Volvos kompakte XC40 og C40 Recharge må siges at være en succes. Dejlig kørekomfort, heftige fartressourcer og tryg fremkommelighed vækker god genklang hos bilkøberne. Nu øger Volvo også rækkevidden for begge, og samtidig skifter man fra forhjulstræk til baghjulstræk på bilerne med én elektromotor.
De nye udgaver af XC40 og C40 Recharge kan bestilles nu hos Volvo-forhandlere eller på Volvos websider. Produktionsstart er andet kvartal 2023, hvilket betyder mulig levering tredje kvartal næste år.
“Nu kan man bestille XC40 og C40 med over 500 kilometers rækkevidde. Med alle de gode egenskaber, bilerne allerede har, tror vi dette vil gøre bilerne endnu mer attraktive for vore kunder,” siger Erik Trosby, kommunikationschef hos Volvo.
Volvo-tvillingerne får også en kraftigere motor på bagakslen, udviklet og bygget af Volvo Cars, som med en ny og mere effektiv inverter sparer strøm. De såkaldte Twin-modeller med firehjulstræk får en ny og mere effektiv frontmotor, og Volvo siger, at rækkevidden øges fra henholdsvis 422 km og 435 km til en estimeret rækkevidde på 515 km for XC40, og 533 km for C40, begge i Extended Range-udgave med baghjulstræk.
For udgaverne med firehjulstræk er tallene 500 km for XC40 og 507 km for C40. Alle tal i henhold til WLTP-standarden.
Single Motor-udgaven får et 70 kWt batteri, mens Single Motor Extended Range får et større batteri på 78 kWt, begge er nettotal – udgaverne med firehjulstræk leveres dog kun med den største batteripakke. Estimeret forbrug for Extended Range med baghjulstræk er 17,1kWt / 100 km på XC40, og 16,4 kW / 100 km for C40.
Volvo øger også ladehastigheden på udgaverne med den største batteripakke fra 150 kW til 200 kW.
“Høj ladehastighed er vigtig for ejerne af elbiler og gør det enklere at rejse over lange afstande. Vi tror, kunderne vil sætte pris på den øgede hastighed, de vil opleve på hurtigladestationer,” siger Trosby.
Volvo lancerer to nye farver i 40-serien, Cloud Blue og Vapor Grey. Sidstnævnte kender vi fra debuten for den nye Volvo EX90, som blev lanceret for nogle uger siden. 40-serien får også nye og mere aerodynamiske fælge.
Volvo C40 Recharge Twin Pro
Volvos første rene elbil overbeviser
Volvo C40 Recharge er både den første og den sidste af sin slags, og en fin bil både at køre og sidde i.