Anmeldelse: True Detective, 3. sæson

Serieskaberen og manuskriptforfatteren Nick Pizzolatto blev nærmest erklæret genial efter den imponerende og rystende gode tv-serie True Detective i 2014. Faldet fra den høje piedestal blev da også så meget desto større, da han i 2016 serverede den utilfredsstillende opfølger for os.

Cold case

Efter 2. sæson, der var ét stort rod af klicheer, stereotyper og for mange sidehistorier og bipersoner, blev der dødsens stille fra HBO om en eventuel 3. sæson med Pizzolattos krimikoncept. Men heldigvis gav de hans kreative hjerne en ny chance – og nu tager han historien tilbage til det oprindelige koncept.

Ligesom for veteranerne Woody Harrelson og Matthew McConaughey i 1. sæson er det endnu en gang en cold case, der skal ses på med friske øjne. Vi hopper ind i handlingen i 1990, hvor den erfarne kriminaldetektiv Wayne “Purple” Hayes (Mahershala Ali fra House of Cards) igen må forklare sig angående den efterforskning, han ledte i 1980, da to børn forsvandt fra en lille by i Arkansas.

Indimellem hopper vi elegant frem til 2015, hvor vi møder den pensionerede, lettere demente Hayes, som interviewes af en tv-station til en cold case-dokumentar (!) om Purcell-forsvindingerne. Tidsspringet er et greb, der fungerer overraskende godt, idet vi som seere må spørge, hvor meget vi kan stole på nutidens Hayes – som i øvrigt er imponerende godt sminket.

https://www.youtube.com/watch?v=btoZfxs0pE0&t=3s

Sandhedssøgende

Hayes er en lettere desillusioneret Vietnamveteran, der tager dagene, som de kommer, og ikke har noget særligt liv uden for politistyrken – men han søger altid utrætteligt efter sandheden, om den så (noget uortodokst) må bankes ud af en børnemishandler. I ’Nam var han den store stifinder, der i ensom majestæt traskede rundt i ugevis i den vilde jungle og ledte efter den skjulte fjende. Dramatiske sider, som vi får indblik i i den intense fjerde episode. Nu jagter han sandheden lige så intenst.

Vietnamkrigen, det store ar på den amerikanske sjæl, løber som en rød tråd gennem 3. sæson. Størstedelen af Hayes’ kolleger, inklusive den mutte Roland West (Dorff), er krigsveteraner, og mange af de mistænkte under efterforskningen har direkte og/eller indirekte været påvirket af den meningsløse krig. Krigen hviler som en trist skygge over det lettere fallerede samfund og den fattige del af byen, hvorfra de forsvundne børn kom, med sociale problemer og ægteskaber i opløsning, og hvor læreren Becca (en fremragende Deborah Ayorinde) står som en lysende engel midt i alt det meningsløse.

Ud over Vietnamsyndrom er race et underliggende tema, hvor det er åbenlyst, at den erfarne Hayes ikke nyder samme autoritet inden for politiet – netop på grund af hans hudfarve. Aldrig påtaget og fortalt med bred pensel, men konstant en underliggende faktor.

Al denne kompleksitet i figuren får Mahershala Ali frem på den mest elegante og naturlige måde. Han har en stoisk ro over sig, spiller ikke med store fagter og gestik, men får subtilt alle nuancer i personen frem. En præstation på højde med McConaugheys i 1. sæson.

Syden

Efter at Pizzolatto fór vild blandt neonlysene i L.A., vender han i 3. sæson tilbage til rødderne, hans egne Sydstater. Mens størstedelen af 1. sæson foregik i det fugtige, øde rurale Louisiana, er vi nu flyttet til den mere tørre del af Sydstaterne: Arkansas.

Endnu en gang spiller landskabet, kulturen og folkene hovedroller i hans thriller-drama. Vi er i redneck-land med en overvældende republikanskvenlig befolkning, der er skeptisk over for indblanding fra storbyen og fra føderalt niveau.

En landsdel med slående natur, som det – bogstavelig talt – er let at fare vild i, og hvor kameraerne (ved Germain McMicking) får anledning til at feje hen over de overvældende landskaber, og ensomheden tager bolig i en mand og hans sjæl.

Alting går lidt langsommere i Syden end i Nordstaterne, hvilket Pizzolatto bekræfter med sin dvælende stil, hvor han lader karaktererne og plottet vokse foran os. Det er bestemt ikke en episode af CSI Miami, vi er vidne til, med de velskrevne dialoger fra mænd med ægte ar på sjælen, der driver handlingen fremad.

3. sæson af True Detective tager ikke i lige så høj grad pusten fra os, som vi oplevede med den enestående 1. sæson, og er heller ikke lige så forfriskende original, men 3. sæson er stadig en fandens godt fortalt krimi med ægte mennesker, fremragende skuespil, intelligent dialog, fornem fotografering og klipning, og en vedvarende ubehagelig, krybende spænding. Vi belønner det store comeback med fem stjerner.

Pizzolatto har hele tiden sagt, at han har planlagt tre sæsoner af True Detective med forskellige teams i hovedrollerne, men efter 3. sæson vil vi have mere!

Første afsnit kan streames på HBO Nordic fra den 14. januar. (Anmeldelsen er baseret på de fem første af otte episoder).