Test: Bowers & Wilkins 702 S2

Det var ikke uden ærefrygt, at undertegnede besøgte Bowers & Wilkins’ engelske fabrikslokaler i 2015, hvor den dengang helt nye 800 D3-serie på imponerende vis blev produceret af fuldautomatiske robotter. Ud over at være et næsten magisk syn sikrer det også det mest ensartede resultat fra gang til gang, i modsætning til at samle alt i hånden.

Med 800 D3-serien blev næsten alle svaghederne ved tidligere versioner rettet op, og helt nye materialer blev introduceret – med det, der kunne hævdes at være et mesterværk af en højttaler, som resultat. Priserne var da også derefter. Man måtte nemlig af med 66.000 kroner for et par af den mindste gulvmodel, 804 D3, mens den største, 800 D3, var en direkte genvej til fattighuset med en pris på 220.000 kroner parret.

Folk med et mere jordnært budget blev henvist til CM-serien. Her er der også fine kvaliteter, som gjorde, at topmodellen CM10 faldt godt i vores anmelders smag. Men også mere middelmådige ting – bl.a. klarede CM8 S2 sig ikke så godt i vores gruppetest for to år siden.

Nu er det så tid til en helt ny højttalerserie. CM er sendt på pension for at bane vejen for den nye 700-serie. Eller 700 S2, som den hedder, for B&W gav os faktisk en 700-serie i 2004, hvor vi testede 705 med blandede resultater. Den lød fint ved lav volumen, men trak sig nærmest helt ind i sin skal, når man skruede op. Gudskelov har den nye serie ikke hentet inspiration fra den gamle; i stedet har producenten ladet teknologi sive ned fra den meget dyrere 800 D3.

Gulvhøjttaleren 702 S2 er den, vi tester her. Topmodellen i serien. I forhold til 800-serien er prisen på knap 40.000 kroner helt klart til at leve med, især fordi den har nogle af de samme kvalitet.

B&W får dog konkurrence fra flere sider, bl.a. Monitor Audio Gold 300 (test på vej), Dali Rubicon 6 og Audiovector SR3 Super, der har omtrent samme størrelse og allround-ambitioner.

Moderne teknologi

Blandt andet er kevlar droppet som materiale i mellemtonen. Det er som udgangspunkt ellers velegnet, fordi det vævede materiale skaber en modfaseforvrængning til hver opbrydning. Men kevlar har selv ret meget opbrydning, som skaber stående lydbølger langs membranerne. Det betyder, at meget af forstærkerkraften bruges på ingenting – hvilket går ud over dynamikken.

Ligesom i 800 D3-serien bruges i stedet et sølvfarvet vævet materiale beklædt med et tyndt metallisk lag. Det har de samme hovedegenskaber som kevlar, men mindre opbrydning, så stående lydbølger dør med det samme.

Fordi membranen ikke er ophængt i en gummiring, men så at sige direkte monteret i kabinettet, kalder B&W den Continuum. Det gør, at selve membranen – og ikke gummiringen – står for det meste af bevægelserne, hvilket er en stor fordel, når membranen har så god kontrol over forvrængninger.

Bas med flyvingeprofil

Membranerne i bas-enhederne er ligesom i 800 D3-serien af typen Aerofoil. En superstiv membran, der er tykkere på midten end i kanterne, så hvis man laver et tværsnit og ser den i profil, minder den om formen på en flyvinge (deraf navnet). Det skulle give langt mindre forvrængning fra en tyndere – og dermed lettere – profil, end man havde fået, hvis hele membran havde været lige tyk.

Hvor B&W’s 800 S3-serie bruger en sandwichkonstruktion med kulfiber på hver side af en syntetisk specialskum, har 700 S2-serien fået to papirlag på hver side af et lag af polystyren. Billigere uden at være nævneværdigt dårligere, er påstanden.

