Da dette kamera blev vist frem på Photokina i 2018, gik der et kollektivt gisp gennem fotobranchen. Panasonic Lumix S1R brød ti års sammenhængende række af små, spejlløse systemkameraer i det kompakte Micro Four Thirds-format.
Kameraet kom, samtidig med at Panasonic, Sigma og Leica annoncerede L-Mount Alliance – et samarbejde med Leicas L-fatning som udgangspunkt, som de alle tre forpligtede sig til.
Lige pludselig havde Panasonic ikke ét, men to full-frame kamerasystemer: Et helt nyt system med en ny fatning, kaldet Lumix S, ud over det etablerede system med Micro Four Thirds-kameraer, som de har samarbejdet med Olympus om i årevis.
Panasonic har bedyret, at de stadig vil lave Micro Four Thirds-kameraer og -objektiver, men det nye full-frame kamerasystem med L-fatning bliver deres flagskibskameraer på det voksende professionelle marked.
Flagskib for proffer
Lumix S1R og S1 er nemlig henvendt til professionelle fotografer eller entusiastiske amatører med behov, som et Micro Four Thirds-kamera ikke kan dække på samme måde.
Kameraerne er ikke omdøbte Leica-kameraer, selv om de begge har samme bajonetfatning som Leica SL. Lumix S1R og S1 er udviklet fra bunden hos Panasonic og er to næsten identiske kameraer, bare med forskellig billedsensor og nogle mindre forskelle.
Mens S1 er seriens allround-kamera med avancerede videofunktioner og 24 megapixel billedsensor, er S1R den højopløste stillbilledvariant med en ekstrem opløsning på 47 megapixel og mulighed for vanvittige 187 megapixel (!).
Ikke uligt forskellene mellem Sony a7R III og a7 III eller Nikon Z7 og Z6. Men Lumix S1 og S1R er større og tungere.
De vigtigste forskelle
Da de to Panasonic-kameraer ser ens ud, vil jeg kort beskrive forskellene mellem dem. Billedsensorerne i 24 x 36 mm fuldformat er allerede nævnt. De er grundlæggende ens bortset fra opløsningen. Mens S1 kan tage billeder på op til 96 megapixel, kan S1R skyde op til 187 megapixel i højopløst indstilling.
Her skal kameraet stå på stativ, motivet bør ikke være i bevægelse – selv om kameraerne til en vis grad kan kompensere for f.eks. siv, der vajer i vinden – og så flyttes billedsensoren otte gange for hver eksponering.
Det er en funktion med begrænset anvendelighed, men nogle har selvfølgelig brug for så ekstrem opløsning. Af og til, men ikke hele tiden.
Panasonics praktiske 4K-fotofunktion med op til 60 fps og 8,3 megapixel er også tilgængelig her, men desuden i en 6K-variant, der giver 18 megapixel billeder fra 30 fps serier. Pre-burst er også muligt. Her tager kameraet billeder, så længe udløseren er trykket halvt ned, og gemmer de sidste, når den trykkes helt ned.
Kameraerne har indbygget femaksers billedstabilisering, som bevæger billedsensoren og kompenserer op til 5,5 trin og kan anvendes sammen med optisk billedstabilisering for op til seks trins kompensation.
De kan begge optage 4K-video i 60/50/30/25/24p, men hvor S1R gemmer video i 4:2:0 8 bit på hukommelseskortet – XQD- eller SD-kort – kan S1 gemme det samme i 10 bit – og senere, med en opdatering, med V-Log. Alternativt kan S1R gemme video i 4:2:2 8 bit på en ekstern optager, men der er en opdatering til S1 på vej, som vil give kameraet 4:2:2 10 bit – i kameraet.
Det betyder selvfølgelig kun noget for dem, der beskæftiger sig med professionel video, og de vil nok foretrække S1 frem for S1R. Måske også fordi det understøtter både HLG still og HLG video, mens S1R kun understøtter HLG still. Som giver større dynamisk omfang på HLG-tilpassede skærme. Blandt dem Panasonics dyrere tv’er.
Skudtakten er den samme på kameraerne: Ni billeder pr. sekund i serie eller seks med fokus på hvert billede. Men S1 har større buffer og kan sluge ca. 90 RAW-filer eller 999 JPEG-filer i serie, mens S1R stopper på 40 RAW-filer og 50 JPEG-filer.
