Motorola kan ikke konkurrere med Apple, Huawei, OnePlus eller Samsung, når det gælder de absolutte topmodeller. Til gengæld er den tidligere amerikanske mobilproducent, som nu ejes af kinesiske Lenovo, ved at etablere sig godt og sikkert som kongen af mellemklassen. Ikke mindst med en mobil som Motorola moto G7 Plus, som vi testede for en god måneds tid siden.
Med lanceringen af Motorola One Vision til blot 2.290 kroner satser Motorola på at cementere sin position på markedet.
– Det er skønt at se, at vores innovationsfilosofi fungerer og bliver ved med at løse virkelige problemer, og så endda til en pris, hvor alle kan være med, siger Thor Gøtz, Landechef for Motorola i Danmark, i en pressemeddelelse om den nye smartphone.
Motorola One Vision kommer nemlig med funktioner og specifikationer, som man ellers kun kender fra langt dyrere modeller. Skærmen på 6,3” og med Full HD+ opløsning (2520 x 1080 pixels) kommer i 21:9 CinemaVision-format, som vi ellers kun kender det fra de nye Xperia-modeller fra Sony, herunder Sony Xperia 10 Plus. Det betyder, at Motorola One Vision er lidt mere aflang end de fleste andre mobiltelefoner, herunder sin egen forgænger, Motorola One.
Kamera
I stedet for en notch i skærmen er der lavet en udskæring i skærmen til frontkameraet (25 MP, f/2.0), som vi kender det fra Samsung Galaxy S10, hvilket gør det muligt at se film og video i ultrabredt format.
Det primære kamera har to linser. Hovedsensoren er på 48 MP, og dertil kommer en dybdesensor på 5 MP. Der benyttes quadpixels-teknologi, som kombinerer fire pixels til én 1,6 μm pixel. På den måde leverer sensoren større lysfølsomhed, og slutresultatet bliver billeder på 12 MP, men med forbedret skarphed og lysstyrke, hævder Motorola.
Bagkameraets sensor på 48 MP har desuden optisk billedstabilisering (OIS) og den nye Night Vision-indstilling. OIS gør billedet mindre sløret, og Night Vision opfanger de dele af motivet, som det menneskelige øje ikke kan registrere med det formål at få endnu flere detaljer med på billeder, der bliver taget i svagt lys.
Øvrige specifikationer
Den ottekernede processor er en Exynos 9609 fra Samsung, og derudover kommer Motorola One Vision med 4 GB RAM og 128 GB indbygget lager, som kan udvides med op til yderligere 512 GB via microSD-kort. Mobilen har Dual SIM, men man må vælge, om man vil bruge to SIM-kort eller ét SIM-kort og ét microSD-kort.
Operativsystemet er Android 9 Pie i den såkaldte Android One-udgave, der er en helt ren udgave af Android, som bliver opdateret mindst én gang om måneden.
One Vision har batteri på 3.500 mAh, og der følger en 15 W TurboPower oplader med i æsken. Ifølge Motorola skal den kunne oplade telefonens batteri til 7 timers brug på blot 15 minutter.
Tilgængelighed
Alle, der forudbestiller en Motorola One Vision, får et par Motorola Vervebuds 500 True Wireless In-Ear Headphones inklusive opladningsetuiet Charging Case til en værdi af 749 DKK. Den kan forudbestilles fra den 16. maj, og tilbuddet gælder til og med den 2. juni. Alle forbrugere, der forudbestiller telefonen som en del af introduktionstilbuddet, får et par trådløse hovedtelefoner med i købet.
Mobilen kommer i normal handel fra den 3. juni hos blandt andet Telia og Call me samt hos Elgiganten, Proshop, og Wupti.