Kulstofdiskanter

Det mest interessante ved 700 S2-serien er dog diskanterne, som er udviklet helt fra bunden. Men med inspiration fra diamantdiskanterne i 800 D3-serien.

I den dyreste serie er diskant-domerne af industrielt fremstillet diamant. Processen indebærer at udsætte grafit for ekstremt tryk, hvorpå det forvandles til diamant. Ifølge Element Six – det firma, der fremstiller diamanten – er det tryk, materialet udsættes for, omtrent som at placere Eiffeltårnet omvendt oven på en dåse sodavand. Eller – i tekniske termer – 6-8 gigapascal, hvilket svarer til ca. 60.000-80.000 atmosfære.

I 700-serien har man skiftet aluminium-domerne fra de billigere serier ud, men er ikke gået så langt som at bruge diamant, da det er en ekstremt dyr proces. I stedet anvendes en enklere form for kulstof som dome-materiale. Ikke at det er venstrehåndsarbejde, da diskanterne ifølge B&W laves ved at skyde kulstofatomer mod en dome-form, indtil tilstrækkelig mange atomer over tid samles og danner diskantmembranen.

Opbrydningsfrekvensen på de nye kulstof-domes er 47 kHz – væsentlig bedre end aluminium og omtrent det samme som beryllium. Det betyder, at når højttalerne ruller af ved 33 kHz i toppen, så er det nærmest helt uden forvrængning i det gengivne frekvensområde.

Gennemført topmodel

702 S2 er den største gulvhøjttaler i den nye serie. Med undtagelse af den største standermodel, 705 S2, er det den eneste, der har fået den velkendte Nautilus-diskant, som sidder i sit eget lille, dråbeformede hus oven på kabinettet. Ved at frakoble den fuldstændig fra resten af kabinettet reduceres forvrængningen, så musikken potentielt kan folde sig mere ud.

Med en temmelig høj følsomhed udnytter 702 S2 en større del af forstærkereffekten end mange af konkurrenterne, og dermed kan der være penge at spare på forstærkeren. Alligevel er det altid en fordel med rigeligt kraftoverskud for virkelig at få de dynamiske kontraster mellem svage og stærke partier i musikken frem. “Køb det bedste, du har råd til” gælder med andre ord også her.

Førstehåndsindtryk

Da jeg pakkede højttalerne ud, var de virkelig et flot syn i sort pianolak. Vægten er solid, og kvalitetsfølelsen holder hele vejen. Den sølvfarvede Continuum-membran står i flot kontrast til det sorte, mens diskanten på toppen tilfører fine kurver til det ellers kantede kabinet. Hele tre bas-enheder giver autoritet og forventninger om slagkraft!

Bundpladen må siges at være i den store ende med en bredde på 36 cm og en dybde på mere end 45 cm. Hvis du vælger at montere den, så vær forberedt på, at det går ud over det ellers strømlinede udseende. Fordelen er selvfølgelig, at der skal mere til for at vælte højttaleren – en god ting, hvis man har børn, der løber omkring.

Da højttalerne først blev stillet op, lød de meget åbent og opløst, koblet til digitalforstærkeren NAD M32. Især klassisk musik lød imponerende med luftige triangler, pågående violiner og meget livlige trompeter.

Der, hvor der manglede lidt, var i basregisteret, men det krævede bare lidt arbejde med placeringen at få på plads. For langt ude på gulvet lød kontrabasserne lidt tamt, og fundamentet i paukerne kom ikke ordentligt frem. Mere præcist placeret, hvor vi havde målt dem op til at skulle stå, sad det straks meget bedre. Pludselig blev kontrabasserne fysiske, og sidste sats af Beethovens 5. symfoni i højopløst MQA-kvalitet fra Tidal fik en sortere baggrund med mere dybde.

Noget, der også er sejt, er at det var meget lettere at få højttalerne til at spille tæt på bagvæggen. Bassen flyder lidt mere ud end ved optimal placering, og nogle vil måske mene, at den bliver lige lovlig fyldig, men det er så lidt, at jeg ikke er bange for at anbefale dem til folk med begrænset plads.

