Anmeldelse: The Highwaymen

Alt er stort i Texas, og det gælder selvfølgelig også de forbrydere, som The Lone Star State fremavler.

De første kendisforbrydere

I begyndelsen af 1930’erne hærgede kæresteparret Bonnie Elizabeth Parker og Clyde Chestnut Barrow Midtvesten og Sydstaterne i USA. Kun 21-22 år gamle, fotogene og omgivet af myter bliver de hurtige berømtheder og betragtes nærmest som de rene Robin Hood’er, idet de røver banker og tankstationer under Den Store Depression.

Hvis Instagram og Snapchat havde eksisteret dengang, havde Bonnie & Clyde vel – tragisk nok – haft lige så mange tilhængere som Kim Kardashian.Hvad de fleste overså, var at de slagtede uskyldige for fode, hvis nogen stod i vejen for dem, uanset om det var politimænd eller det arbejdende folk. 13 personer, heriblandt ni lovhåndhævere, blev skudt og dræbt af det unge kærestepar, ofte ikke for andet end en tankfuld benzin.

Romantiseret flugt

Det berømte par er tidligere blevet filmatiseret. Mest kendt er Bonnie og Clyde (1967) med Warren Beatty og Faye Dunaway i hovedrollerne. En heftig film, der fokuserer på kæresteparret, deres brændende forhold og frenetiske flugt, og som bidrog yderligere til den hovedløse romantisering af parret.

Den nye Netflix-film har et helt andet udgangspunkt, idet den (tro mod titlen) fokuserer på de lovens mænd, der jagtede morderne: The Highwaymen.

I og med at forbryderne krydsede delstatsgrænserne, blev det relativt nyetablerede FBI sat på sagen. Under den stærke chef J. Edgar Hoover sætter de alle ressourcer og nymodens teknisk udstyr ind på at sætte en stopper for myrderierne.

Alligevel får man ikke hul på sagen, før guvernøren i Texas, Ma Ferguson (en fremragende Kathy Bates), noget modvilligt hyrer de to pensionerede Texas rangers Frank Hamer (Costner) og Maney Gault (Harrelson).

Roadmovie

Med den tavse og analytiske Hamer bag rattet i sin kones nyerhvervede Ford drager de to ud på landevejene på jagt efter spor, der kan lede dem til Bonnie & Clyde.

I de mange lange sekvenser fra landvejene er Hamer den indesluttede, der aldrig lader sig distrahere, mens Gault er den letsindige spilopmager, der ofte nynner en sang eller kommer med en ironisk kommentar. Samspillet mellem Kevin Costner og Woody Harrelson er fremragende og virker naturligt. Når det er sagt, så må vi indrømme, at vi også ville være underholdt af Costner, hvis han malede køkken i en cowboyhat. Manden har en naturlig autoritet og pondus som få andre skuespillere.

Gault er en drikfældig mand med et tragisk liv, der ser en mulighed for en ny begyndelse ved at tage med Hamer på forbryderjagt. Hamer gør på sin side det mere af pligt- og æresfølelse.

Alle hovedpersonerne er baseret på virkelige personer. Hvor meget der er fakta, og hvor meget der er fiktion for dramaturgiens skyld, vides ikke, men FBI-efterforskerne fremstilles som temmelig tåbelige og obstruerer næsten bevidst Hamer og Gault. Det skaber noget tiltrængt friktion i historien, men virker påtaget.

Bonnie & Clyde ser vi derimod næsten intet til. De har ikke meget tid på skærmen og kun som skygger uden dialog. Et usædvanligt greb, men her fungerer det usædvanlig godt og bygger op omkring deres mytologiserede status – er de virkelige eller snarere opdigtede?

Landskabet som hovedperson

Filmen efterlader ingen tvivl om, at instruktør John Lee Hancock elsker det golde slettelandskab i Texas og Oklahoma. Når han så får filmfotograf John Schwartzman til nærmest at tilbede det, får vi mange lækre scener fra det tørre, barske landskab, hvor menneskene forsvinder i den uendelige horisont.

Visuelt er filmen et pletskud, men kombineret med de mange lange scener fra bilen er tempoet lige lovlig langsomt. Vi savner noget mere fart og tempo i dramaturgien.

The Highwaymen er blevet en usædvanlig film om forbryderjagt, der går sine egne veje og fokuserer mere på mellemmenneskelige relationer end på selve jagten og tætpakkede actionscener. Jagten serveres i et dvælende, eftertænksomt tempo, hvor det er samspillet og dialogerne mellem Hamer og Gault, der er det drivende dramaturgiske element. Og vi råhygger os i deres selskab. Fem svage stjerner.

Billedkvaliteten fra Netflix er fremragende. Et støjfrit billede med forbilledlig skarphed samt et velkomponeret lydspor, som dog falder lidt gennem i komplekse scener.