Når det gælder biler, er en elbil det tætteste, man kommer på en gadget på fire hjul. Hvilket også er grunden til, at vi er begyndt at skrive om emnet. Der er en masse højteknologi om bord, og Honda e er et skoleeksempel i den henseende.
Jeg kastede min kærlighed på bilen, så snart jeg så det lille, stramme ydre med runde lygter, der næsten smilede til mig. Bagpå går blinklys og bremselys i ét, og foran sidder blinklysene i en cirkel omkring kørelysene. Lækkert.
Dørhåndtagene foran springer op, når bilen låses op, omtrent som på en Tesla, mens bagdørene har håndtagene diskret placeret højt oppe langs C-søjlerne. Excentrisk, ligesom bilen selv.
Kameraer som sidespejle
Det bliver endnu bedre indvendig. På hver side af instrumentbrættet er der en skråtstillet skærm, som viser, hvad sidespejlene ville vise – hvis de fandtes. De er nemlig erstattet af videokameraer.
Med lidt begrænset sortniveau og opløsning er billedkvaliteten ikke helt i top, men det duer fint til at se, hvad der sker i trafikken. Også med sol ind gennem sideruden.
Og det er ikke kun lir, for det har den sidegevinst, at man har nøjagtig samme overblik over biler bagved, uanset om man skubber sædet fremad eller tilbage. Hvis to personer af forskellig højde bruger bilen, behøver man ikke at justere spejlene til føreren hver gang. Det betyder også, at forsædepassageren har samme overblik over trafikken som føreren og dermed kan være en bedre co-driver.
“Magisk” bakspejl
Også bakspejlet kan vippes op og forvandles til en skærm, hvis man i stedet vil have overblik på denne måde. Hvis man har dårlig tid en vintermorgen og har glemt at varme kabinen op, behøver man ikke at skrabe bagruden fri for at kunne se noget; det er bare at sætte spejlet i skærm-mode. Eller hvis man har læsset store ting ind på bagsædet, der blokerer udsynet bagtil.
Så skulle man måske tro, at man mistede noget dybdesyn bagud, men det synes jeg ikke er noget problem.
Værre er det, at når jeg som langsynet skal skifte mellem at kigge fremad og glo ind i en skærm skråt over hovedet, så ændres fokus så meget, at det kan blive lidt trættende. Derfor foretrækker jeg spejlvarianten, hvor udsynet bagud kræver omtrent samme fokuslængde som fremad.
Digitalt instrumentbræt
Hele instrumentbrættet er ét langt digitalt skærmpanel, opdelt i flere sektioner. Foran rattet er der de sædvanlige informationer med fart, batteri-indikator, køreassistenter og andre ting, man har brug for som chauffør.
I midten vælger man funktioner som radio, telefon, navigation osv. med et skærmbillede, der passer til den funktion, man bruger. Yderst til højre er der indstilling af Wi-Fi, Bluetooth, DAB-radio, generelle indstillinger og mere endnu. Det kan forsædepassageren rode med, mens føreren koncentrerer sig om at køre.
Hvis man alligevel skal gøre det selv, f.eks. hvis man er alene i bilen, behøver man ikke at læne sig langt til højre: Bare tryk på en virtuel knap på skærmen til højre for rattet, og den midterste og den højre skærm bytter plads. Så kan man lave de indstillinger, man har brug for, og skifte tilbage.
CarPlay og Android Auto
Ud over indbygget navigation understøtter Honda e både Apple CarPlay og Android Auto. CarPlay kan man bruge helt trådløst ved at koble mobilen til via Bluetooth, mens Android Auto kræver, at telefonen er tilsluttet med USB-kabel.
Jeg har prøvet begge dele, og de fungerer gnidningsløst. Men jeg må sige, at jeg foretrækker den trådløse CarPlay-funktion, ikke mindst fordi jeg var nødt til at sætte USB-kablet i et par gange, før det digitale håndtryk mellem bil og telefon fungerede.
