Lad ikke størrelsen narre dig. Fujifilms lille 23 mm vidvinkel er hurtig, skarp og solidt bygget. Uden at prisen er latterligt høj.
Det lille objektiv, der passer til alle Fujifilms systemkameraer med X-fatning, er en fremragende allround-optik. Det er ypperligt til rejse- og gadefotografering, og lysstærkt nok til at fungere under dårlige lysforhold.
Konstruktionen er kompakt, men objektivet indeholder stadig ti linse-elementer. To af dem er asfæriske, så det er ikke nogen lavpriskonstruktion. En såkaldt Super Electron Beam Coating skal dæmpe strølys, reflekser og ghosting, og ni runde blændelameller skal giver bløde, defokuserede områder i billederne.
Objektivet har blænde- og fokusring, og der medfølger en lille modlysblænde. I øvrigt fås det i sort eller sølv, så det passer til farverne på Fujis X-kameraer.
Optisk matcher det faktisk det dyrere Fujifilm XF 23 mm F1.4 på mange områder, og på nogle parametre er det endnu bedre. Autofokus er hurtigere og mere stille her, og skarpheden matcher den dyrere 23 mm. Bortset fra i hjørnerne på største blænde er skarpheden fra den lille 23’er fuldt på højde, og fra blænde f/2.8 er den faktisk lidt bedre i centrum.
Den kompakte 23 mm har meget lidt fortegning, og vignetteringen er moderat ned til blænde f/4.0. Derfra og nedad øges lystabet i hjørnerne, indtil det er synligt, men ikke generende på f/2.0. Objektivet har ingen udfordringer med kromatisk aberration på nogen af blænderne.
Blænder man ned til f/2.0, får man også blød defokus – bokeh – så man lettere kan udskille baggrunden og få motivet bedre frem. Baggrunden får fine konturer på f/2.0 og meget få af de generende sfæriske afvigelser, der ellers ofte opstår på fuld blændeåbning.
Der er ikke meget væsentligt at udsætte på det lille 23 mm objektiv fra Fujifilm. XF 23 mm F2 R WR er lille, let, hurtigt og overkommeligt, og har så få optiske afvigelser, at det straks blev en af vores favoritter blandt de små vidvinkelobjektiver. Det egner sig til så meget og yder så høj billedkvalitet, at alle Fuji-fotografer burde have et.
Lyd & Billede mener
Hurtig autofokus og superb skarphed. Kompakt, let og vejrbeskyttet. Ingen fokusskala, trist modlysblænde samt vignettering på f/2.0.
Vejl. pris 3999 kr
Specifikationer
- Type: 23 mm vidvinkel (tilsv. 35 mm)
- Lysstyrke: f/2.0
- Nærgrænse: 22 cm
- Filterdiameter: 43 mm
- Linse-elementer: 10 i alt, i 6 grupper
- Mål og vægt: Ø 60 x 52 mm / 180 g
- Andet: Vejrbeskyttet, modlysblænde
- Til: Fujifilm X
- Web: fujifilm.dk
Også i denne test:
Objektivguide
Sony FE 24-105 mm F4 G OSS
Superb rejsezoom til Sony
Hvis man kan give afkald på lidt lysstyrke, er det denne Sony-zoom, man skal have.
Sony FE 100 mm F2.8 STF GM OSS
Specialobjektiv til portrætter
Hvis du vil have et andet udtryk på portrætterne, er dette objektiv til dig.
Nikon AF-S 105 mm F1.4E ED
Nikon-tele i en klasse for sig
Prisen er svær at sluge, men billedkvaliteten opvejer den til fulde.
Olympus M.ZUIKO Digital ED 45 mm f/1.2 PRO
Ekstrem portrættele
Olympus’ lille 45 mm er et af de skarpeste og mest lysstærke objektiver, vi har testet.
Fujifilm XF 80 mm F2.8 R LM OIS WR Macro
Nyttig makrotele
Makro-objektiver behøver ikke at have begrænsninger. Se bare denne makrotele fra Fujifilm.
Vil du læse hele artiklen?
Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.
Allerede abonnent? Log ind.
-
Prøv LB+ i 30 dageKun 29,-
Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.
-
LB+ Total i 12 mnd93.25 kr/mnd
Du sparer 312 kr