Begge har udvidelig ISO-følsomhed ned til ISO 50, men hvor S1R stopper ved ISO 51.200 i den anden ende, fortsætter S1 til ISO 204.800. Det er ekstreme lavlysegenskaber.
Ekstremt komplekst
De mange indstillingsmuligheder gør S-serien til nogle af de mest avancerede kameraer på markedet i dag. Der findes knap nok nogen indstillinger, som kameraerne ikke har, og hvis man kommer fra et andet kamerasystem, kan de mange muligheder i de omfattende menuer virke overvældende.
Lad mig nøjes med at fortælle, at næsten alle knapper og hjul kan konfigureres, som man vil. Kameraets layout minder meget om Lumix G9, hvilket er en god ting, for det betyder et stort programhjul, belyst statusskærm, stor søger, godt greb og gennemført ergonomi.
Men Lumix S1R er større. Meget større. Det er også tungere. Med hukommelseskort og batterier sniger vægten sig op over et kilo, og ved siden af ligner Lumix G9 en krympet udgave.
Kamerahuset er vejrbeskyttet, og kvalitetsindtrykket er tillidsvækkende. Det er tydeligt efter nogle uger med Lumix S1R, at Panasonic mener det alvorligt, når de siger, at kameraet er lavet for at tilfredsstille professionelle fotografer.
Lys, lås og layout
Kameraets massive fysik har givet god plads til større knapper, og jeg kan faktisk betjene alle knapperne – undtagen én – med handsker på. Optageknappen ved siden af søgeren er så trangt anbragt, at det er svært at trykke den ind med handsker.
De fleste knapper kan deaktiveres med en skydeknap til venstre for søgeren, og man vælger hvilke i menuerne. Her kan man også vælge at have permanent belysning på statusskærmen og på nogle af knapperne bagpå. Det sidste er kærkomment for både landskabs- og koncertfotografer, der kan manøvrere mellem billedvisning, Q-menu (hurtigmenu), returknap, display- og sletteknap.
Foran til venstre set fra søgeren er der en lille knap med to programmérbare positioner, og ved siden af håndgrebet er der yderligere to programmérbare knapper.
Til højre for skærmen er der en joystick-knap, som bruges til at flytte fokuspunkter, men den kan også omprogrammeres. F.eks. som funktionsknap (Fn) eller menuknap, eller den kan slås helt fra.
Skærm og søger
Skærmen er hængslet, så den kan vippes ud og op eller ned. Den kan også vippes op, når kameraet holdes lodret, men kun i én retning. Det vil sige, hvis man holder kameraet med grebet opad.
Ophænget er noget af det mest solide, jeg har set, med en kraftig metalramme, der holder touch-skærmen fast. Den er i øvrigt lynhurtig i brug. Man kan gå ind i indstillingerne med en let berøring, og stort set alt, hvad der ikke er direkte knyttet til en fysisk knap, kan indstilles på skærmen med fingrene.
Søgeren har 0,78x forstørrelse og optik med linse-elementer, som faktisk gør det muligt at se hele søgerbilledet – med briller på. Hvis det ikke virker, kan forstørrelsen reduceres til 0,74x eller 0,7x.
Kameraet har også rekord i søgeropløsning. Den er simpelthen fantastisk skarp med 5,76 megapixel fra et OLED-panel med 120 Hz frekvens og 10.000:1 i kontrast, som næsten ikke giver synlig slukning (black-out) ved serieoptagelse.
Ved 9 fps skudhastighed får man ikke Live View – det virker kun med lavere optagehastighed på 5 eller 2 fps. Med kontinuerlig fokus falder skudtakten som nævnt til 6 fps, men så fungerer Live View.
Autofokus og serieoptagelse
Det leder os videre til autofokus og serieoptagelse. Med den nye Lumix S Pro 70-200 mm f/4 oplevede jeg, at det første eksemplar af kameraet, jeg brugte, indimellem jagede lidt på fokus. Med 50 eller 24-105 mm var det ikke noget problem. Men selv om Panasonic praler af 0,08 sekunds fokushastighed, 225 fokuspunkter og følsomhed ned til -6 Ev, følte jeg aldrig, at det var lige hurtigt under alle lysforhold.