HDMI-indgang
Det digitale instrumentbræt kan selvfølgelig også bruges til underholdning. Der er ikke nogen indbygget Netflix-app, men i Advance-udgaven er der et HDMI-stik under klima-anlægget. Her sidder der også et 230 volt stik, så man f.eks. kan tilslutte en spilkonsol (!) og få billedet op på skærmen og lyden ud gennem højttalerne. Perfekt til at fordrive tiden, mens bilen lades op!
Andre funktioner at bide mærke i er parkeringsassistent med 360 graders kamera samt bakkamera, blind spot-information, vejbaneassistent, adaptiv fartpilot og skiltegenkendelse. Er det de godt 20.000 kroner ekstra værd, som Advance-pakken koster? Det kan du bande på!
Anlægget
Lydanlægget i Honda e kommer ikke fra en kendt tredjepartsproducent som Bose, Harman Kardon eller Beats. Der står simpelthen bare Honda på det, uanset om man vælger standard- eller Advance-udgaven af bilen.
Forskellen er, at Advance-anlægget er kraftigere og med flere højttalere. Her får man otte højttaler-enheder i en surround-konfiguration, inklusive en centerhøjttaler øverst på instrumentbrættet og en 75 watt subwoofer under bagsædet. 376 watt samlet forstærkereffekt er da også rigeligt til at fylde den lille kabine med lyd.
Lydkvaliteten er god med fart over rytmerne og fin klarhed i mellemtoneregisteret. Sangstemmer kommer godt frem, og centerhøjttaleren i midten bidrager til at tegne et større lydbillede op, end man får med kun lyd i hver side. Det løfter også lyden i højden, så det mere føles, som om vokalisten svæver i luften foran forruden. Og så er kabinen temmelig godt dæmpet: Ingen generende vejstøj selv ved 80 km/t.
Mangler lidt i forhold til de bedste
Lyden er finmasket nok opad i overtoneregisteret, uden at Honda kan prale af samme detaljeniveau som de dyrere anlæg fra Bang & Olufsen i Audi e-tron og Mark Levinson i Lexus UX 300e. Men Harman Kardon-anlægget i Mini Cooper SE er også bedre. Det har mere punch med sine to subwoofere og kan spille meget højere, før det bliver stakåndet.
Desuden skurrer det i dørene på Honda’en, når man spiller høj musik med meget bas, i modsætning til Mini’en, der lyder renere ved høj volumen.
Forstærkeren klipper
Én ting til: Da jeg skruede meget højt op for musikken, gik forstærkeren pludselig i beskyttelses-mode. Efter en halv times kørsel i total stilhed parkerede jeg bilen og slukkede den i den tro, at anlægget ville tænde igen ved opstart. Det gjorde det ikke, før jeg havde kørt yderligere nogle minutter. Under denne down-time var bilen helt uden musik, og der var heller ingen stemmeassistent at høre.
I løbet af testperioden på knap en uge skete dette kun én gang, men efter lidt research på nettet kan jeg se, at det er noget, flere Honda-ejere har oplevet, primært med nyere Civic-modeller. Så det kan være en Honda-ting. Det skal også siges, at jeg spillede ret højt, da det skete, men ikke så højt, at der var særlig meget hørbar forvrængning.
En drøm i trafikken
Honda e er en drøm at køre i trafikken. For det første er det meget nemmere at manøvrere en lille bil i tæt trafik end en stor, og desuden har Honda’en en svingradius på kun 4,3 meter. Det betyder, at den vender på en femøre! Også i forhold til Mini Cooper SE med dens radius på 5,4 meter. Når bilen ovenikøbet er så veludstyret med hjælpemidler, går alting legende let.
Man bliver informeret om objekter i de blinde vinkler, og bilen vil ikke lade dig køre ud, hvis kysten ikke er klar. Tænd blinklyset, og en markør, der illustrerer egen billængde, dukker op i “sidespejlet”. Det gør det let at se, om der faktisk er plads til at skifte vejbane eller ej.
