anmeldelse: The Girl in the Spider’s Web

Den tredje udgave af Lisbeth Salander snubler i både form, stil og kontekst.

Bitter arv

Arvestriden efter forfatteren til Millenium-trilogien, Stieg Larsson, er ikke just gået stille for sig. I et offentligt hundeslagsmål har hans bror og hans samlever kæmpet om rettighederne til forfatterskabet, og hvem der skulle bestemme over en eventuel videreudvikling af hans mest berømte figur: Lisbeth Salander. Retten gav hans bror og far alle rettigheder, hvilket førte til en fortsættelse af trilogien skrevet af David Lagercrantz.

Vi har ikke læst nogen af bøgerne, men set alle filmene og kan konkludere, at meget af Salanders særegenhed er forsvundet i denne meget amerikaniserede actionfilm, hvor hun nærmest fremstår som en superhelt i goth-tøj.

Jordens undergang

I modsætning til de tidligere film får Salander (Foy) denne gang en formidabel opgave – i ren James Bond-stil skal hun redde Jorden fra altudslettende atom-ragnarok.

Computergeniet Frans Balder (Merchant) har lavet et stykke software, der kan styre alle verdens atomvåben (!) – software, som han angrer at have lavet og nu ønsker trukket tilbage. Problemet er bare, at der nu er mægtige NSA, der sidder på Firefall. Derfor kontakter han Salander, så hun kan hacke sig ind og tage det farlige program fra amerikanerne.

Selvfølgelig går tingene ikke efter planen, og Firefall havner snart i hænderne på et forbrydelsessyndikat i Stockholms underverden kaldet “The Spiders”. Hvorpå Salander må tage Balders søn under sine vinger. Dermed må hun flygte fra både NSA-agenten Needham (Stanfield) og hårdkogte forbrydere styret af en mystisk kvinde i rødt.

Amerikaniseret

Tre svenske film (med en glimrende Noomi Rapace i hovedrollen) og ét amerikansk remake (med Rooney Mara og Daniel Craig, faktisk den bedste Salander-film) har vi fået om den lesbiske superhacker Lisbeth Salander, som har viet sit liv til at straffe (mandlige) overgrebsmænd og kvindemishandlere. Ofte temmelig unuancerede film, men med en stærk, anderledes heltinde og en tydelig form og stil.

I Claire “The Crown” Foys skikkelse får vi en mere hårdkogt, klassisk amerikansk actionheltinde, ganske vist med punkfrisure, tatoveringer og en hård barndom, men denne Salander er alligevel langt mere ordinær og mindre mystisk.

 

Hvis du ikke kan genkende Stockholm, så er det ikke din skyld. Størstedelen af indspilningerne er nemlig lavet i Berlin, mens lufthavnen i Leipzig er stand-in for Arlanda. I sig selv ikke noget stort problem (bortset fra lidt tabt svensk nationalfølelse), men når bevæggrunden har været, at Stockholm er for ren og pæn, så bliver det hele lidt for påtrængende konstrueret.

Her er alt beskidt, brunt eller gråt og nedslidt, med blinkende, dunkle neonlys som eneste lyskilde. Jo, vi forstår og accepterer, at det ikke ligefrem er en lystig historie, der bliver fortalt, men behøver det at være så pokkers overtydeligt?!

Konstrueret handling

Amerikaniserede personer er én ting; værre er det, at plottet er usandsynlig søgt, mangler troværdighed og virker udpræget kunstigt og konstrueret.

Nej, vi tror overhovedet ikke på den tilbagelænede amerikanske NSA-agent, der sendes alene ud for at fravriste kyniske skurke et så utrolig skadeligt stykke software. Og skurkene er arketypiske østeuropæere, der nærmest har ordet “skurk!” tatoveret i panden.

Foy er sej og hardtslående, men hvorfor laver hun så mange åbenlyst dumme valg? Og hvad i alverden er det, de har gjort ved Mikael Blomkvist? I Sverrir Gudnasons skikkelse fremstår han som en hyggelig, men meget naiv hipster. Som intet bidrager til filmens handling og/eller fremdrift. Kort sagt en helt overflødig karakter!

Alt for mange personer laver alt for mange idiotiske og uforståelige valg filmen igennem. Valg, der ikke giver mening, men simpelthen bruges som springbræt til den næste actionscene.

Retfærdigvis skal det siges, at på det plan leverer filmen varen! Ser vi på The Girl in the Spider’s Web som ren, tanketom popcorn-action, får vi mange seje scener. Ikke mindst blev vi fascineret af den originale slutning og nogle adrenalinrige biljagter.

Visuelt skuffer filmen heller ikke. Flot, fejende fotografering giver os det store overblik, samtidig med at vi kommer tæt på personerne i de mere intense scener.

Med andre ord får vi en okay actionfilm, hvor det meste af det, der gjorde Salander så unik (og nordisk), desværre er skrællet af. Tydeligvis for at appellere til et bredere publikum end det, The Girl With Dragon Tattoo opnåede. Men det er for letkøbt og kunstigt. Tre stjerner.

Teknisk fuldtræffer

Kvalitetsmæssigt skuffer 4K-udgivelsen ikke. Forbløffende skarpe billeder og en fortræffelig farvepalet. Lydsporet (Dolby Atmos) er fyldigt, præcist og næsten ubehagelig detaljeret.

Bonusmæssigt får vi en kort bag-om-filmen, et kommentatorspor med instruktør og manuskriptforfatter, nogle udeladte scener samt et interview med Foy og en feature om filmens stunts.