spectre
<
>
(Foto: Producent)

Vi håber inderligt, at han fortsætter – og hellere end gerne med den sublime, sofistikerede Sam Mendes i instruktørstolen – så vi igen kan høre ham sige de magiske ord: “The name is Bond, James Bond!”

Alt i alt er Spectre en sofistikeret Bond-film, som giver os nye nuancer af den komplekse figur, fantastisk klip og foto, et spændende drive og interessante personer – omend med lidt for meget fokus på det nostalgiske. Fortsat topunderholdning sikrer fem hårdtslående stjerner!

  • Release: 30. oktober 2015
  • Instruktion: Sam Mendes
  • Med: Daniel Craig, Christoph Waltz, Léa Seydoux, Ralph Fiennes, Monica Bellucci, Ben Whishaw, Naomie Harris
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2015
  • Tid: 02:28 timer

Har du noget at tilføje?
Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.

Læs også

Pavelig underholdning

Storspil fra veteranskuespillere gør The Two Popes til en særdeles fornøjelig og fascinerende filmaften.

Topliderlige teenagere

Hormonerne løber stadig løbsk hos de charmerende teenagere på gymnasiet i Moordale.

The Boss’ personlige og selvudleverende triumf

Endnu en gang kører rockkongen Bruce Springsteen sin karriere ud på et sidespor – og sikke et sidespor!

Tarantino-festaften

Quentin Tarantinos hyldest til Hollywoods guldalder er en af hans stærkeste film.

The A-Team på speed

Hvad får man, hvis man giver adrenalin-junkien Michael Bay et ubegrænset budget og frie tøjler? En af alle tiders dummeste og mest rutsjebane-actionmættede film.

Bliver der sex til jul?

Før jul lyver Johanne sig til en fiktiv kæreste – nu har hun 24 dage til at skaffe en.

Die Motherfucker!

To gange har Gerard Butler reddet præsidenten – denne gang skal han redde sig selv.

Woody takker af

24 år efter deres banebrydende debutfilm takker Toy Story-banden af med en solid, men temmelig overflødig firer.

Teknisk brillant

Afslutningen på den episke Star Wars-saga indfrier desværre ikke de store forventninger.

Adrenalinjunkier

De to muskelmænd fra Fast & Furious-serien har fået deres eget spinoff, uden at vi hæver champagneglasset af den grund.