Den seneste udgave af Apples iMac bliver sandsynligvis den sidste med det kendte unibody-design i aluminium, som har fandtes siden 2009. Til næste år kommer der efter alt at dømme en ny iMac-generation med nyt design og med Apples egne processorer indeni.
Det betyder, at der ikke er nogen grund til at vente. For Apple har faktisk lavet så mange opgraderinger på 2020-modellen, at vi ikke ser nogen grund til overhovedet at overveje en iMac Pro. Som ellers har været den heftigste maskine til brugere med ekstreme krav til ydelsen.
2020-modellen kan nemlig konfigureres med 10. generations deca-core (ti kerner) Intel i9-processor og meget sejere grafisk ydelse med 16 gigabyte Radeon Vega Pro 5700 XT, og alle udgaver har SSD-lager (Solid State Drive) som standard. Faktisk er det kun formfaktoren, der er magen til sidste års model. Alt det væsentlige er forbedret på 2020-modellen.
iMac har også fået Apples T2-processor, som giver bedre sikkerhed og krypterer data på SSD’en, gemmer adgangskoder og betalingsdata, og passer på, at software ikke korrumperer computeren eller ydelsen.
Mange versioner at vælge imellem
27-tommeren har Apples fremragende 5K-skærm med P3-farverum og True Tone, der tilpasser sig lyset i rummet. Den kan også fås med et andet frontglas med en nanotekstur, der er ætset ind i glasset og ikke lagt på, hvilket giver en mere mat overflade for dem, der vil have minimal refleksion.
Basismodellen er fysisk magen til vores testeksemplar, men har en 3,1 GHz hexa-core processor, 256 gigabyte SSD og 4 gigabyte Radeon Pro-grafikprocessor. Og koster ca. 5.000 kroner mindre.
Der findes også en 3,3 GHz version med 512 gigabyte SSD-lager, og man kan konfigurere den valgte maskine med en endnu kraftigere processor, bedre grafisk ydelse og mere lagerplads.
De tre udgaver, inklusive vores testeksemplar, har én væsentlig ulempe: De kommer kun med 8 gigabyte RAM, hvilket er alt for lidt til en hvilken som helst computer i dag – for slet ikke at tale om en iMac til mellem 15.000 og 25.000 kroner.
16 gigabyte hukommelse er et minimum, og hvis man skal bruge iMac’en til tungere opgaver som Final Cut Pro X, Cinema 4D og Photoshop, er 32 gigabyte minimum.
Man kan selvfølgelig tilføje mere hukommelse, når man køber sin iMac, men man bør afgjort ikke købe det fra Apple. Selv om de siger, at de tester maskinen i 72 timer og garanterer for ydelse og kvalitet, er over 5.000 kroner for 32 gigabyte simpelthen for groft.
Køb i stedet to 16 gigabyte 2666 MHz DDR4 RAM-chips andetsteds, og spar omkring 3.000 kroner, som du kan bruge på en hurtigere processor eller bedre grafikydelse.
Hukommelseshastighed
10. generations Intel-processoren i 2020-modellerne af iMac understøtter op til 2933 MHz hukommelse, men af uransagelige årsager har Apple valgt et bundkort, der kun understøtter op til 2666 MHz. Apple nægtede at kommentere på grunden til at vælge lavere hukommelseshastighed, da vi spurgte dem for et par uger siden.
Bemærk, at hukommelsen er det eneste, man selv kan opgradere efter køb. Alt andet skal konfigureres, når man handler. Bagefter er det for sent.
Sådan gør man
Det er let at opgradere hukommelsen. Tag strømstikket bagpå ud, sæt spidsen af en pen ind i åbningen ved stikket, og fjern det dæksel, der dukker frem. Indsæt RAM-chippene parvis med samme værdi (som vist på indersiden af dækslet), enten i slot 1 og 3 eller 2 og 4, hvis man har to styk, for bedst mulig parring af hukommelseschippene. Sæt dækslet på igen, prop stikket i, og tænd for maskinen.
Testmaskinen
Vores iMac var den samme 27-tommer med octa-core 3,8 GHz i7-processor, som man kan finde i butikkerne og på Apple Store. Den er udstyret med sølle 8 gigabyte hukommelse, 512 gigabyte SSD-lager, Radeon Pro 5500 XT grafikprocessor med 8 gigabyte RAM samt Apples trådløse mus og tastatur.
Med det som udgangspunkt kan man konfigurere den med en deca-core i9-processor på 3,6 GHz, som trods lavere clock-frekvens giver endnu mere processorkraft. Glasset kan udskiftes med mat nanoglas mod et klækkeligt pristillæg, og den kan – men det bør man bestemt ikke vælge – leveres med op til 128 gigabyte hukommelse, hvilket fordobler (!) prisen på maskinen.
Den kan også fås med op til 8 terabyte SSD-lager og den førnævnte Radeon Pro 5700 XT grafikprocessor, men her må man overveje, hvad man egentlig har brug for. De fleste kan klare sig med en standard grafikprocessor eller Radeon Pro 5700 med 8 gigabyte RAM.
Desuden kan maskinen udstyres med 10 gigabit Ethernet, som giver hurtigere kablet overførsel mellem maskiner i f.eks. en virksomhed, men for de fleste, der nok vil bruge iMac koblet op med Wi-Fi, er der ingen grund til at betale ekstra for det.
5K-skærm
Den 27 tommer store LED-belyste IPS-skærm kender vi i forvejen. Den behøver nærmest ikke kalibrering og understøtter P3-farverum med større farvespektrum end RGB, og den har Apples True Tone-teknologi, som tilpasser lysstyrken og hvidbalancen til omgivelserne.
Eksterne skærme
Som med alle nyere Mac’er kan man tilslutte en iPad trådløst og bruge den som ekstern skærm med Apples Side Bar. Man kan også koble en ekstern 5K- eller 6K-skærm til – to styk, hvis man har valgt et af Radeon Pro 5700- grafikalternativerne – eller to 4K-skærme i enten UHD- eller DCI-opløsning.
Rart at vide, hvis man laver meget videoredigering.
Tilslutninger
På bagsiden finder man fire USB-A-porte og to USB-C-porte, der understøtter Thunderbolt 3 og op til 40 Gbit/s overførselshastighed. Det er de sidste to, der bruges ved tilslutning af en ekstern skærm med enten HDMI, DVI eller VGA.
De to højttalere indeni giver stereolyd fra spalterne på undersiden, og maskinen har tre mikrofoner og et HD-kamera integreret på fronten. Hovedtelefoner eller eksterne højttalere kan sluttes til 3,5 mm udgangen på bagsiden, og ved siden af den sidder en kortlæser til SD-kort.
Hurtigere end nogensinde
Siden vi ikke testede forrige generation af iMac, støtter vi os til tidligere tests samt testen af iMac Pro fra 2018. Som i øvrigt var udstyret med en 3,2 GHz octa-core Intel Xeon W med turbo boost op til 4,2 GHz, 32 gigabyte 2666 MHz DDR4-hukommelse, 1 terabyte SSD og en Radeon Pro Vega 56 grafikprocessor med 8 gigabyte RAM.
Dengang kostede den næsten det dobbelte af, hvad vores testmaskine koster, og den satte ydelsesrekord i vores benchmark-tests. Nu, godt to år senere, viser en sammenligning af testresultaterne i Geekbench 4, at billedet ikke er så entydigt, som man skulle tro.
iMac 27″ 2020: 6.242 (single-core) / 32.467 (multi-core)
iMac Pro 2018: 4.917 (single-core) / 30.571 (multi-core)
Den nye iMac-generation med 3,8 GHz i7-processor scorer mærkbart højere på både single-core- og multi-core-opgaver, og ikke uventet slår den også Apples velspecificerede 16 tommers MacBook Pro i Geekbench 5:
iMac 27″ 2020: 1.261 (single-core) / 7.479 (multi-core)
MacBook Pro 16″ 2019: 1.133 (single-core) / 7.240 (multi-core)
Tallene viser, at iMac 2020 er et veritabelt kraftværk, hvad processorkraft angår – og det til den halve pris af iMac Pro – men også at den nyeste 16 tommers MacBook Pro med octa-core i9-processor, 8 gigabyte Radeon Pro 5500M grafikprocessor og 32 gigabyte RAM ikke ligger langt bagefter iMac’en.
Tester vi ydelsen i Cinebench R20, så scorer 16-tommeren 3.582 point, mens iMac’en tager fra med en score på 4.926, hvilket også er bedre end iMac Pros 3.770.
Grafiktesten i Basemark GPU gav en score på 4.132 og en gennemsnitlig skærmhastighed på 41 fps mod 67 fps til iMac Pro, hvilket viser, at Pro-modellens kraftigere grafikprocessor giver den en fordel på grafikydelse.
Afspilning af en MP4-video på 2,55 gigabyte med HEVC og 4K DCI-opløsning optog over halvdelen af maskinens hukommelseskapacitet, hvilket tydeligt demonstrerer, hvorfor vi mener, at Apple leverer maskinen med alt for lidt hukommelse. Efterbehandling i Final Cut eller batch-processering i Photoshop vil ret hurtigt få computeren i knæ med kun 8 gigabyte hukommelse til rådighed.
Konklusion
Apples sidste generation af iMac’en med det klassiske unibody-design har aldrig været et bedre valg. For den halve pris af en iMac Pro får man bedre ydelse på næsten alt, hvad man kan komme i tanke om – hvis man vel at mærke har tilføjet mere hukommelse, og hvis man har opgraderet grafikprocessoren ved bestilling af computeren.
Det er en maskine, der kan leve længe, for ydelsen er så god, at det ikke giver mening at lurepasse og vente på næste generation. Som nok bliver Apples første iMac med nyt design siden 2009 og den første med Apple Silicon, deres egen processorarkitektur.
1 kommentar til “iMac 27″ 2020”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Hvad med spil, hvis man også vil spille lidt på den? Skal man vælge Radeon Pro 5700XT for at være på den sikre side? Og er 16 gb nok? Er 2 TB ssd for meget hvis man vil have Windows på den?
Den Imac du har til test, larmer den meget?