Her får man både i pose og i sæk. Til den halve pris af Olympus’ topmodel tilbyder dette kamera næsten de samme egenskaber og den samme billedkvalitet. Derfor er det vanskeligt at finde et bedre kamera til prisen lige nu end Olympus OM-D E-M10. Det er der flere grunde til.
Da Olympus introducerede deres første digitale systemkamera med integreret elektronisk søger, lagde de også grunden til en kæmpesucces. Kameraet, som hed OM-D E-M5, vandt priser verden over, og vi kårede det til Årets Kompakte Systemkamera i 2012.
Med et solidt kamerahus, lynhurtig autofokus, et tilpasningsdygtigt funktionsniveau og klasseledende billedkvalitet var det ikke så mærkeligt, at kameraet væltede sig i medaljer og pokaler. Det klarede sig heller ikke ligefrem dårligt i salgsstatistikkerne.
Kameraet findes stadig i salg, og i slutningen af 2013 lancerede Olympus det andet i serien, den foreløbige topmodel E-M1.
Halv pris
Den tredje model i serien hedder E-M10 og koster det halve af E-M1. Trods den relativt lave pris på 7.000 kroner har det nye kamera næsten samme høje funktionsniveau som topmodellen. Sensoren på 16 megapixel er den samme som i det prisbelønnede E-M5, mens billedprocessoren er taget fra E-M1.
Kamerahuset er mindre og lettere end de to andre, men har vipbar touch-skærm, dobbelte indstillingshjul og 1,44 megapixel elektronisk søger. Ligesom E-M5. Det mangler ganske vist vejrtætning i form af silikoneforseglinger samt storebrors fem-aksers billedstabilisering, men har fået Wi-Fi, bedre opløst skærm og indbygget blitz.
Den indbyggede billedstabilisering i E-M10 har tre-aksers stabilisering, som rækker langt til det meste, man har brug for. Den skulle klare 3,5 eksponeringstrin lavere lukkertid end fem-aksers stabiliseringen, der kan håndtere fire trin.
Olympus er gode til at lave funktioner, der kan være både nyttige og sjove. Effektfiltre, som kan aktiveres og lægges på billederne, har f.eks. længe været en favorit. I E-M10 er der tilføjet en ekstra funktion, som ikke findes i E-M5, kaldet Live Composite. Den ligger desværre begravet i menuerne, og man må lede lidt efter den, men den løser et problem, når man fotograferer med lang eksponeringstid i mørke.
Hvis man skal tage billeder af stjernehimlen med lang eksponeringstid, bliver billederne normalt overeksponeret. Det løser Live Composite ved at analysere billederne i en lang serie eksponeringer, så billedet ikke bliver overeksponeret. Og man kan se effekten på skærmen, mens kameraet eksponerer.
Kameraet har en skudtakt på 8 billeder i sekundet og fokusmarkering (peaking), der markerer konturerne, hvor billedet er skarpt, når der fokuseres manuelt. Her får man også Olympus’ multifunktionsindstilling, hvor man bl.a. kan justere højlys og skygger, og samtidig se effekten i søgeren.
Prisen starter ved 5.500 kroner for kamerahuset alene, og sammen med den velprøvede 14-42 mm II zomm koster E-M10 6.400 kroner, men det kan også fås med Olympus’ nye elektroniske zoom, 14-42 mm f/3.5-5.6 EZ.
Kompakt zoomobjektiv
Med den nye 14-42 mm zoom bliver kameraet meget kompakt. Objektivet dækker billedvinkler svarende til 28-84 mm, når man sammenligner med 35 fuldformat, og har både zoom- og fokusring. Når kameraet er slukket, stikker objektivet kun 22 mm ud fra kamerahuset, så det er en meget kompakt kamerapakke.
E-M10 er betydelig mindre og lettere end selv de mindste spejlreflekser fra Canon og Nikon, men langt mere avanceret og uden kompromiser på billedkvaliteten. Det er også mindre end de fleste kompakte systemkameraer med indbygget elektronisk søger. Undtagen Sony a6000, som ligger i samme prisklasse og nok er Olympus-kameraets nærmeste konkurrent.