Musikken kommer frem

702 S2’s største styrke ligger i at formidle musikken, som den er indspillet. Det betyder ikke mindst, at gode udgivelser i høj opløsning stråler endnu mere.

Tag f.eks. Ragnhild Hemsing og Tor Espen Aspaas klassiskudgivelse Northern Timbre fra 2L. I 96 kHz FLAC-version lyder det stort og flot med masser af sprødhed i violinen og tung klangbund i klaveret. Man skulle tro, det nærmest ikke kunne blive bedre.

Men i MQA-versionen lyder den samme musik endnu mere organisk, og små dynamiske variationer i violinstrøgene kommer bedre frem. Når Hemsing spiller kraftigt, bliver det skarpere i 96 kHz-versionen, som “napper lidt øret”, mens det i MQA bare lyder dejlig aggressivt, uden at blive skarpt. Mere som at høre en violin i levende live.

Højttalere, der lyder så godt på klassisk musik, tager automatisk mere simpel akustisk musik i strakt arm, og 702 S2 er ingen undtagelse.

Ed Sheeran og Beyoncés ballade “Perfect Duet” er et velproduceret, roligt nummer med guitar og elektrisk orgel, og Sheerans stemme står lige ud af højttalerne og hænger vægtløst i luften. Lydbilledet er bredt, luftigt og åbent. Og overtonerne. Overtonerne!

Sprødheden i guitarstrengene overgås kun af den flotte udklingning og harmonisering i akkorderne. Så kommer Beyoncé ind halvvejs inde i nummeret og sætter to streger under svaret. Der er en fantastisk klang i lead-vokalerne og koret, og orgelet ligger hele tiden og lurer i baggrunden. Luftigt, klart og stemningsskabende.

Rock og rytmer

Men det er ikke kun en højttaler til klassisk eller visemusik. Sæt noget heftig rock på – f.eks. A Perfect Circles “Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums” – og gør dig klar til en sej oplevelse.

Med tre 6,5-tommere til basregisteret slår højttalerne afgjort hårdt nok til at sætte sig spor. Musikken er fysisk med hårdtslående trommer og lækkert vrængende guitarer. Det lyder forfriskende vægtløst og hårdt på én gang. Det lyder også umiskendeligt som Bowers & Wilkins, bare endnu strammere og mere dynamisk, end vi er vant til. Og mere luftigt.

I det nedre basområde kan stortrommer lyde lidt blødt, især hvis man er vant til benhårde sager fra Klipsch og JBL. Også Audiovector SR3 Super kan opleves som noget hurtigere i den øvre bas. Men 702 S2 er ingen svæklinge og lyder både mere luftigt og mere homogent og velordnet. Tager man alle kvaliteterne med i regnestykket, er de simpelthen et par mere komplette højttalere.

Jeg kan også godt lide, at højttalerne fungerer så godt med en tilsvarende prissat forstærker, hvilket ikke er en selvfølge. Jeg kan sagtens koble et high-end forstærkersæt som Hegel P30 og H30 til – hvilket jeg også har gjort – og få endnu mere kontrol, opløsning og alle de andre flotte ord, man kan fylde på. Men det vigtigste er, at højttalerne kan drives optimalt af en forstærker i deres egen prisklasse. Og det kan de bestemt.

Konklusion

Som topmodel cementerer 702 S2 den nye højttalerserie fra Bowers & Wilkins som noget af det allerbedste i sin klasse. Det er noget af det bedste, vi har hørt til prisen, og de fungerer lige så godt til pop, rock og rap som til klassisk og jazz. Der findes mere hårdtslående sager, men homogeniteten og opløsningen er de nærmest alene om til denne pris.

Højttalerne engagerer uanset musikstil, og du kan også få meget ud af dem med en overkommelig forstærker. At de kan stå tæt på bagvæggen, er heller ikke en ulempe. To tommelfingre op!