Anmeldelse: The Last of Us, sæson 2

Den apokalyptisk grusomme, normløse svampe-zombieverden vender tilbage – lidt mere voldelig end sidste gang.

Og med den fortsætter Ellie (Bella Ramsey) og Joe (Pedro Pascal, The Mandalorian) deres søgen efter et fredeligt sted og en mulig løsning på den epidemi, der har lagt Jorden og menneskeheden i ruiner. De er blandt de sidste overlevende.

Der er gået over to år siden premieren på The Last of Us, den fantastiske dystopiske serie baseret på det enormt populære PlayStation-spil af samme navn, skabt af Naughty Dogs Neil Druckmann.

Serien var indbegrebet af endelig at bryde ”spilforbandelsen”, hvor omdannelsen af populære spil til serier og film for det meste har været en kæmpe skuffelse.

 

There is no cure!

Det hele begyndte med et flashback til det Herrens år 1968, hvor en dybt seriøs pandemiekspert forklarede, at verdens befolkning umuligt vil kunne overleve en pandemisk aggressiv svampeinfektion. En svamp, der angriber hjernen og hurtigt tager kontrol over værten – før den ”zombificerer” den. Som han lakonisk konkluderede:

There is no cure – we lose!

I første sæson sprang vi frem til 2023, hvor den desillusionerede hovedperson Joel Miller i et postapokalyptisk Boston fik til opgave at transportere pigen Ellie ud af byen, tværs over landet og til oprørernes hovedkvarter. Rejsen gennem det svampeforvirrede zombieland gik ikke helt glat…

Ellie var den stædige teenager, mens Joel kom med en forfærdelig begivenhed i sin mentale bagage, da hans elskede datter blev et af epidemiens første utilsigtede ofre.

Modstandsbevægelsen ”Fireflies” indså Ellies unikke evne til at være immun over for infektionen – og dermed en potentiel bærer af en kur mod bakterien. Men mod slutningen af sidste sæson greb Joel resolut ind og gjorde derefter ”rent bord” for at redde Ellie.

Uanset om det var drevet af ren egoisme eller ej, blev der efterladt snesevis af ”uskyldige” ofre på operationsstuen, da blodtågen lagde sig…

Et ødelagt venskab

Da vi møder vores hovedpersoner igen, befinder vi os fem år ude i fremtiden, hvor de har søgt tilflugt hos Joels bror, Tommy (Gabriel Luna), i det befæstede Jackson, Wyoming.

Ellie er blevet 19 år (med Nirvana-plakater på sit teenageværelse) og bærer tydeligvis nag til Joel – de er knap nok på talefod, og vi fornemmer, at noget uforløst bagage fra fortiden er ved at gøre forholdet surt. Derfor tilbringer Ellie det meste af sin tid sammen med sin bedste veninde Dina (Isabela Merced), når hun ikke skyder zombier fra byens mure.

I mellemtiden er Joel begyndt at konsultere byens eneste psykiater, Gail (Catherine O’Hara), for at bearbejde fortidens traumer og begivenheder, som han helst vil glemme. En vidunderlig kynisk og lettere alkoholiseret hjernevrider.

Da en flodbølge af svampeinficerede zombier pludselig stormer byen, sker der en ulideligt chokerende begivenhed, som vender op og ned på serien og det fremtidige forløb.

For dem, der kender PlayStation-spillet ud og ind, vil scenen ikke komme som en overraskelse, men alle os almindelige dødelige bliver lammet. Som følge heraf er Ellie nu tvunget til at handle!

Hun forsøger (forgæves) at mobilisere byens borgere til at samle en gruppe, der skal jage Seattle-oprøreren Abby (Kaitlyn Dever) og hendes ”WLF”-milits – men ender med at begive sig ud på den farefulde rejse med kun sin trofaste Dina.

Desperat, ensom, desillusioneret og nedbrudt, men fokuseret og beslutsom, begiver hun sig ud på sit brutale hævntogt. Dette er hendes øjeblik! Tilbage i Jackson forsøger Dinas ekskæreste Jesse (Young Mazino) og Tommy at mobilisere deres indre styrke.

Efter en relativt problemfri rejse på hesteryg gennem det barske landskab ankommer pigerne til Seattle. Her står de over for det kompromisløse ”WLF”, der ledes af den hensynsløse oprørsleder Isaac (Jeffrey Wright, The Agency).

