For hver ny generation får kameramodellerne et bundt ekstra funktioner, lidt bedre billedkvalitet og et par megapixel mere. Intet galt i det. I dag er der ikke meget at udsætte på billedkvaliteten, hvad enten kameraet hedder det ene eller det andet. Især blandt spejlreflekskameraer, hvor forskellene i større og større grad handler om, hvilket funktionsniveau man kræver, og hvor meget kameraet må koste.
Man kan altid forbedre støjdæmpningen lidt, tilføje nogle ekstra fokussensorer og øge skudhastigheden. Og vips, så har man en forbedret model. Men særlig innovativt er det ikke. Den største evolution har de kompakte systemkameraer tegnet sig for. Der er det lykkedes at klemme spejlrefleks ind et lille kamera og tilføje nyttige funktioner som Wi-Fi, vippeskærm, integreret billedstabilisering og i nogle tilfælde elektronisk søger.
Samtidig har Nikon og Canon stille og roligt finpudset deres spejlreflekser. Små forbedringer har ofte været nok til at holde interessen oppe, men det er først med Canon EOS 70D, vi kan tale om en egentlig revolution.
Unikt fokussystem
Kameraet, der stiller op i mellemklassen og henvender sig til mere erfarne amatører og professionelle, ligner til forveksling det udgående EOS 60D. I sig selv et fremragende kamera, der sælges til spotpris i øjeblikket. Men som næsten alle spejlreflekser kæmper det med en væsentlig ulempe.
Autofokussen er for træg, for upræcis og jager alt for meget, når man bruger skærmen som søger – såkaldt live view. Ikke kun når man fotograferer, men især ved video-optagelse. Vi er ikke de eneste, der har klaget, men Canon er de første, der har evnet at gøre noget ved det.
Til EOS 70D har Canon udviklet et nyt billedsensor i APS-C format. CMOS billedchippen (som er de facto standard for systemkameraer) er på 20,2 megapixel og kaldes Dual Pixel CMOS AF.
På almindeligt dansk betyder det, at sensoren har to fotosensorer på hver pixel. De fungerer sådan, at den ene anvendes til fokuskontrol, mens den anden fanger lyset. I det øjeblik billedet tages, bruges de begge til eksponeringen, og så får man fuld 20 megapixel opløsning. Dual Pixel sensorerne dækker 80 procent af overfladen, og sammen med 19 krydsfokus-sensorer giver det en lynhurtig og yderst præcis autofokus i live view.
Fordelen ved Dual Pixel er meget blødere og samtidig hurtigere fokus, når man filmer, men også ved serieoptagelse på op til 7 billeder i sekundet. Fotografen kan når som helst vælge fokussensorer selv, f.eks. når man vil holde fokus væk fra centrum og samtidig se i den optiske søger, hvilke fokussensorer der er i brug.
Ved video-optagelse er det endnu vigtigere med blød og præcis fokusering. Canon-kamera vil næppe skuffe nogen på dette område. Sammen med Canon-optik som de stillegående STM-fokusmotorer (f.eks. EF-S 18-135 mm) er Dual Pixel en velsignelse! Man kan panorere under optagelse, uden at autofokussen jager, støjer eller mister fokus. Prøv lige at gøre det med et hvilket som helst andet spejlreflekskamera!
Touch-skærm
EOS 70D er selvfølgelig udstyret med Wi-Fi, og opsætningen er forholdsvis simpel. Bagefter kan man overføre billeder direkte fra kameraet til tablet eller smartphone. Den vipbare touch-skærm gør det let at oprette Wi-Fi forbindelse og ændre funktioner, og man har også adgang til eksponeringskompensation under video-optagelse.
Kameraet er ikke så strømlinet som det dyrere full-frame kamera EOS 5D Mark III, der har både blænde- og lukkerautomatik under optagelse. Det findes ikke på EOS 70D, men man kan justere lydstyrken fra mikrofonerne før optagelsen og justere lukkertid og blænde, mens man optager med 70D. Da kameraet har mikrofonindgang (foruden integreret stereomikrofon), kan man i mange tilfælde bruge en ekstern mikrofon eller trådløse mikrofon-receivere med volumenkontrol. Det løser i så fald problemet.
Velprøvet ergonomi
Canon er ikke faldet for fristelsen til at lave større ændringer uden på kameraet. Alle, der er vant til et EOS-kamera, føler sig straks hjemme: Et funktionshjul til venstre for den opklappelige blitz, en velbelyst skærm og knapper til højre samt to indstillingshjul på bagsiden – det hele er velprøvet på flere generationer af EOS-kameraer.
Lås til det bagerste justeringshjul, afbryder til live view og start/stop-knap til video-optagelse er derimod nyt på bagsiden i forhold til 60D. Det samme er en knap til valg af fokuspunkt/fokusområde ved siden af udløserknappen på toppen.
Desværre sidder strømknappen samme sted som før: Bag hjulet til venstre og ikke på højre side, f.eks. ved udløserknappen som på Nikons spejlreflekser.
Kamerahuset er bygget af glasfiberholdig polykarbonat for maksimal slidstyrke, med et aluminiumchassis indeni. Det har et stort gummieret greb foran og tommelfingergreb bagpå, og Canon siger, at huset er relativt godt vejrtætnet. Ikke ligesom prof-kameraerne i EOS 1-serien, men væsentlig bedre end EOS 1100D. Under alle omstændigheder er kvalitetsfølelsen tillidsvækkende. Selv de mindste knapper, som man ikke bruger så ofte, giver et solidt klik som tilbagemelding, når man trykker på dem.
Der er også en bred vifte af selvvalgte funktionsmuligheder (Custom Controls), så man kan skræddersy funktionaliteten og selv bestemme, hvilke funktioner der skal aktiveres, når man trykker på en knap.
Billedkvalitet
Den nye billedsensor skuffer heller ikke på billedkvalitet. Kameraet har fået Canons nye DIGIC 5 billedprocessor, og selv om det ikke har samme skudtakt – og heller ikke med lige så mange billeder – som EOS 7D, er billedkvaliteten klart bedre. De ekstra pixels gør ikke nogen stor forskel i praksis, og ser man på jpeg-billederne fra EOS 70D, kan man blive skuffet. De ser lidt uldne ud og mangler detaljeskarpheden fra Nikon D7100.
Men det er kun tilsyneladende, og fordi Canon har valgt minimal sharpen, at detaljeskarpheden ikke virker lige så blændende som på kameraer, hvor den er knivskarp, fordi processering hæver skarpheden. Kigger man derimod på råfilerne, kan man dog se, at der hverken mangler opløsning eller detaljeskarphed i billedfilerne fra EOS 70D. Og det er muligt at reducere støjdæmpningen i kameraet og skrue op for lysstyrken (+1 trin) for at få bedre jpeg-filer.
Canon har arbejdet med farvebalancen, som jeg oplevede som glædeligt neutral og balanceret. Billedfilerne giver fremragende farvemætning på skærmen og på udskrifter (kalibrér skærm og printer først), og er i praksis lige så gode som fra EOS 5D Mark III, efter min mening.
Kameraets lysfølsomhed strækker sig til ISO 25.600, hvilket er langt mere, end de fleste af os har brug for. Men det giver mulighed for at fotografere håndholdt i svagt lys med ikke alt for lange lukkertider. Desværre er der normalt en masse støj ved høje ISO-indstillinger, men her er det kun ISO 25.600, der er tvivlsom. Der er ganske vist en marginal antydning af fin kornstøj i mørke dele af motivet ved ISO 1600, men både her og ved ISO 3200 får man glimrende råfiler til efterbehandling. Jeg havde heller ingen problemer med ISO 6400, men ville tænke mig om, før jeg brugte ISO 12.600 meget.
Jpeg-filerne er allerede støjdæmpet, og selv med støjreduktionen slået fra sad jeg tilbage med meget brugbare billedfiler ved ISO 1600-3200. Filkvaliteten er også meget høj på video. Kameraet kan desuden lagre filerne i ALL-I, så man kan hente stillbilleder ud af videostrømmen, og med Dual Pixel AF er EOS 70D et af de få spejlreflekskameraer, der også fungerer glimrende som videokamera.
En lille revolution
Det unikke Dual Pixel fokussystem er ikke meget værd, hvis ikke billedkvaliteten og brugervenligheden følger trop. Men i Canon EOS 70D passer det hele sammen. Billedkvalitet, videokvalitet, brugervenlighed og kameraets brede anvendelsesområde gør det til et meget attraktivt køb. Med klassens klart bedste fokussystem og Canons gennemtænkte ergonomi og kvalitet er det næppe muligt at gøre et bedre kamerakøb i denne prisklasse.
Både erfarne amatører og professionelle vil finde sig godt til rette med EOS 70D, som er en af årets store kameranyheder.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer