TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: 5 action-videokameraer

Sejere video med actionkameraer

Uanset om det er snowboard, mountainbike eller dykning, der er på menuen til påske, så fang ferien på film fra førstepersonsperspektiv med et action-videokamera.

Af / 30/03/2015 - 00:01
5 action-videokameraer

YouTube flyder over af videoer filmet fra førstepersonsperspektiv. Et såkaldt action-videokamera gør det muligt, og det er ikke kun ekstreme skiløbere og frygtløse cykelryttere, der har glæde af det.

Der dukker hele tiden nye, opfindsomme videoer op. Nogen har sat et kamera på næbbet af en pelikan, der lærer at flyve. Dronefilm fra dronens perspektiv er også populære. Andre har valgt en farligere vej ved at filme sig selv, mens de leger med løver i Sydafrika, og dykkere laver videoer, hvor de klapper en tigerhaj!

 

Actionkameraer_oppslag_3 Actionkameraer_oppslag_2 Actionkameraer_oppslag_5 Actionkameraer_oppslag_6 Actionkameraer_oppslag_1
<
>

 

Lille størrelse, lav vægt

Det, der gør action-videokameraerne så fleksible, er først og fremmest den lille størrelse og den lave vægt. Men også at der findes så mange forskellige fæster til hovedet, kroppen og andre ting. Den stadig mere populære selfie-stang, som gør det lettere at tage billeder af sig selv med mobilen, fås også til videokameraer, og desuden findes der sugekopfæster, magnetiske fæster, cykelstyrfæster og universalfæster. Dermed kan du montere kameraet næsten hvor som helst, så det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan filme – og fra hvilket perspektiv.

Annonce

Nogle kameraer er vandtætte i sig selv, til andre kan man få et undervandshus til marinedykning. Sådan et hus er godt at filme med i dårligt vejr eller ved høj hastighed, da det beskytter kameraet mod snavs, men det gør også, at kraftig vind ikke ødelægge lyden.

Action-videokameraer har ekstrem vidvinkel, så du er sikker på at få det udsnit, du sigter efter (du har selvfølgelig ikke tid til at tjekke i søgeren hele tiden!).

Kameraerne kan tåle det meste på grund af den lille størrelse og den lave vægt. De er nemme at bruge (tryk på en knap, og du er i gang), og de fleste koster ikke så meget. Nogle kameraer har indbygget GPS, så man kan se den rute, man har filmet, på et kort bagefter.

 

Hvad kan de ikke?

Actionkameraerne er ikke tænkt som en fuldgyldig erstatning for almindelige videokameraer. For det første er vidvinkelobjektivet uegnet til portrætfilm og nærbilleder, fordi billedet bliver forvrænget. Og for det andet er objektivet som regel ikke særlig stort, hvilket giver meget billedstøj indendørs og i dæmpet lys. Hvis man filmer om aftenen, er det en fordel med en kraftig lampe ved siden af.

Flere af kameraerne har ikke nogen søger, men til nogle af dem er der én tilgængelig som app til smartphone eller tablet. Den er dog ikke egnet til at gå rundt med kameraet, men beregnet på at hjælpe med at vinkle det rigtigt.

De færreste action-videokameraer har desuden særlig god lydkvalitet, da mikrofonen er begrænset. Nogle kameraer har derfor indgang til ekstern mikrofon. Alternativt kan vi anbefale en bærbar PCM-optager (diktafon) ved siden af.

 

Rullende lukker

Alle action-videokameraer har såkaldt rullende lukker, hvilket betyder, at billedet tages gradvis ovenfra og ned. Det medfører noget billedforvrængning (slingren) ved hurtig bevægelse, hvilket er uundgåeligt under ekstrem brug. Alle actionkameraer har dette, men hurtigere billedfrekvens (billeder i sekundet) vil reducere effekten.

 

Udstyr

Til nogle kameraer følger der flere fæster og andet udstyr med i æsken end til andre. Men de har alle sammen ekstraudstyr, som man kan købe separat. Vi opfordrer dig til at tjekke de respektive hjemmesider for at se, hvad der tilbydes af forskellige fæster og løsninger.

 

Batteritid

Batterilevetiden varierer fra ca. halvanden til to timer ved normal temperatur. I vinterkulden reduceres kapaciteten hurtigt til omkring det halve. Derfor kan det betale sig at købe flere batterier og have dem fuldt opladet, når man skal på tur i sneen.

Det skal også nævnes, at ingen af de kameraer, vi tester her, har ekstern batterioplader, kun et USB-ladekabel til tilslutning til pc (eller ekstern USB-oplader). GoPro og Sony er de eneste med udskifteligt batteri og mulighed for at købe en ekstern batterioplader, så reservebatterierne kan lades op, mens kameraet er i brug.

 

Ny topmodel fra GoPro

Sidste års bedste og mest avancerede action-videokamera, GoPro Hero3+ Black Edition, har fået en efterfølger i form af Hero4 Black Edition. Det er blevet omkring tusind kroner dyrere og koster nu ca. 4.000 kroner. Det er meget for sådan et kamera, og vi er spændt på at se, hvordan det performer. Bl.a. kan det filme i 4K Ultra HD-opløsning med op til 30 fps (billeder i sekundet) mod forgængerens 12 fps, som ikke rigtig kunne bruges til noget.

