Hi-Fi Skolen del 3

I tredje del af Hi-Fi Skolen er vi kommet til der, hvor musikken kommer fra: Signalkilderne. Vi tager i første omgang fat i de klassiske analoge signalkilder: Pladespilleren, tuneren (radioen), kassettebåndoptageren og spolebåndoptageren. De digitale signalkilder vender vi tilbage til i næste afsnit.

Pladespilleren

Pladespilleren er nok den af signalkilderne, som der kan siges – og helt sikkert er sagt – mest om. I sin essens er pladespilleren dog enkel: En roterende pladetallerken, en drejelig tonearm og en pickup for enden af denne, der omdanner mønsteret i pladerillerne til signaler.

Pickup’en

Pickup’en er hjertet i pladespilleren. Nålen for enden af nålearmen følger de mikroskopisk små mønstre i pladerillen, og omformer bevægelsen til et elektrisk signal. Der findes flere måder at udforme en pickup på, men langt de fleste pickup’er er enten af moving magnet (MM) typen eller moving coil (MC) typen.

Som navnet forklarer, bruger MM-pickup’en en bevægelig magnet, der er fastgjort på nålearmen, til at generere elektrisk strøm i en spole ved hjælp af elektromagnetisme. I MC-pickup’en er spolen den bevægelige del, mens magneten sidder fast.

Begge teknologier har deres tilhængere, og man kan lave fremragende pickups på begge måder. Der er dog et klart overtal af MC-pickups blandt de dyreste og bedste modeller. Pickups af MC-typen har et meget lavere udgangssignal, hvilket betyder, at der skal en særlig MC-forstærker til for at bringe signalet op på et niveau, der kan behandles af forstærkerens pladespillerindgang. I nogle tilfælde er denne MC-forstærker dog også indbygget i forstærkeren.

RIAA

Pladespillerindgangen følger den såkaldte RIAA-frekvenskurve, som (næsten) alle vinylplader er indspillet efter. Det skyldes de fysiske begrænsninger i vinylmediet: Hvis de dybe toner skulle skæres ved fuldt niveau, ville udsvingene i rillen blive så store, at pickupnålen ikke kunne følge dem. Og dæmpningen i diskanten ved afspilning begrænser pladestøjen.

Hvis du vil tilslutte en pladespiller til en forstærker uden en phonoindgang, skal du have en separat pladespillerforstærker (phonotrin), eller det skal være indbygget i pladespilleren. Mange ”begynder-pladespillere” har indbygget phonotrin.

Tonearmen

Tonearmen har til opgave at holde pickup’en fast, så den kan aftaste pladerillen. Armen skal være så let og lejerne i armbasen så friktionsfrie, at armen kan følge med, når rillen bevæger sig indad mod centrum.

Tonearmen skal være så resonansfri som muligt, og kulfiber er et populært materiale til tonearme. Men alle mekaniske legemer har stadig en egenresonans, og for tonearmen er det vigtigt, at den ligger ved en så lav frekvens, at den ikke anslås af bassvingningerne i rillen – og så højt, at bulede plader heller ikke rammer armens resonansfrekvens. I begge tilfælde vil resultatet blive akustisk tilbagekobling, der vil sætte bashøjttalerne på overarbejde eller få nålen til at hoppe i rillen.

Motoren

De fleste pladespillere er direkte drevne eller remdrevne.

I den direkte drevne pladespiller sidder pladetallerkenen direkte på centerspindlen i motoren, og motoren roterer med den samme hastighed som pladetallerkenen. Technics SL-1210 er et klassisk eksempel på en direkte drevet pladespiller.

Direkte drift har den fordel, at motoren kan overføre kraften til pladespilleren med det samme. Det betyder lynhurtig opstart. Stabiliteten sikres ved quartzstyring og elektronisk korrektion af eventuelle hastighedsvariationer.

I den remdrevne pladespiller overføres kraften fra motoren til pladetallerkenen via en gummirem. Remdrevne pladespillere har normalt en tung pladetallerken, der fungerer som et svinghjul og sikrer en stabil drift ved hjælp af inerti. Motoren roterer normalt meget hurtigere end tallerkenen, og gearingen i overførslen og den elastiske rem er også med til henholdsvis at nedskalere og dæmpe hastighedsvariationer. Linn Sondek LP12 er et eksempel en klassisk remdrevet pladespiller.

Afkobling

Den rette pickup kan gøre en fantastisk forskel, og man kan starte slægtsfejder over forskellene mellem remdrift og direkte drift. Men hvis pladespilleren ikke er ordentligt afkoblet fra omgivelserne, nytter det alt sammen ingenting.

