Motorola har planer om at lancere fire nye smartphones i den nye Edge 60-serie i år. Alle mobilerne kommer med helt nye “Moto AI”-funktioner, der skal hjælpe brugeren med at interagere med mobilen på en måde, der ikke er app-baseret, men i stedet tager udgangspunkt i den opgave, man gerne vil have løst.
Blandt de nye funktioner er ‘Remember This’, som der gemmer og organiserer screenshots, fotos, noter og andre særlige øjeblikke på mobilen, så du senere kan søge og genkalde dem gennem naturlig samtale med Moto AI. Dertil kommer ‘Catch Me Up’, der der samler og opsummerer dine mistede opkald og beskeder, så du hurtigt kan få overblik over kommunikation, du er gået glip af, mens ‘Pay Attention’ hjælper dig med at optage, transskribere og opsummere lyd.
Motorola Edge 60 Fusion er den første smartphone med de nye funktioner, og den er tilgængelig allerede fra i morgen, mens de tre øvrige modeller først bliver lanceret i slutningen af april.

Edge 60 Fusion er seriens billigste model, men alligevel skal den være ekstremt holdbar, lover Motorola, som oplyser, at mobilen opfylder den militære MIL-STD 810H-standard og desuden både er IP68 og IP69-certificeret, hvilket betyder, at den både kan klare nedsænkning i (fersk)vand ned til 1,5 meter i 30 minutter samt kan tåle at blive højtryksspulet!
OLED-skærmen, som kan betjenes selv når den er våd, er på 6,67 tommer og byder på 1220p opløsning og 120 Hz opdateringshastighed. Processoren er en Dimensity 7300 fra MediaTek, hvilket er præcis samme processor, som Motorola anvendte i Edge 50 Neo fra 2024. Dertil kommer 8 GB RAM og 256 GB indbygget lager.
Batteriet på 5.200 mAh lover lang batterilevetid, og mobilen understøtter desuden 68 watt hurtigopladning.
Kameraet består af to linser – 50 Mp Sony LYTIA 700C m. OIS og 13 Mp ultravidvinkel – samt en lyssensor. Frontkameraet er på 32 Mp.
Pris og tilgængelighed
Motorola Edge 60 Fusion er tilgængelig fra i morgen til en vejledende pris på 2.799 kroner.