TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: The Leftovers – The Complete Series

Gribende drama

Hvordan kommer de efterlade videre, efter at 2 procent af Jordens befolkning pludselig forsvinder ud i den blå luft?

Af / 12/01/2018 - 11:39
The Leftovers – The Complete Series
Tor Aavatsmark

14. oktober 2012 er den “magiske” dato i The Leftovers. Da serien begynder, er der gået tre år, siden ca. 2 procent af Jordens befolkning forsvandt – bogstavelig talt ud i den blå luft. Ingen ved, hvorfor de forsvandt eller hvorhen. Det eneste, alle kan blive enige om, er at det er svært at acceptere og leve videre med det totalt uforståelige og den bundløse sorg.

Kevin Garvey (Theroux) er politichef i den lille by Mapleton, New York. Han har problemer både på det personlige plan og med en befolkning, der til stadighed havner i konflikt med hinanden.

Folk reagerer meget forskelligt på tabet af venner og familiemedlemmer. Nogle lever i fornægtelse, andre går depressive rundt, mens de mest ekstreme går sammen i en kult, hvor alle er klædt i hvidt, kæderyger og holder op med at tale; en af disse er Kevins kone, Laurie (Brenneman). Nyreligiøse sekter dukker op, og folk søger en forklaring på det uforklarlige hos charlataner.

I anden sæson er Kevin flyttet med sin familie til den lille by Jardin, Texas, for at få en ny start. Byen kaldes mirakelbyen, fordi absolut ingen derfra forsvandt under den store forsvinden. Nye personer tilfører serien frisk blod og bidrager til yderligere mystik. I tredje sæson bliver vi ikke mindre forvirrede, idet syvårsdagen nærmer sig.

The Leftovers The Complete Series 6 27546
(Foto: Fox/Paramount)

Et af vores hovedankepunkter mod mange tv-serier er, at de i alt for høj grad gentager sig selv sæson efter sæson, og at personerne står i stampe. Det gælder afgjort ikke The Leftovers. Ganske vist løber hovedtemaet – hvordan man kommer videre med sit liv – gennem alle tre sæsoner, men handlingen og karaktererne gennemgår en rivende udvikling og fornyelse. Nye spørgsmål stilles – og forvirrer, men klistrer os til skærmen.

Annonce

Serien er bestemt ikke letfordøjelig, og det tager tid at komme ind i handlingen og tage præmisset til sig. Men hvis du giver den en chance, vil du blive belønnet med glimrende skuespil (især fra Justin Theroux og Ann Dowd), komplekse personer og en handling, der stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Spring tilbage i tiden giver mere kød på benet hos både karaktererne og deres fortid.

Lidt for meget dødvande i nogle af episoderne samt enkelthandlinger, der forekommer unødvendig sære, trækker lidt ned. Men serieskaber Damon Lindelof (Lost) har her skabt en usædvanlig serie med et medrivende plot, som formår at overraske og samtidig giver stof til eftertanke. Fem stærke stjerner.

Blu-ray-udgivelsen byder på fortræffelig billedkvalitet med usædvanlig lækre detaljer, høj skarphed og naturlige farver. Lydsporet (DTS-MA 5.1) skuffer heller ikke med stor detaljerigdom og god balance i surround-mikset. Meget tæt på topkarakter.

The Leftovers The Complete Series 2 27542 The Leftovers The Complete Series 3 27543 The Leftovers The Complete Series 4 27544 The Leftovers The Complete Series 5 27545
<
>
(Foto: Fox/Paramount)

Karakter
The Leftovers – The Complete Series

Fakta:

Blu-ray
Release: 19. oktober 2017
Instruktion: Mimi Leder m.fl.
Med: Justin Theroux, Carrie Coon, Amy Brenneman, Christopher Eccleston, Chris Zylka, Liv Tyler, Ann Dowd, Janel Moloney
Genre: Drama
Land: USA
År: 2014-2017
Tid: 30:00 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *