Zaptec har netop præsenteret Go 2, efterfølgeren til den hjemmelader, som vi sidste år præmierede med prisen for årets bedste elbiltilbehør. Den nye model har bevaret forgængerens kompakte design, men har flere nyttige funktioner under låget.

Lader med solenergi
En af de vigtigste nyskabelser er muligheden for at bruge strøm fra solpaneler. Opladeren kan automatisk skifte mellem strøm fra elnettet og solpaneler baseret på den tilgængelige kapacitet. Det giver dig mulighed for at oplade din bil med din egen strøm, når solen skinner, og dermed spare penge på din elregning.
Viser forbrug
Virksomheder og selvstændige vil også sætte pris på, at Go 2 har et indbygget display, der viser strømforbruget. Nøjagtigt dokumenteret med MID-certificering gør måleren det nemt at dokumentere elforbruget i regnskabet. Potentielt vil det kunne forenkle håndteringen af de refusionsordninger der angiveligt er på vej, så folk med solceller også kan opnå refusion. Når det er sagt, har eksisterende Zaptec Go-ejere allerede adgang til disse oplysninger i app’en.

Bliv betalt for at sende strøm tilbage
Den nye oplader er også forberedt til såkaldt vehicle-to-grid (V2G), som gør det muligt for bilen at sende strøm tilbage til nettet. Om det nogensinde bliver en mulighed i Danmark er nok tvivlsomt, men skulle det ske, er opladeren klar til det.
Samme nemme installation
Zaptec har bevaret den enkle installation, som gjorde forgængeren så populær. Opladeren kan installeres både indendørs og udendørs og kan modstå barske vejrforhold med sin IP54-klassificering. Den nye model har også forbedret køling, hvilket er særligt vigtigt under varmere himmelstrøg.

Zaptec Go 2: Pris og tilgængelighed
Zaptec Go 2 kan allerede bestilles i Benelux, Schweiz og Tyskland. Den danske pris kendes ikke endnu, men laderen vil blive lanceret herhjemme i andet halvår af 2025.
Mere info: zaptec.com