Da Apple præsenterede sin egen M1-processor i 2020 var den en mindre revolution med fremragende ydelse og lavt strømforbrug. Året efter fulgte de op med M1 Pro og Max, som havde samme opbygning, men med mere af det hele. Til sidst kom M1 Ultra 2022 og tog antallet af kerner til nye højder. Straks efter fulgte M2, som blev efterfulgt af M2 Pro og Max i januar 2023, og i sommer kom M2 Ultra. At Apple skulle præsentere os for en M3 nu var med andre ord ikke helt uventet, men det ser ud til, at de har valgt at accelerere tempoet, når det gælder de professionelle versioner, eftersom de udgav Pro- og Max-versionerne samtidig! Det indebar også, at vi lidt uventet fik nye Macbook Pro-modeller mindre end et år efter lanceringen af den foregående generation.
Alt dette blev præsenteret på Apples usædvanlige Scary Fast-event i slutningen af oktober. Usædvanligt, fordi det blev afholdt om aftenen i stedet for om morgenen i Californien, hvilket betød, at det var midt om natten i Europa. Så for en gangs skyld var der kun få her, som så det live. Og eventen var faktisk skræmmende hurtig, eftersom det hele var overstået på en halv time i stedet for den normale halvanden time. I 20 minutter blev der talt om den nye M3-chip, og til sidst blev de nye MacBook Pro- og iMac-modeller hastigt præsenteret. Årsagen er, at der faktisk ikke rigtig er noget nyt ved dem, bortset fra den nye processor. Denne test vil derfor lægge mere vægt på ydelsen end normalt.
Design og byggekvalitet
De seneste års modeller ligner hinanden til forveksling, fordi Apple har fundet et design, der fungerer både æstetisk og praktisk. Den føles robust som en panservogn, og selv vores fire år gamle model ser ud som ny. Bortset fra en lille ridse, som skyldes, at den røg direkte i asfalten fra hoftehøjde. Hvilket helt sikkert ville have ført til et værkstedsbesøg for de fleste andre bærbare, vi har testet. Som sagt – panservogn.
Tastaturet er et af de mere behagelige at skrive på med god vandring og præcision. Touchpad’en har en god størrelse og er en af de få, der er så god, at vi ikke synes, det er nødvendigt at have en mus med på rejsen. Selv de indbyggede højttalere er faktisk så gode, at vi i en snæver vending kan afspille musik med dem på hotelværelset.
Men vent; der er faktisk noget nyt ved dette års MacBook. Ud over den normale sølvfarve kan den nu fås i Space Black, eller rumsort, som det mindre cool ville hedde på dansk! Nej, ikke Space Grey, som vi har set på tidligere modeller, den er virkelig sort! Ifølge Apple har aluminiummet en anodiseret belægning, som modvirker fingeraftryk. Og modvirker er ordet. Der er ingen synlige fingeraftryk, men man kan stadig se, hvis nogen har pillet ved den med fedtede fingre.
Tilslutninger og opkobling
Med understøttelse af Wi-Fi 6E understøttes 6 GHz-båndet til trådløst netværk, hvilket giver højere ydelse, så man undgår overbelastning af 5 GHz- og 2,4 GHz-båndene. Ligesom med de to tidligere modeller får vi tre USB-C-stik, der understøtter Thunderbolt 4, så man kan tilslutte alt fra lagerplads til skærme. Alternativt kan man bruge HDMI-porten, som understøtter 4K ved 240 Hz eller 8K ved 60 Hz. Den understøtter også VRR (variable refresh rate), hvilket er rigtig godt til gaming på en ekstern skærm.
Skærmen
En anke mod Apples bærbare med basisversionen af M1/M2-chippen er, at man kun kan have én ekstern skærm. Det samme gælder for M3, men med M3 Pro kan man have flere og med M3 Max endnu flere. Man kan have op til fire skærme (tre med 6K-opløsning og én med 4K ved 144 Hz), eller tre skærme, hvis man vil have en skærm ved 8K eller 4K ved 240 Hz.
Den indbyggede skærm er meget lig den tidligere model. Det eneste vi har kunnet finde frem til er, at man nu får 20 procent højere lysstyrke i SDR-tilstand. Når det er sagt, er MacBook Pro-skærmen stadig en af de bedre laptop-skærme, og det er næsten svært at tro, at det ikke er en OLED-skærm. Med 2.554 local dimming-zoner får man ekstremt præcis kontrol over lyset, og med P3-farverummet kan man stole på resultaterne, når man redigerer fotos. Skærmen kan håndtere op til 1.000 nit kontinuerligt og kan præstere 1.600 nit med HDR-materiale. Hvis man træder et skridt tilbage og sammenligner den med den sidste Intel MacBook Pro-model, er forskellen til at tage og føle på.
Systemchips
Det, Apple gør med sine M-chips, er dybest set at fordoble det enkleste chipset for at skabe sine Pro-, Max- og Ultra-modeller. Og med hver generation af M-chips tilføjer de flere og flere kerner i både processor og grafikprocessor. Den kraftigste M3 Max-processor har nu hele 12 performance-kerner, men kun fire energibesparende kerner.
M1 Max | M2 Max | M3 Max | |
Processor | 10-kernet | 12-kernet | 16-kernet |
Grafik | 32-kernet | 38-kernet | 40-kernet |
Hukommelse | 64 GB | 96 GB | 128 GB |
Udviklingen af Apples kredsløb går virkelig hurtigt. (Tabel: L&B Home)
Derudover er Apple først med at bruge 3-nanometer-teknologi i sine processorer, hvilket gør det muligt at presse flere transistorer ind på det samme areal, og med lavere strømforbrug og varmeudvikling. Rygtet vil vide, at Apple stort set har opkøbt hele produktionskapaciteten for denne nye teknologi for at kunne lancere M3-serien. Vores gæt er, at det ikke var helt billigt.
Ydelse
Det har i følge Geekbench 6 resulteret i en forbedring i ydelse på 20 procent i single-core performance. Rigtig godt, men ikke opsigtsvækkende. Det er derimod resultatet for multicore-beregninger, der er øget med 50 (!) procent. Det er faktisk lige så hurtigt som den M2 Ultra, der sidder i den ekstremt dyre professionelle computer Mac Studio. Vi er meget spændte på at se, hvilke resultater M3 Ultra kommer til at levere i fremtiden.
Når det gælder grafik, kørte vi GFX Bench Aztec på de mest krævende indstillinger og opnåede forbløffende 440 billeder i sekundet. Det er ganske vist “kun” 20 procent hurtigere end M2 Max, men 60 procent hurtigere end M1. Vi opnåede lignende tal med andre grafikbenchmark-tests. Det skal dog bemærkes, at M2 Ultra er 30 procent hurtigere, men med næsten dobbelt så mange grafikkerner. Vi tør næsten ikke tænke på resultaterne med M3 Ultra.
I den nye Cinebench R24-test kan man sammenligne, hvor hurtigt det lader sig gøre at rendere en krævende 3D-scene med processoren eller grafikkredsløbene. Med processoren var M3 Max 60 procent hurtigere end M2 Max. Det er imponerende. Indtil du prøver med grafikken, hvor den er 116 procent hurtigere … Grafikkredsløbet i M3 Max er ganske enkelt et bæst!
Uvist af hvilken grund brugte Apple en stor del af sin præsentation på at sammenligne ydelsen med den sidste Macbook Pro-model med Intel-processor. Eftersom vi tilfældigvis har en ved hånden, kunne vi ikke lade være med at tjekke tallene. Apple sammenligner meget med renderingsydelse og andre data, der læner sig meget op ad grafikprocessoren og Neural Engine. Det er derfor ikke overraskende, at de får 3-5 gange højere ydelse. I vores målinger var M3 Max dog dobbelt så hurtig i single-core computerydelse og faktisk tre gange så hurtig med flere kerner. Også grafikydelsen siges at være 3-4 gange højere. Hvad angår rendering i Cinebench, er den seks gange hurtigere! Så Apple overdrev faktisk ikke. Hvis man har en gammel Intel Macbook, er det helt klart tid til en opgradering.
Som tidligere er batteritiden forbløffende nok dobbelt så lang som for Intel-modellen, trods den langt bedre performance. Apple vurderer den til 22 timers streaming eller 15 timers websurfing. Trods tunge tests med meget krævende applikationer lykkedes det os ikke at aflade batteriet væsentligt. Og skulle det ske, kan den medfølgende oplader på 140 watt oplade batteriet til 50 procent på 30 minutter.
Konklusion
Dette års Macbook Pro ligner sin forgænger påfaldende meget, hvilket betyder, at den er rasende god. Og så fås den nu i en mega-lækker matsort farve, hvis man vil vise, at man er oppe på beatet. Ydelsen har dog taget et stort spring op med ny teknologi og endnu flere processorkerner. Den testede topudrustede model er faktisk så hurtig, at vi undrer os over, hvad man skal bruge så meget ydelse til i en bærbar. Det har også sin pris, da den er dobbelt så dyr som basismodellen, som i forvejen koster en del. Men har man ekstremt krævende arbejdsopgaver, og er der ingen smalle steder i budgettet, er der ingen tvivl om, at dette er det fedeste, man kan få for penge lige nu.
1 kommentar til “Apple MacBook Pro 16” M3 Max (2023)”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Alt i alt rasende imponerende….men…..AAAAARGH 65 af de HELT lange……Jeg tror, at selv tysk mangler ord…….WOW……
Om den er det værd? sandsynligvis….på den anden side…..en smule raffineret hardware…og 10 x mellemklasse maskiner……MON ikke man skulle kunne producere en performance, der kunne noget :-D.
Men….far er imponeret