Man kunne forledes til at tro, at Bowers & Wilkins Px7 S3 er en let opgradering af de hovedtelefoner, vi testede i 2022. Det er det ikke. Faktisk er Px7 S3 et totalt redesign fra yderst til inderst, og selv om det ser subtilt ud, har det stor indflydelse på lydkvaliteten og bærekomforten.
Bowers & Wilkins lover, at lydkvaliteten i Px7 S3 er markant forbedret i forhold til forgængeren, Px7 S2. Ud over en forbedret 40 mm driver med en membran af biocellulose understøttes nu aptX Adaptive og aptX Lossless med 24-bit / 96 kHz lyd i høj opløsning.
Hovedtelefonerne vil senere også understøtte Special Audio – rumlig lyd og LE Audio (Bluetooth Low Energy Audio) – i en senere opdatering, som du kan downloade via app’en.

Bærekomforten er blevet forbedret med en ændret profil på ørekopperne og blødere ørepuder i såkaldt memory foam. Det betyder, at de tilpasser sig hovedet meget bedre end før. Det samme gælder polstringen på hovedbøjlen, og både ørepuderne og polstringen kan tages af og vaskes. En ny og mere kompakt bæretaske følger også med Px7 S3.

Hovedtelefonerne har fået bedre støjreduktion med otte mikrofoner i stedet for de seks, som forgængeren havde, og de har dere egen korrektion kaldet ADI Pure Voice, som giver klarere lyd under telefonsamtaler.
Px7 S3 kan tilsluttes med et minijack-kabel eller USB-C og er selvfølgelig trådløse ligesom forgængeren. Batteritiden opgives til 30 timer ved fuld opladning, og hvis du sætter hovedtelefonerne til opladeren i et kvarter, får du syv timers spilletid. Som tidligere kan hovedtelefonerne styres via knapper, men B&W har lyttet til kritikken og flyttet knapperne, så man ikke uforvarende støder ind i dem, når man justerer pasformen.

I B&W-app’en kan du også justere lyden med en 5-bånds equalizer.
Px7 S3 fås allerede nu i Hi-Fi Klubben og koster 3.199 kr. Hovedtelefonerne findes i hvid, blå eller sort, eller som B&W kalder det: Canvas White, Indigo Blue og Anthracite Black.

Hvis du funderer over, hvornår der kommer en ny version af flagskibet Px8, kan vi allerede nu afsløre, at S2-versionen er under udvikling og vil blive lanceret i løbet af efteråret 2025.