Andre nye actionkameraer, der er kommet på markedet indtil videre, er ikke så dyre, og ingen af dem kan optage i 4K. Det, vi gerne vil finde ud af, er om Hero4 Black er så meget bedre, at det er de 4.000 kroner værd.

 

De andre kameraer

Contour har ikke udsendt nogen ny topmodel siden +2, som vi testede i #2 2013, men har derimod lanceret en ny basismodel i form af Roam3. Det skulle kvalitativt være magen til +2, bare uden Bluetooth, GPS og undervandshus. Til gengæld er kameraet vandtæt ned til 10 meter.

HDR-AZ1 er Sonys mindste action-videokamera. Vi havde håbet på at teste FDR-X1000VR, som med 4K-optagelse ved 30 fps er en direkte konkurrent til GoPro Hero4, men det var ikke leveringsklar til testperioden (primo februar). Det skal dog blive interessant at se, hvad den lille ny har af ydelse under motorhjelmen.

Drift Stealth 2 er en direkte konkurrent til Contour Roam3. Det er vejrbestandigt, men undervandshus kan købes separat, hvis man vil tage det med på 40 meters dybde.

Polaroid Cube er et sjovt lille kamera og det mest simple i brug af dem alle. Tryk én gang for foto og to gange for video. Kameraet kan også fæstnes til magnetiske overflader.

Video af test

 

Sådan testede vi

Alle kameraer blev monteret på stativ og blev brugt til at filme både indendørs og udendørs. De har også været fæstnet til en håndholdt boomstang for at se, hvordan de tackler bevægelse. Endelig er kameraerne blevet sat fast på kølerhjelmen af en bil, der har kørt en rute på både asfalt og sne i almindeligt dagslys.Vi har ikke testet stillbilledkvaliteten.

GoPro Hero4 Black Edition

Tørrer gulv med resten

Blandt action-videokameraerne har GoPro trukket fra feltet med Hero4 Black Edition. Det er dyrt, men også forbandet godt!

Markedets klart bedste actionkamera har bedre videokvalitet end nogen, vi har testet før, og man kan vælge imellem et hav af opløsninger og indstillinger. 4K med 30 fps og 1080p med 120 fps trækker op!
Kameraet er dyrt, og batterilevetiden er ikke alverden. Selv om lydkvaliteten er bedre end på forgængeren, er der konkurrenter, som gør den del bedre.
Læs hele testen

Contour Roam3

Vandtæt uden hus

Contour hævder at have lavet deres bedste kamera til dato. Og det er ikke småting, man får for pengene.

God videokvalitet. Kan anvendes på 10 meters dybde uden undervandshus. Gode indstillingsmuligheder via computer. Objektivet kan drejes 270 grader og har lasersigte.
Alle indstillinger skal gøres med kameraet sluttet til en computer. Det kan ikke styres med smartphone og mangler søger. Elendig lyd.
Læs hele testen

Drift Stealth 2

Godt til det meste

Drifts mindste actionkamera er kompakt og vandtæt. Det er også det kamera, der giver de lyseste indendørsbilleder.

Drift Stealth 2 giver lysere video indendørs end konkurrenterne. Lyden er udmærket med klar tale. Batteritiden er rigtig god, og vi kan godt lide, at objektivet kan drejes.
Dækslet til hukommelseskort og USB-port er lidt svært at skrue af. Lyden kan blive noget tynd, og man kan ikke lave slowmotion-optagelser i HD. Lidt gulstik i billedet.
Læs hele testen

Polaroid Cube

Sjov terning

Polaroid Cube er et morsomt, terningeformet kamera, som er let at tage med på tur. Videokvaliteten er ikke alverden, men det fungerer.

Kameraet er meget lille og let, og det er nemt i brug. Fæstnes let til metaloverflader, og der kan købes fæster til forskellige situationer.
Lyden er indelukket, og videokvaliteten er heller ikke noget at prale af. Batteriet er ikke udskifteligt, og kameraet kan ikke bruges, mens det er forbundet til opladeren.
Læs hele testen

Sony HDR-AZ1

Kompakt og brugervenligt

Sonys hidtil mindste action-videokamera er veludrustet på funktionsfronten. Et spændende valg!

Kameraet er kompakt og let at bruge. Især hvis det styres fra mobiltelefonen. Billedkvaliteten er god, og lydkvaliteten er fremragende – når det ikke blæser.
Billederne mangler lidt skarphed. Kameraet kan ikke anvendes, når det er koblet til opladeren. Hvis det blæser, må man bruge undervandshus, ellers overstyrer lyden.
Læs hele testen
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brandgodt budgetkamera

Neumann M 49 V: Fik sangstjerne til at genindspille

Yderst vellydende

Billig selfie-drone

Fire trådløse mikrofoner, der giver dig professionelle videoer

Superfedt hybridkamera

Lynhurtig perfektion

Canons bedste kamera nogensinde

Sådan skal det gøres

Mellemformat med mere fart

Sådan vælger du det rigtige objektiv til kameraet

Kompakt og kompetent