Demokratiske regler er smidt på porten, og man er afhængig af ”flokken” for at overleve. Indtrængere ses udelukkende som fjender, og et menneskeliv er ikke mere værd end en flues. ”WLF”-militsen er i konstante træfninger med den ekstreme Scar-kult – ingen af dem er, hvad man ville beskrive som “mors bedste børn”…

I bund og grund handler serien om menneskets iboende kraft, styrke og ønske om at overleve – uanset hvor elendige forhold man lever under. Vi møder desperate, fortvivlede, nogle gange maniske mennesker i ekstrem nød og elendighed – men de har livsgnist og kæmper for deres stakkels, elendige liv.

Men hvor fanden er Abby?

Brutalt, koldt og nådesløst

Seriens manuskript er skrevet af Craig Mazin og spillets skaber, Druckmann. Vi har ikke selv spillet spillet, men spilentusiaster har bekræftet, at serien lægger sig tæt op ad spillets plot.

Selve historien er langt mere kompakt og koncentreret i denne omgang. For det meste befinder vi os i de beskidte ruiner af det, der engang var østkystmetropolen Seattle. Samtidig er plottet betydeligt mørkere, den brutale vold mere fremtrædende og karaktererne om muligt endnu mere desillusionerede.

Samspillet og den følelsesmæssige kemi mellem Pascal og Ramsey har altid været en af seriens stærkeste sider. Vi skrev om den første sæson, at serien var ”noget så sjældent som en zombieserie med et hjerte, og en fremadstormende hjerne”.

Hvor størstedelen af første sæson handlede om Joel og Ellies besværlige Boston-Jackson-rejse, hvor vi lærte karaktererne bedre at kende, og deres forhold udviklede sig undervejs, føles sæson 2 lidt mere som en ufuldstændig transport-etape.

Det intense, unikke, varme og komplekse mellemmenneskelige forhold mellem Joel og Ellie træder i baggrunden for udforskningen af forholdet mellem Ellie og Dina. Et interessant forhold i sig selv, men ikke nær så gribende som duoen Ellie/Joel.

Derudover er denne sæson skæmmet af en række overdrevent spekulative og eksplicitte voldsscener – hvilket får både karaktererne og os seere til at vende os væk i afsky. Det er helt sikkert tilsigtet og i tråd med spillets temaer og jargon, men det føles stadig overeksponeret.

Karakterudvikling

Selv om serien er baseret på et grundlæggende skydespil, har den ikke forsømt karakterudviklingen.

Pascal er stadig fremragende i rollen som den komplekse Joel. En indesluttet mand, som havde opgivet verden, men gennem den seje tomboy Ellies øjne ser han verden med nye øjne – og har genvundet sin livsglæde.

Heldigvis får vi en række fængslende flashbacks, som uddyber karaktererne og deres forhold. Især scenen med Gails mand, Eugene (Joe Pantoliano), er en skelsættende oplevelse og en grundpille i serien. Her falder mange løse brikker på plads.

Et andet ikonisk flashback fra fortiden viser en slidt kassette med A-ha, efterfulgt af Ellie i nutiden, i Seattles ruiner, hvor hun optræder med en akustisk version af superhittet Take on Me for en dybt bevæget Dina.

 

Spillet som en spændetrøje?

Vi tror, at serien ville have godt af at løsrive sig mere fra spillets handling og karakteristika. Til tider føles det som en spændetrøje for seriens plot, fremdrift og troværdighed.

Hvorfor i alverden skal Ellie f.eks. hele tiden bære rundt på den store rygsæk, bare fordi hendes spilfigur gør det?

Mindre spilfigurer har også fået en mere central plads i serien, men det ville have været godt at gøre mere ud af den del. Et stort savn i anden sæson er, at en så fremtrædende karakter som Abby simpelthen forsvinder ud af billedet over mange afsnit.

De mange special effects er i verdensklasse, og alle de fantasifulde svampezombier ser vidunderligt skræmmende ud. Lige så vellykket er den digitale transformation af berømte bygninger, hvor Moder Natur nu har taget over og lader anarkisterne løbe frit.

The Last of Us formår stadig den svære kombination af at underholde, skræmme og tage os med på en følelsesmæssig rejse. Men desværre er den ikke på højde med den fremragende første sæson.

4 solide stjerner til en ret unik serie med et gennemgående fantastisk produktionsdesign. Vi kan ikke vente med at se, hvad der sker næste gang!

Seriens skabere har valgt at dele handlingen i del 2 af spillet op over to sæsoner, hvor The Last of Us, sæson 2 består af syv serieafsnit. Ugentlig episodeudgivelse på Max fra 14. april.

Anmeldelsen er baseret på alle afsnittene.