Den elektroniske søger er lys og skarp, med lav forsinkelse, og meget større end de optiske søgere i Nikon D3000 og Canon EOS 100D, men ikke så stor som på a6000 eller E-M1. De to indstillingshjul på toppen gør ændring af f.eks. eksponeringsafvigelse eller blændevalg til en let sag. Med flere programmerbare knapper kan man tilpasse kameraets funktioner efter eget behov, og på touch-skærmen er det nemt at vælge den indstilling, som man vil ændre.
Et større greb er det, vi savner mest på E-M10, som dog trods sin beskedne størrelse ligger forholdsvis godt i hånden. For folk med store hænder findes der et smart håndgreb til kameraet, som man kan fastgøre på undersiden, hvilket giver et langt bedre greb om kameraet. Håndgrebet EKG-1 skrues fast, men har en hurtigkobling, så man kommer til batterilugen, når man tager grebet af.
Som ekstraudstyr laver Olympus også et smart dæksel til den nye 14-42 mm EZ zoom, kaldet LC-37C, der fæstnes til objektivet og åbner automatisk, når man tænder kameraet, og objektivet kører ud.
Billedkvalitet
Med samme billedsensor som E-M5 og samme billedprocessor som topmodellen E-M1 ligger det i kortene, at billedkvaliteten holder et højt niveau. Det samme må man sige om autofokussen, som er hurtig og stillegående. Med kameraets lynhurtige hybridfokus og en skudhastighed på 8 fps er det lille Olympus-kamera et langt bedre actionkamera end Nikons og Canons spejlreflekskameraer i samme prisklasse.
Billedfilerne byder ikke på de store overraskelser. Olympus har længe været blandt de bedste til processering af jpeg-filer, og E-M10 er ikke nogen undtagelse. Hudfarver er nydeligt gengivet, afvigelserne i vores testplancher er marginale, og hvidbalance og eksponering sidder næsten altid, som de skal.
Der er heller ikke meget billedstøj; kameraets processor bruger støjreduktionen forsigtigt, uden at den dæmper detaljeskarpheden for meget ved høj ISO. Regn med at se finkornet støj fra ISO 6400, og gradvis større korn og mere farvestøj op til ISO 25.600, hvor det bliver meget grumset. I praksis betyder det, at man kan skyde håndholdt i meget svagt lys uden tab af skarphed og uden for meget grums i billederne.
Billeddynamikken er fuldt på højde med Nikon D7100 og Sony NEX-6, der begge har større billedsensor, og bedre end fra noget kompaktkamera, undtagen Fujifilm X100S og Sony RX-1.
Olympus’ nye zoomobjektiv med elektronisk zoom kan også stå distancen sammenlignet med andre kitzooms, vi har testet. Dvs. stort set alle kitzooms på markedet. Det slår ikke Fujifilms XF 18-55 mm f/2.8-4.0 eller Olympus’ egen 12-40 mm f/2.8, men står ikke tilbage for de andre normalzooms, som vi har prøvet. Tværtimod.
På fuld blænde og 14 mm er der overraskende lidt fortegning og vignettering i hjørnerne. Billedet er selvfølgelig skarpere i midten end i hjørnerne, men forskellen er ikke så stor, som man kunne frygte. Skarpheden er mest jævn på f/5.6 og f/8.0 – på alle brændvidder – men fra 20 til 42 mm er den bedre i hjørnerne end på 14 mm. Diffraktion og kromatisk aberration er fint under kontrol for et objektiv i denne klasse.
Konklusion
Med Wi-Fi, indbygget blitz, billedstabilisering, touch-skærm og fremragende billedkvalitet er Olympus OM-D E-M10 et af de bedste køb i mellemprisklassen. Det er næsten lige så avanceret som dyrere kameraer, men lige så let at bruge som de mest simple systemkameraer. For nogle vil det være lidt lille, for andre vil størrelsen være perfekt.
Kameraet er så tæt på fuldkomment, som det er muligt at komme i denne prisklasse, og er lige velegnet til begyndere og erfarne fotografer.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer