Huaweis smarte ure er ekstremt populære på vores breddegrader, og ved et arrangement i Dubai har den kinesiske virksomhed netop lanceret en ny model i den såkaldt Fit-serie af ure til sport og træning, nemlig Huawei Watch Fit 3.
Uret skal være både let og komfortabelt, lover Huawei. Watch Fit 3 vejer således blot 26 gram og måler 9,9 mm på det tykkeste sted, hvilket gør uret til det letteste og tyndeste smart-ur fra producenten til dato.
Skærmen er af typen 2,5D AMOLED og måler 1,82″, mens den maksimale lysstyrke er 1.500 nit.
I forhold til tidligere modeller kommer Huawei Watch Fit 3 med forbedrede fitnessfunktioner med fokus på brugernes daglige vaner, herunder bevægelse, kost og balance, lover Huawei.
Det smarte ur tilbyder f.eks. en opdateret Stay Fit-app, som fungerer som en personlig træner for ernæring direkte fra håndleddet. Med funktionen “Smart Suggestions” motiverer uret til motion ved at foreslå aktiviteter baseret på brugerens vaner og vejrforhold, hvis daglige mål ikke er opnået.
Inkluderet er også også nye fitness-fokuserede funktioner som lyd- og animationsvejledninger og over 660 træningsklasser med programmer fra bl.a. Pamela Reif. Uret understøtter mere end 100 træningstyper, der omfatter sportsgrene som padel og fodbold.
På sundhedsområdet tilbyder uret søvnregistrering og en ny Sleep Breathing Awareness-funktion, der skal sikre rolig søvn, garanterer den kinesiske producent.
Pris og tilgængelighed
Huawei Watch Fit 3 kan købes fra d. 27. maj i farverne Black, Pink og Moon White til en vejledende pris på 1.199 kroner. I farven Grey Nylon koster uret 1.259 kroner.