Det er knap et år siden, Sennheiser præsenterede deres “prisen-betyder-overhovedet-intet” hovedtelefoner, Orpheus. Med en pris på 375.000 kroner er der tale om verdens suverænt dyreste hørebøffer. Og sandsynligvis også de bedste. De lød i hvert fald infamt godt, da vi hørte dem i London.
Det har dog vist sig lidt sværere at bygge de sindssygt komplicerede hovedtelefoner, end Sennheiser oprindelig havde regnet med. Sættet består af 6.000 enkeltdele og samles i hånden. Det var meningen, at de skulle have været klar i begyndelsen af året, og at der derefter ville blive produceret i ca. 20 stk. om måneden. Sådan gik det ikke helt.
Ved en demonstration i London forleden kunne Sennheiser fortælle, at der endnu kun findes seks eksemplarer i verden, men at den nu går i produktion. Hovedtelefonen har i mellemtiden ændret navn til HE1 af juridiske årsager, men den lyder stadig himmelsk. Og nu virker også digitalkonverteren. Da vi hørte den sidst, var kun forstærkerdelen og selve de elektrostatiske hovedtelefoner klar.
Vi var nu ikke alene kommet derover for at bekræfte HE1’s eksistens. Formålet var også at se og især høre en udstilling på kunstmuseet Victoria and Albert. Udstillingen giver os en rundtur gennem ungdomsoprøret i årene 1966-1970. Og hvad har det med lyd at gøre? En hel del, eftersom netop Sennheiser har lavet lydsiden af udstillingen, der forvandler det hele fra ordinære plancher til en levende (gen)oplevelse, guidet gennem hovedtelefoner.
Centrum i udstillingen er genskabelse af Woodstock-festivalen i 1969. Her kan man slænge sig i sækkestole på en (kunstig) græsmark, omgivet af 14 kanalers 3D-lyd.
Turen og opholdet var betalt af Sennheiser.