Da bevægelserne i pickupnålen er mikroskopisk små, vil selv den mindste vibration i pladespilleren være nok til at forstyrre afspilningen. I grelle tilfælde, som tramp i gulvet, kan nålen hoppe i rillen. Mindre tydeligt hørbart er det, når lydbølger eller vibrationer fra højttalerne opfanges af pladespilleren.

Begyndende akustisk tilbagekobling kan høres i form af upræcis eller rungende bas, og i basreflekssystemer vil man se basenhederne pumpe frem og tilbage ude af takt med musikken. I mere grelle tilfælde opstår en vedvarende, rungende bastone.

Og det er dér, du skal skynde dig at skrue ned for lydstyrken!

Løsningen er at anbringe pladespilleren på et helt stabilt underlag. Enten en hylde, ophængt på en bærende væg, eller ovenpå et meget tungt møbel.

Og det burde være indlysende, at højttalerne ikke skal stå på den samme hylde! Alligevel ser vi igen og igen billeder af stereoanlæg, hvor pladespiller og højttalere er anbragt helt tæt sammen.

Det er muligvis æstetisk tiltalende. Men lad være med at gøre det, hvis anlægget også skal bruges til at afspille musik.

Tuneren

Tuneren – eller radioen – var for de første hi-fi-generationer, hvad internettets streamingtjenester er i dag: En mulighed for at lytte til og opdage musik og programmer fra hele verden. Mange musiksamlinger – også denne artikels forfatters – er blevet grundlagt ved at lytte til musikradio i sene aftentimer. Med fingeren parat på optageknappen på kassettebåndoptageren.

Imens LP-pladen, og med den pladespilleren, har fået en renæssance i de senere år, er den gammeldags radiotuner nærmest uddød – i hvert fald som hi-fi-lydkilde.

FM-radio

Hvad angår FM-radioen, har diskussionen i en lang årrække ikke handlet om fremtiden for den, men om slutdatoen. Lukningen af FM-båndet er i flere omgange blevet udskudt, men beslutningen er nu, at det tidligst sker, når mere end halvdelen af lytningen sker digitalt via DAB eller internet.

Situationen er sammenlignelig i Sverige, hvor der dog ikke sat en slutdato. I Norge slukkede de landsdækkende radiostationer for FM-signalet 13. december 2017, mens lokalradiostationer stadig kan sende på FM-båndet.

DAB og internetradio

At den analoge radio er uddøende, betyder ikke, at det er slut med radiolytning. DAB og især internetradio har betydet, at udvalget af radiokanaler er større end nogensinde. På FM-båndet var pladsen begrænset af de til sendefrekvenser, der var til rådighed. Og at etablere et senderne var dyrt og besværligt.

Startudgiften til at etablere en ”radiostation” på internettet er langt lavere. Afhængigt af, om man vil sende live eller blot tilbyde podcasts til download, kan man blive direktør på sin egen radiokanal for få tusind kroner.

Det er gode nyheder også selvom du ikke har planer om at begynde for dig selv. Takket være internettet kan du lytte til musik fra hele verden lige så let, som du kan tune ind på din nærmeste lokalradio. Derfor er tuneren stadig en interessant og relevant den af hi-fi anlægget.

Imens pladespilleren kræver en særlig forstærkerindgang (normalt kaldet Phono), kan tuneren tilsluttes til en hvilken som helst af de øvrige analoge indgange. De er nemlig alle sammen ens. Der behøver ikke stå Tuner eller Radio på indgangen. Line, Aux eller CD er lige så egnede til at modtage signalet fra tuneren.

Kassettebåndoptageren

Selvom LP-pladerne havde langt bedre kvalitet, var kassettebåndoptageren den foretrukne signalkilde for den unge hi-fi-nybegynder i 1970’erne. For plader var dyre, mens kassettebånd var billige. Og de kunne blive fyldt op med gratis musik fra radioen (og med venners hjælp også fra LP-plader).

Den tid er for længst væk, og kassettebåndoptagere var i mange år noget, som man kunne købe brugt for småpenge på loppemarkeder.

Men historien har det med at gentage sig, og også kassettebåndene har de seneste år fået en renæssance som analogt lydmedie. Ikke til egne optagelser – den slags er så meget lettere at gøre digitalt – men som distributionsmedie for undergrundsmusik. Intet signalerer jo analog autenticitet som den uldne lyd og båndsuset fra et kassettebånd.