Hvis man sidder i tæt trafik og er usikker på, om der er tilstrækkelig afstand til bilen foran til at skifte, og af en eller anden grund ikke stoler på nok lyd og lys i instrumentpanelet, kan man med et virtuelt knaptryk få fuldt overblik via 360 graders kameraet. Det er vanedannende, og det er svært at vende tilbage til en mindre veludstyret bil bagefter.
Kameraer som sidespejle vænner man sig til på to minutter, og for mit eget vedkommende må jeg sige, at der kun er fordele ved dem i forhold til udvendige spejle. Både med hensyn til skidt og is, og fordi udsynet er det samme, uanset hvordan man sidder i kabinen. Desuden ser man faktisk bedre i en mørk tunnel med skarpt kørelys fra biler bagved. Lyset generer ikke resten af udsynet.
Lille, men virker stor
Med mine 186 cm på strømpefødder er der flere biler, hvor kabinen føles lille og trang. Men Honda e har rigelig benplads og føles ikke mindre end hverken Nissan Leaf eller den Skoda Octavia, jeg kører til daglig. Der er god plads til to høje voksne foran.
Det er selvfølgelig noget helt andet med bagsædet. Det er ikke beregnet til voksne, og man kan heller ikke sætte et bagudvendt barnesæde ind uden at gå for meget på kompromis med pladsen foran. Dermed kan det være en bil nummer to eller til barnløse. Som heller ikke har planer om at have noget særligt i bagagerummet.
Med godt 200 km på batteriet på en almindeligt varm dag og uden for mange stigninger i høj fart er det heller ikke en bil til folk, der skal køre langt. Og med kun 50 kW opladning har man ikke lyst til for mange stop undervejs.
Momentforsinkelse
Da Honda e er en elbil, har den selvfølgelig god acceleration fra stillestående til 50-60 km/t. Men det er ikke så øjeblikkeligt som på andre biler, jeg har prøvet, på grund af en ret markant momentforsinkelse. Træd på speederen, og bilen ruller langsomt af sted i ca. et sekund, før den pludselig kommer op i fart.
Husk det, når du sidder i en rundkørsel i tæt trafik og tænker, at den lille åbning til venstre ser stor nok ud.
Til sammenligning virker Mini Cooper SE noget mere adræt, fordi den reagerer mere øjeblikkeligt, når man træder på pedalen. Dens 184 hk er ikke meget mere end Hondas 152 hk, men responsen er meget mere umiddelbar.
Konklusion
Det her er ikke historien om bilen med den længste rækkevidde eller den bedste plads. Set med Lyd & Billede-øjne er det heller ikke bilen med det mest vellydende anlæg. I kategorien “Lyd i bilen” lægger Honda e sig ret præcist midt i feltet. Men den lille øse kan så meget andet. Den er en teknologifest på fire hjul, som tager os et skridt længere ind i fremtiden med hensyn til, hvad en bil kan være.
Det mest åbenlyse er, at sidespejlene er erstattet af kameraer, som faktisk giver bedre overblik i trafikken. Man kan også forvandle bakspejlet til en skærm med kamera, men det synes jeg mere er en nødløsning, hvis spejlet er blokeret. Men sejt er det!
Desuden er bilen propfuld af køreassistenter og touch-skærme, som det tager meget kortere tid at sætte sig ind i, end man skulle tro, og som giver optimalt overblik under kørslen.
Totaloplevelsen af Honda e er meget fornøjelig, og med det ekstraudstyr, der følger med Advance-udgaven, er der ingen tvivl om, at man bør vælge den frem for standard. Hvis man kan leve uden den “gokart-følelse”, man får fra Mini Cooper SE, er det ikke utænkeligt, at Honda e er den bedste minibil på markedet lige nu.
