Den 24. februar om aftenen, på Mobile World Congress i Barcelona, vil Samsung efter alt at dømme løfte sløret for firmaets nyeste smartphone-flagskib, Galaxy S5. Men den kommende topmodel får ikke lov til at løbe med al opmærksomheden. Det skriver ZDNet Korea. Samme aften vil Samsung også lancere en ny tablet, Galaxy Tab 4, samt en opfølger til det smarte ur, Galaxy Gear, som Samsung lancerede sidste år på IFA-messen i Berlin.
Samsung Galaxy Tab 4 er næste generation af Samsung billige tablets (de dyre hører hjemme i Galaxy Note-serien), og kommer i tre størrelser med henholdsvis 7”, 8” og 10.1” skærm. Alle er de baseret på en 1,2 GHz quad-core processor og Googles Android 4.4 KitKat.
Samsung Galaxy Gear 2 har ikke ladet vente på sig særlig længe, men Samsung blev også kritiseret sønder og sammen for deres første bud på et smart-ur, Galaxy Gear, der både var stort og tungt og samtidig bød på ret få funktioner og en kort batteritid. Galaxy Gear 2 kommer angiveligt med en fleksibel OLED-skærm og et nyt, slankere design.
Vi venter i spænding og er naturligvis til stede ved lanceringen i Barcelona. Du vil kunne følge med i alle nyhederne her på lydogbillede.dk.