Hvor mange hoveder?

Båndhovedet – kaldet tonehovedet – er hjertet i kassettebåndoptageren. Det består af en lille elektromagnet, der kan omdanne de magnetiske mønstre på båndet til elektriske signaler. Eller omdanne elektriske signaler til magnetiske mønstre på båndet.

Kassettebåndoptagere har to eller tre tonehoveder: De billigste har et kombineret læse/skrivehoved, samt et slettehoved, der klargør båndet, inden der optages lyd på det.

Mere avancerede båndoptagere har separate læse- og -skrivehoveder. Det betyder dels, at hovederne kan optimeres til deres funktion, dels at det er muligt at lytte til lyden fra optagelsen med det samme, imens optagelsen foregår.

Hvis man ikke har tænkt sig at gøre optagelse af musik på bånd til en ny hobby, men blot vil høre de nye bånd, man har købt i merch-shoppen til en koncert, er den slags detaljer irrelevante.

Kassettebåndtyper

Der findes flere typer kassettebånd, hver med deres egne fordele:

• Normal Bias (Type I): Standard bånd, der er gode til daglig brug og optagelser.
• High Bias (Type II): Disse bånd tilbyder bedre lydkvalitet og er velegnede til musikoptagelser.
• Metal Bias (Type IV): De bedste bånd med højeste lydkvalitet og holdbarhed, velegnede til seriøse optagelser.

Støjreduktion

Kassettebånd er naturligt plagede af støj i form af båndsus. Løsningen er støjreduktionskredsløb, hvor såkaldt forbetoning hæver de højeste frekvenser i signalet under optagelse. Under afspilning sænkes de højeste frekvenser tilsvarende – og støjen sænkes tilsvarende (efterbetoning).

Der findes flere typer af støjreduktion. Dolby B og Dolby C er de mest udbredte. De fleste stationære kassettebåndoptagere har begge systemer og kan også klare alle tre båndtyper.

For at støjreduktionen skal fungere korrekt, skal samme støjreduktionssystem bruges under både indspilning og afspilning. Og selv små unøjagtigheder i for-og efterbetoningen vil give ujævn diskantgengivelse. Hvilket kan opfattes som en del af den autentiske, analoge kassettebåndsoplevelse.

Kassettebånd i stereoanlægget

At tilslutte en kassettebåndoptager til stereoanlægget, er simpelt, hvis du alene vil afspille færdigindspillede kassettebånd. Alle linjeindgange, bortset fra pladespillerindgangen kan bruges.

Hvis du vil optage egne kassettebånd, bliver opgaven langt sværere. De allerfærreste forstærkere i dag har en båndoptagerudgang, og Tape Monitor-funktionen til lytning efter optagelse mangler også. Så hvis du drømmer om et nostalgisk trip tilbage til en simplere tid, skal du kigge på markedet for vintage-udstyr.

I afsnittet om vintage-hi-fi vender vi tilbage til glæden ved gammelt hi-fi-udstyr.

Spolebåndoptageren

Den mest eksotiske af de analoge signalkilder er spolebåndoptageren. Ligesom sin lillebror, kassettebåndoptageren, er man ikke kun passiv musiknyder, men kan selv indspille lyd på bånd.

Her hører lighederne imidlertid op. For imens kassettebåndene de senere år har opnået en renæssance til distribution af musik uden om de store musikselskaber, er spolebånd så godt som udelukkende til egne optagelser. Disse kan til gengæld opnå en teknisk kvalitet, der er højere, end noget andet analogt medie kan levere.

I hi-fi’ens barndom i 1950’erne og 60’erne var spolebåndoptagerne almindeligt udbredte, men i dag findes de stort set kun blandt professionelle lydfolk – og en snæver kreds af båndoptagerhobbyister.

Renæssance for spolebånd?

Men man skal aldrig sige aldrig. Vinylmediet er gået fra at have været stort set uddødt til i dag at blive et symbol på livskvalitet. Og at sætte et spolebånd i båndoptageren og bakse det på plads mellem tonehoveder, kapstanaksler og gummiruller er en endnu mere taktil oplevelse end at bruge et par minutter på at lægge en LP på pladespilleren.

Faktum er, at Revox, der i sin tid var blandt de største producenter af spolebåndoptagere, har genoptaget produktionen af den klassiske B77-spolebåndoptager efter mange års pause. Så måske spolebånd bliver det næste musikformat til at få en renæssance?

Næste afsnit af Hi-Fi Skolen handler om de digitale signalkilder.