Anmeldelse: The Union

Betragt dette mere som en advarsel end en filmanmeldelse – for dette er en film, du ikke vil spilde to timer af dit dyrebare liv på!

Netflix har virkelig en imponerende udgivelsesrate og et af de største produktionsbudgetter i streamingbranchen. Og på den måde leverer streaminggiganten geniale film- og serieoplevelser.

Det er bare ærgerligt, at man nogle gange må lide sig igennem masseproduceret bras som The Union.

 

Den amerikanske forfatning, som tidligere præsident Trump har brugt de sidste 10 år på at spytte på og underminere, starter så pompøst og storslået som:

We the People of the United States, in Order to form a more perfect Union.

Desværre har instruktør Julian Farino og manuskriptforfatter David Guggenheim ikke den fjerneste idé om, hvordan man skaber en ”mere perfekt union”. I stedet har de skabt et intetsigende, ofte åbenlyst irriterende, actioncirkus med den diffuse spionorganisation ”The Union” i hovedrollen.

De to herrer har tydeligvis ladet sig inspirere og skamløst ”lånt” fra film som Mission: Impossible, Jason Bourne og Citadel-serien. Og så har de hyret to relativt kendte skuespillere, hvoraf den ene er hevet frem fra glemslen.

Der er ikke tænkt en eneste ny tanke og/eller idé her; de har lænet sig komfortabelt op ad de enorme algoritmer fra Netflix’ mangfoldige abonnementsdatabase og skabt – ingenting!

Vi præsenteres for den stereotype, macho, øldrikkende bygningsarbejder Mike (Mark Wahlberg) fra New Jersey. Han lever sit livs ubekymrede dage, drikker øl med gutterne på den lokale pub og går i seng med læreren fra skoletiden (!). Manden er helt igennem gennemsnitlig og lykkelig – indtil han pludselig møder sin teenagekæreste, Roxanne (Halle Berry).

Til de fristende toner af Bruce Springsteens ”Jersey Girl” griber Roxanne muligheden for at bedøve ham og transportere ham inkognito til London. Hvorfor skulle hun gøre det? Det undrer vi os stadig over, men han er åbenbart en uundværlig del af oprydningen i det kaos, der fulgte efter en mislykket spionageoperation, udført af ”The Union”, i Trieste.

Og hendes chef, Tom (R.K. Simmons), er underligt nok enig i den tvivlsomme analyse.

Hele det langt ude plot hviler på, at vi køber præmissen om, at topspionerne har et desperat behov for et almindeligt nul til at løse opgaven med at hente de efterretningsoplysninger, der er faldet i hænderne på de slemme fyre. Doh!

Det, der følger, er halvanden times formelagtige actionsekvenser, som ikke formår at begejstre eller forføre os, afbrudt af en enfoldig Mike, som gradvist forvandles til en spion i klasse med Ethan Hunt; ”lækkert” klædt på med en let ironisk og slibrig dialog.

Det værste er, at The Union faktisk ikke er en direkte forfærdelig film, det er ikke en ”stinker” af dimensioner. Men den er lavet helt uden hjerte og hjerne. Med det ene formål at mætte den eksponentielt voksende tørst efter nyt indhold hos Netflix’ 277 millioner abonnenter. Ikke nødvendigvis godt, men nyt!

Selv Wahlberg må have taget dette job udelukkende for lønchecken. Han ved helt sikkert bedre, men han kunne have spillet denne rolle i søvne. Og hvorfor man har valgt at ”genoplive” Halle ”Cat Woman” Berrys karriere, er lidt uforståeligt. Hendes kvaliteter som skuespillerinde er unægtelig ikke vokset siden hendes sidste film.

Vi har læst, at Berry og Wahlberg privat er venner gennem lang tid – det kan man ikke se på den totale mangel på kemi, som parret udstråler i The Union. Måske har de kendt hinanden så længe, at det er helt banalt, når de mødes?

Opbygningen af karaktererne eller fokus på en gennemarbejdet dramaturgi er noget, der ikke er blevet taget højde for eller taget hensyn til. Det meste af filmen er pæn og ordentlig, men endnu en gang mangler den sjæl og ægte mening. 2 ynkelige stjerner for dette intetsigende action-skrald.

The Union havde global Netflix-premiere den 16. august – og ligger stadig højt på listerne over mest sete film.