TEST: Leica Q2

Myten lyder, at Leica kun er for rige ældre mænd, der kan lide at smykke sig med svinedyre kameraer med design fra dengang, de selv var unge.

Sandheden er, at Leica laver mange forskellige kameraer med forskellige målgrupper. F.eks. Leica Q2, den anden udgave af et af vores yndlingskameraer. Et diskret “smykke”, der nok henvender sig mere til den yngre garde.

2019-modellen af kameraet ligner forgængeren Leica Q, som vi testede for en evighed siden, men stadig har gode minder om. For ikke at tale om billederne. Den nye udgave, der også minder om Leica M, er ligesom forgængeren et kompaktkamera med 28 mm fast brændvidde.

Objektivet er det eneste, der er tilbage fra originalen, men nu er det vejrbeskyttet ligesom resten af kameraet. IP52-certificering betyder, at kameraet kan tåle støv, sand og let regn, men ikke tages med under vand.

Det er dog rigeligt til gadefotografering, landskabsbilleder i dårligt vejr og selvfølgelig rejsefotografering og dokumentarfoto. Det er også et glimrende feriekamera. Diskret, kompakt, relativt let og ikke mindst hurtigt. Fine egenskaber for et feriekamera.

Tekniske opgraderinger

Formfaktoren er den samme som på Q-modellen, men færre knapper, en bedre touch-skærm og et større batteri – hentet fra Leica SL – har gjort Q2 til et bedre kamera.

Det har også fået en ny OLED-søger med 3,7 megapixel opløsning, der er lige så stor som før, men meget bedre. Den har ikke synlig forsinkelse eller artefakter ved panorering eller serieoptagelse og er knivskarp med synligt bedre farvegengivelse.

Skudtakten topper ved 10 billeder i sekundet (fps), ISO-følsomheden ved 50.000 (50 er minimum) og lukkerhastigheden ved 1/40.000 sekund, når elektronisk lukker er valgt. Objektivets bladlukker strækker sig ned til 1/2000 sekund og har blitzsynkronisering på alle lukkertider.

Billedsensoren er ny. En full-frame CMOS-sensor med en opløsning på 47,3 megapixel – tilsvarende den, der sidder i Panasonic Lumix S1R – plus optisk billedstabilisering åbner for nye muligheder. Bl.a. 4K-video, hvilket forgængeren ikke har.

Summilux f/1.7 og digitale brændvidder

Det skarpe 28 mm objektiv med lysstyrke f/1.7 har en manuel fokusring med afstandsskala og hyperfokalmarkeringer. Det har også tretrins blændering op til f/16 og makroindstilling, som giver en nærgrænse på 17 cm.

Summilux-objektivet er bygget som et SL- eller M-objektiv og giver samme gedigne kvalitetsfølelse.

Her kan man faktisk vælge andre brændvidder end 28 mm, dog med digital beskæring. Tryk på knappen ved tommelfingeren for at skifte mellem 28 mm brændvidde fra hele billedsensoren og 35, 50 eller 75 mm med beskæring. Så beskærer kameraet fra billedfladen, og en ramme i søgeren og på skærmen viser udsnittet.

Hvis man vælger 35 mm, får man stadig meget respektable 30 megapixel opløsning – mere end forgængerens 24 megapixel fra hele billedfladen. Et tryk til giver 50 mm og 15 megapixel, mens 75 mm falder til 6,6 megapixel.

Kameraet gemmer raw-filen som DNG i fuld opløsning ved siden af den beskårede jpeg-fil, når man vælger digitale brændvidder.

Autofokus og seriebilleder

Der er mange flere forbedringer på Q2. Autofokus er hurtigere og mere præcis, og man kan flytte fokuspunkterne med firevejsknappen bagpå eller med fingeren på touch-skærmen, når den står på Live View.

Autofokus fungerer glimrende på serieoptagelse, så længe kamera og motiv står stille. Hvis der er mere action, må man skifte til følgefokus, der fungerer fint, så længe man planlægger lidt, og motivet ikke er alt for hurtigt. Ved panorering følger autofokus godt med, men hvis hastigheden stiger, kæmper den med at holde trit.

Kameraet har ansigtsgenkendelse og gruppering af fokuspunkter, men ikke øjenfokus, der ellers er praktisk til portrætter. Det er dog heller ikke noget rendyrket portrætkameraer.

Jpeg? Øh…

Jeg studsede lidt, da jeg så jpeg-filerne på skærmen, og da jeg fik dem op på iMac’en, blev jeg skuffet. Billederne så nærmest farveløse ud. Blege, med udvasket kontrast og slet ikke det Leica-look, man er vant til.

Leica har af uforståelige grunde valgt en jpeg-kalibrering, der ikke kan bruges til det store. Men heldigvis er det muligt at justere farver, skarphed og kontrast i kameraet og gemme indstillingerne.

Så kan jpeg-filerne blive rigtig fine.

Billeddynamik

Raw-filerne i DNG-format giver enormt meget at arbejde med i efterbehandlingen. Især fra ISO 50 til 3200. Man kan trække lyset op i hvert fald tre trin uden problemer med farver eller støj. Kontrasten kan skrues kraftigt op, og der er meget at hente i DNG-filerne. Kontrast, dynamisk omfang og farvedybde er rigtig godt varetaget på Q2, og selv jpeg-filerne kan tåle meget redigering, før der opstår problemer.

Objektivet

Den nye 47 megapixel full-frame billedsensor er ingen udfordring for den skarpe 28 mm vidvinkel. Som giver fænomenal detaljeskarphed – klart bedre end fra forgængeren – og helt i top for et full-frame-kamera.

Skarpheden og lyset falder lidt i hjørnerne på fuld blænde (altså laveste tal), men fra f/2.8 er der hverken vignettering eller andre optiske problemer at spore. Helt fantastisk. Linjefortegningen er minimal for en 28 mm, og hvis man bruger den medfølgende modlysblænde, er objektivet ikke særlig følsomt over for strølys eller ghosting.

Beskæring

Med beskedne 6,6 megapixel er der ikke meget at trække på, hvis man skal printe i stort format fra 75 mm brændvidde. Den digitale beskæring udfordrer skarpheden og opløsningen så meget, at jeg ikke ser mange anvendelsesmuligheder for 75 mm.

50 mm giver derimod langt mere at arbejde med og kan også bruges på portrætter, hvor man ikke skal have et tæt udsnit. 35 mm er oplagt, og jeg skiftede som regel mellem 28 og 35 mm uden at bekymre mig om tab af billedkvalitet.

Billedstøj

ISO 6400 gik som en leg. Selvfølgelig er der billedstøj her, men det er dejlig lidt. Problemer kan opstå, når man går over ISO 12.800, især på billeder taget i mørket, som skal trækkes lidt op, men absolut er godkendt.

Video

Q2 er ikke noget videokamera. Der er ingen mikrofonindgang, ikke engang USB- eller HDMI-stik, men optagelser i 4K ser forbløffende rene og skarpe ud. Så man kan afgjort få fine videofiler fra kameraet, hvis man vil.

Konkurrenter

Der findes ikke særlig mange kompaktkameraer med full-frame billedsensor. Det aldrende Sony RX1R II er det eneste, der stadig er i salg. Det har en 42 megapixel billedchip og opklappelig søger, 35 mm f/2.0 og sløve 5 fps skudtakt. Batterilevetiden er latterligt lav – 220-230 billeder – men kameraet er mindre og billigere, og leverer trods sine mangler rigtig god billedkvalitet.

Konklusion

Leica Q2 er det fineste, skarpeste, enkleste og mest tilfredsstillende kompaktkamera på markedet i dag. Det er lydløst, diskret, hurtigt og en fornøjelse at fotografere med, og billedkvaliteten jorder alle andre kompakter.

Elefanten i rummet er den høje pris. Men man kan se sådan på det: Prisen for en 28 mm f/1.4 Summilux til Leica M er langt højere end for et Q2. Og så får man hverken makro, autofokus, billedstabilisering – eller et kamera at tage billederne med. Det er værd at tænke på.