Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Nikon Nikkor Z 24-70 mm f/4 S

Kompakt og skarp normalzoom

Den første zoom til Z-systemet er et solidt argument for at vælge Nikon.

Skrevet af / 11/01/2019 - 14:08
Nikon Nikkor Z 24-70 mm f/4 S
Lasse Svendsen

Da Nikon slap nyheden om et nyt kamerasystem, fulgte der også en ny serie objektiver med. Z-serien, som den hedder, er så ny, at der endnu ikke er særlig mange objektiver til den, men vi har testet tre af dem. Det ene er Nikon Nikkor Z 24-70 mm f/4 S, som er den første zoom til det nye kamerasystem.

Den er relativt kompakt og let, vejer kun et halvt kilo og kan fås som såkaldt kitobjektiv med Nikon Z7 og Z6.

Med brændvidder fra 24 mm vidvinkel til 70 mm tele taler vi om allround-brug her. Da telebrændvidden stopper ved 70 mm, er det ikke noget sports- eller action-objektiv, men det egner sig fint til landskaber, rejser og portrætter.

Nikkor Z 24-70 mm f/4 S er lavet fra bunden, med 14 linse-elementer i et kompakt og vejrbestandigt objektiv, men uden indbygget billedstabilisering. Den sidder i kameraerne i Z-serien og fungerer faktisk i tandem med Nikkor VR-objektiver med indbygget stabilisering.

Elektromagnetisk blænde

Den optiske konstruktion er relativt avanceret, hvilket ikke er ualmindeligt i denne prisklasse. Fire asfæriske linse-elementer, hvoraf det ene er et Extra Dispersion-element (ED), der skal kontrollere lysbrydningen bedre, og syv blændelameller styres lynhurtigt og sømløst af en elektromagnet.

Sømløs er også indstillingsringen på objektivet, som er placeret bag zoomringen. Den kan programmeres som blændering og med højre- eller venstrestyring af blænderne fra f/4.0 til f/22. Men den er trinløs uden nogen særlig modstand og kræver lidt tilvænning.

Autofokus

Fokus er et samspil mellem objektiv og kamera, og ved vores test af Nikon Z7 fungerede autofokus, så længe der var lys nok. Når kameraet ikke kæmpede med følgefokus, havde jeg ingen problemer med hverken zoomhastighed eller fokuspræcision.

Størrelsen og vægten gør det desuden til et fremragende allround-objektiv, hvis man kan leve med, at objektivet stopper ved 70 mm – og ikke går op til 105 eller 120 mm.

Ydelse

Det er pokkers skarpt på alle brændvidder og havde ingen problemer med den ekstreme 45 megapixel opløsning i Nikon Z7. Skarpheden er bedst og allermest jævn fra blænde f/4.0 til og med blænde f/8.0 – især fra 24 til 50 mm – den er også meget høj på f/11, men falder brat fra f/16.

På 70 mm dæmper diffraktionen skarpheden lidt fra f/11, så her er det området f/4.0 til f/8.0, der er bedst.

Objektivet har næsten ingen fortegning, ikke engang på 24 mm, og det er heller ikke særlig følsomt over for strølys eller ghosting. Det har god kontrol over kromatisk aberration, men man bemærker vignettering på især 24 mm. Den forsvinder fra f/5.6, men er egentlig synlig i faldende grad fra 24 til 70 mm.

Konklusion

Nikons første zoom i det nye Z-system er en meget vellykket konstruktion. Både mekanisk og optisk, hvor den stiller op i den skarpeste klasse blandt normalzooms. Den har nærmest ingen synlig fortegning og er konsekvent knivskarp, samtidig med at den er handy og kompakt. Lidt vignettering er som forventet og ikke noget problem i praksis. Men vi kunne godt have tænkt os bedre modstand i rotationen af indstillingsringen på objektivet.

Karakter
Nikon Nikkor Z 24-70 mm f/4 S

Lyd & Billede mener

Meget høj skarphed over hele billedfladen, marginal fortegning, kompakt og let. Vignettering på blænde f/4.0.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Et perfekt kompromis

Helt vild vidvinkel!

Lyd & Billede
Scroll to Top