Asus C434TA ikke blot ligner en luksus-ultrabook, den føles også sådan. Det kileformede kabinet er ikke blot aluminiumfarvet; det er den ægte vare. Det betyder også, at computeren virker betydelig mere stabil. Man kan løfte den i et hjørne, uden at den flyder ud som et af Salvador Dalis smeltende ure.
Hængslerne på skærmen er af solidt stål, der ser ud til at kunne holde til at blive vredet rundt mange gange. Og vredet rundt vil de blive, da skærmen er en 360 graders touch-skærm. Det giver mening på en computer, der let kan blive familiens foretrukne skærm nummer to – til sofaunderholdning, når fjernsynet er optaget.
Asus C434 er den tungeste af de tre Chromebooks, men 1,5 kg for en 14-tommer med metalkabinet er stadig letvægt.
Skærmen har Full HD-opløsning og er behagelig klar og kontrastrig. Der er 8 gigabyte RAM i maskinen. Det eneste, der adskiller sig fra almindelige laptops, er at lagringen sker i Flash-RAM, og at der kun er 128 gigabyte til rådighed.
Der er de ind- og udgange, som man ville forvente på en tilsvarende konventionel laptop. To USB-C-porte, en “gammeldags” USB-port og en kortlæser. Og selv om Chrome OS ikke råder over samme gigantiske driver-bibliotek som Windows, gik det problemfrit at tilslutte en webcam og et eksternt USB-lydkort.
Benchmarks
Processoren i C434TA er en “rigtig” Core i5 – og ikke en forældet Pentium. Det er godt nok kun en 8. generations dual-core-processor på 1,3 GHz, men den er stadig omkring dobbelt så hurtig som den Pentium Gold, der sidder i den billige model. Udtrykt i tal opnår den en Geekbench 5-score på 769 i single-core og 1.431 i multi-core. Og den browser-baserede Octane 2.0-test topper ved 27.866. Næsten tre gange så godt som den mindste model – og kun en smule under topmodellen.
PCMark Work-testen (som blev kørt i mobiludgaven) ender med et resultat på 14.759. Det er så absolut brugbart til arbejdsbrug. Men da det er en Chromebook, må du nøjes med Android-udgaverne af kontorprogrammerne. Som er nok til de flestes behov – og ganske gratis.
3D-grafik er Intel HD Graphics-grafikprocessoren ikke skabt til. Det beviser Sling Shot Extreme-testen, som ender med en score på 2.590. Det er heller ikke det, den vil blive brugt til – snarere PowerPoint-præsentationer og Netflix-film. Og det klarer den fremragende.
Det gælder i øvrigt alle tre maskiner i testen, der bruger den samme grafikprocessor.
Konklusion
Asus C434TA-E10008 er dobbelt så dyr som testens billigste, men giver dig ret meget computer for pengene. Den er stort set lige så hurtig og skærmen lige så god som topmodellens – men behageligt billigere.
Sammenlignet med konventionelle bærbare til samme pris får man en lækrere og mere luksuriøs byggekvalitet og højere hastighed. Men på bekostning af muligheden for at køre de professionelle udgaver af kontor- og grafikprogrammer. Noget, der alligevel kræver en kraftigere og dyrere computer.
Også i denne test:
Asus C425TA-H50039
Skåret til benet
Selv om prisen er lav, får man faktisk en ganske fornuftig bærbar. Men lad være med at sætte forventningerne urealistisk højt.
Asus C436FA-E10035
Så kraftig som en PC
Topmodellen ligner og opfører sig som en lækker ultrabook, men koster som en mellemklasse-PC.