I godt lys låser kameraet fokus hurtigere, end man kan nå at blinke. Med lidt lavere kontrast går det ikke lige så hurtigt, og med følgefokus faldt træfprocenten. Ikke alvorligt lavt, for mange af billederne blev knivskarpe, men med den anvendte firmware er Lumix S1R ikke det hurtigste kamera til action og sport. Det gør serieoptagelse kun delvis egnet til motiver med hurtige bevægelser.
Men Panasonic har gjort det let at skifte fokusmetode hurtigt og gå til kontinuerlig autofokus. Knapperne til fokusmetode og -type sidder ved siden af AF-knappen og kan hurtigt nås med tommelfingeren. Her kan man bl.a. vælge øjen-, krop- eller dyredetekterende autofokus.
Panasonic siger, at kameraet er “oplært” til at genkende levende motiver som mennesker og dyr for bedre at kunne følge deres bevægelser.
Rammer i søgeren og på skærmen viser, hvilket område autofokus dækker. F.eks. markerer linjer ansigt og krop på en person, man ser i søgerbilledet.
Billed- og videokvalitet
Det kan godt tænkes, at de, der seriøst overvejer et S1R, er ligeglade med skudtakt og følgefokus. De er mere interesseret i billedkvaliteten. Med 47 megapixel fra en full-frame billedsensor og mulighed for 187 megapixel er kameraet henvendt til stillbilledfotografer, der fotograferer landskaber, arkitektur, portrætter, reklame og produkter.
Og de får i både pose og sæk. For detaljeopløsningen er ekstremt sej. Skarpheden er vanvittig høj, bedre end på det meste, vi har testet, og på niveau med mellemformatkameraer som Hasselblad X1D og Fujifilm GFX 50S.
På stativ (for det er nødvendigt) og med hi-res mode og 187 megapixel bliver skarpheden selvfølgelig bedre, for at sige det mildt. Men det kræver, at kameraet står dødstille. Så overgår detaljeniveauet det, man kan forvente af mellemformatkameraer med bagstykker på mere end 100 megapixel.
Kameraet kan kompensere for mindre bevægelser som grene og blade, der vajer i vinden, men bemærk, at det kan skabe artefakter, da processeringen ikke efterlader usynlige ændringer.
Det er ikke kun den ekstreme skarphed, der er værd at tale om. Kameraets støjreduktion er også rigtig godt implementeret. Der er kun marginal synlig billedstøj selv i skyggepartier ved ISO 3200 og fuldt acceptabel støj ved ISO 6400. Jeg ville nok være forsigtig med at gå over ISO 12.800, medmindre situationen kræver det.
Glædeligt nok er farvegengivelsen forbedret i forhold til tidligere Lumix-systemkameraer. På S1R har Panasonic forbedret den yderligere, og jeg oplever hudtoner som renere og mere neutrale end fra Sony a7R III, og JPEG-processeringen er også bedre. Fujifilm GFX 50S og Nikon Z7 er blandt de få, der er i samme klasse på farvegengivelse.
Det er ikke kun skarpheden og farverne, der er fænomenalt gode her; billeddynamikken er mærkbart bedre end på nogen af Panasonics Micro Four Thirds-kameraer og på niveau med Sony a7R III og Nikon Z7.
Det kan også ses på videokvaliteten, som jeg kun har testet i 4K. Igen er skarpheden opsigtsvækkende god, og fraværet af støj er en sand fornøjelse. Jeg har sjældent set sådan god filkvalitet, og kameraet har minimalt med rullende lukker og synlige artefakter.
Selv om det ikke er S1R, Panasonic markedsfører som et videokamera – den ære tilfalder S1 – leverer kameraet fremragende videokvalitet i 4K, som er alt for god til kun at bruges til kort filmstumper.
Konklusion
Panasonic Lumix S1R er et af de mest interessante kameraer i lang tid. Det er også et af de bedste, vi har testet. Indrømmet, det er stort, tungt og dyrt, men Panasonic har heller ikke sparet på noget her. Billed- og videokvaliteten er klasseledende for et full-frame systemkamera, funktionsniveauet er himmelhøjt, og det samme er byggekvaliteten.
Det eneste, kameraet mangler, er klasseledende skudtakt og autofokus – og flere objektiver, men det kan hurtigt ændre sig. Panasonic har ramt plet med S1R, som vil få selv garvede professionelle til at gå bagover af begejstring.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer