TEST: Sony a1

Det burde egentlig ikke være muligt, men Sony har gjort det med a1. Det eneste kamera, som kombinerer ekstrem skudtakt med en højopløst billedsensor. Her får man et kamera, der er lige så egnet til sport og action som til landskaber, portrætter, arkitektur og de allerfleste andre ting.

Der er nemlig ingen af konkurrenterne, der kan matche Sony-kameraets kombination af en 50 megapixel stablet og bagbelyst (stacked BSI-CMOS) full-frame billedsensor med 30 eller 20 fps skudtakt. Og 8K 30 fps eller 4K 120 fps video, ikke at forglemme.

I sig selv nogle ret heftige specifikationer, men der er mere endnu: En stor 9,44 megapixel søger uden blackout på serieoptagelser, op til 1/400 sekund blitzsynkronisering og Pixel Shift, som kan give op til 200 megapixel billedfiler.

Listen er endnu længere, men her er kameraets vigtigste egenskaber:

• 50 Mp full-frame BSI CMOS billedsensor
• 199 Mp multi-shot
• 2 x BIONZ XR billedprocessor
• 8K 30 fps 10 bit 4:2:0 S-Log, 4K raw
• 4K 120 fps 10 bit 4:2:2 m. 1,13x beskæring
• 759 punkters fasefokussystem
• 9,43 Mp OLED-søger m. 120 fps
• Op til 30 fps komprimeret*
• Op til 20 fps ukomprimeret
• ISO 50-102.400
• 5-aksers billedstabilisering
• 2,4/5 GHz Wi-Fi, Bluetooth

* Understøttes af udvalgte Sony FE-objektiver.

Hvis nogen skulle være i tvivl, findes der ingen andre full-frame-kameraer med lige så vilde specifikationer.

Omfattende videoegenskaber

Det betyder ikke, at a1 er uden konkurrence. Canon EOS R5 er den nærmeste rival. Her får man stort set samme opløsning fra en 45 megapixel billedsensor, som også kan optage video i 8K 25 fps (8K 30 fps NTSC). Men her er skudtakten begrænset til 20 fps med elektronisk lukker og 12 fps med mekanisk.

Panasonic Lumix S1R har en 47 megapixel billedsensor, men optager “kun” 4K-video, og skudtakten er begrænset til beskedne 9 fps. Nikon Z7 II er en tand hurtigere med 10 fps fra en 46 megapixel billedsensor, men også her stopper video ved 4K-opløsning.

Sony-kameraet jorder altså de fleste konkurrenter, og med 10 bit 8K-video med op til 400 Mbit/s og 4:2:0 med S-Log er kun EOS R5 i nærheden.

Kameraet kan også optage video i oversamplet 10 bit 4K, med 120 fps billedfrekvens (100 fps i PAL), i 4:2:2, men her med 1,13x beskæringsfaktor. Men også 4K i 4:2:2 i Super 35, som er samplet fra 5,8K med en beskæringsfaktor på 1,5x.

Video kan optages i H.265 og Sonys XAVC HS, S eller S-I, på SD- eller CFexpress A-hukommelseskort, men også streames i 16 bit raw via HDMI til ekstern optager. Kameraet understøtter også S-Log 2 og 3, S-Cinetone farvegraduering samt HLG (Hybrid Log Gamma), som giver et mere jævnt toneomfang med bedre dynamisk omfang.

Vanvittige filstørrelser

Jeg oplevede ikke, at kameraet blev specielt varmt under optagelse. Det formåede fint at filme i 8K uden nogen advarsler om overophedning. Og det skal siges, at Sony a1 leverer nogle blytunge videofiler i 8K, som det kræver en hel del datakraft at køre igennem et redigeringsprogram som Apples Final Cut eller Adobes Premiere Pro.

Et 30 sekunders klip i 8K med 400 Mbit/s optog 1,54 gigabyte på hukommelseskortet. Når man får downloadet videoerne fra hukommelseskortet – og det kan tage sin tid – er kvaliteten overraskende god. Den opløsning og dynamik, som et 8K-feed kan give, er så virkelighedsnær, at man må gnide sig i øjnene.

Kameraets billedsensor er så hurtig, at der stort set ikke opstår rolling shutter (brydning af vertikale linjer), og med kombinationen af mekanisk og digital Active Steadshot billedstabilisering får man en exceptionelt jævn og stabil stabilisering fra kameraet under optagelse.

Den digitale stabilisering kan slås fra, hvis man ikke vil have den marginale beskæring, den giver. Den mekaniske 5,5 trins billedstabilisering fungerer så godt, at de fleste vil klare sig fint med den.

Videokvaliteten er fuldt på højde med EOS R5 på 8K, hvilket vil sige enestående detaljerigdom, men Canon-kameraets oversampling af 8K til 4K ser ud til at være lidt skarpere end Sony-kameraets. Der er ikke den store forskel, og sammenligninger af ren 4K mellem Sony a1, a7S III og EOS R5 giver Sony-kameraerne et lille forspring på detaljeskarphed.

Tilslutninger

Sony a1 er blandt de første kameraer, som kan bruge de nye og lidt mere kompakte CFexpress A-hukommelseskort. Det kan også tage SDXC-kort med UHS-II eller et af hvert i de to kortpladser. På den anden side af kameraet er der tilslutninger til hovedtelefoner, mikrofon, fjernstyring, USB-opladning, HDMI ud, Ethernet-overførsel og PC-synkronisering samt en multiknap.

Kameraet har selvfølgelig Wi-Fi (2,4 og 5 GHz) og Bluetooth, og det kan bruges med VG-C4EM – et vertikalgreb, der har plads til to batterier, og som fordobler batterikapaciteten fra de opgivne 530 billeder pr. opladning.

Nyt menusystem

Sonys full-frame-kameraer i Alpha-serien har de samme ergonomiske fordele og udfordringer, men på nogle punkter er a1 mere vellykket end de andre. Måske lige med undtagelse af a9 II, som a1’s vejrbestandige kamerahus er bygget på. Det betyder to indstillingshjul til venstre for søgeren: Et til valg af serieoptagelse, selvudløser og eksponeringsforskydning (bracketing) og et til valg af fokusindstilling. Begge har låseknap, og det samme har programhjulet til højre og hjulet til eksponeringskompensation.

På bagsiden finder man de samme knapper som på a9 II, med joystick-knap til højre for den vipbare touch-skærm og en selvstændig optageknap til video. Personligt foretrækker jeg betjeningen på a9 II og a1 frem for Sonys a7-serie, fordi den er mere gennemtænkt, grebet er større – og sidst, men ikke mindst: Det har Sonys stærkt forbedrede menusystem, som giver langt bedre overblik.

Det sidste er nødvendigt, fordi kameraet har så omfattende indstillingsmuligheder, at en menu, der er relativt let at navigere i, er helt essentiel.

Søgeren er fantastisk, intet mindre. Den leverer i lighed med a9 II klassens uden tvivl højeste opløsning, 0,9x forstørrelse, uden blackout på serieoptagelser.

Hvilket leder os til …

Autofokus og skudtakt

Sony er kendt for at have den bedste autofokus. Konkurrenterne er muligvis ved at give dem kamp til stregen, men a1 viser, at Sonys Real Time Tracking med 759 fokuspunkter stadig er en tand skarpere til sporing af motivet.

Kameraets følgefokus klistrer sig til øjnene eller ansigtet, men formår på forbløffende vis også at fange fugle i flugt og andre dyr i hurtig bevægelse.

Fugle er generelt en enorm udfordring, da deres uforudsigelige bevægelser giver kameraets autofokus besvær med at hænge på. Sony-kameraet med et påmonteret FE 70-200 mm f/2.8 GM rammer indimellem forbi, men man ender alligevel med flere skarpe billeder end med noget andet kamera, vi har testet.

Som med de fleste af Sonys mere avancerede kameraer kan man også her dykke ned i menuerne og vælge imellem forskellige fokusindstillinger såsom fokusområder, antal fokuspunkter, fokusfølsomhed, øjensporing til både dyr (fugle) og mennesker.

Sammen med den ekstreme skudtakt på 30 fps (med elektronisk lukker og udvalgte objektiver) øges muligheden for skarpe dyrebilleder betragteligt med a1. Men også sportsfotografer vil have stor gavn af kameraets sporingsegenskaber og høje skudtakt. Er man ikke interesseret i, at kameraet bare lagrer komprimerede raw-filer, eller JPEG-filer på 30 fps, kan man vælge 20 fps og mekanisk lukker, som kan kombineres med raw-filer.

Billedkvalitet

Sony-kameraets autofokus er også følsom nok i svagt lys, og med et påmonteret FE 50 mm f/1.2 fandt kameraet fokus legende let selv med intet andet lys end et stearinlys.

Vi er efterhånden blevet vant til, at billedkvaliteten – farvegengivelse, detaljeskarphed og støjkontrol – fra Sonys kameraer altid er helt i top. Sony a1 er ingen undtagelse, men jeg må indrømme, at man ikke kan se forskel på detaljeskarpheden på et a1, et EOS R5 og et Lumix S1R.

Sammenlignet med de tre sportskameraer Sony a9 II, Canon EOS-1D X III og Nikon D6 er opløsningen og det dynamiske omfang dog synligt bedre på a1. Mængden af støj er på niveau med a7R IV og EOS R5, altså rent og pænt op til ISO 6400 og med marginal kornstøj. Man kan trække en del i kurvene på billederne fra et a1, uden at støjmængden øges i generende grad, men der er ikke lige så meget at arbejde med som med Sony a7R IV.

Man får også højere opløsning og bedre detaljeskarphed med a7R IV og Fujifilm GFX 100S, men a1 kan altså levere endnu højere opløsning med Pixel Shift. Her tager kameraet op til 16 billeder, hvor billedstabiliseringen forskyder billedsensoren mellem hver eksponering. Det giver op til 199 megapixel billeder, som dog må eksporteres til computeren og sættes sammen i et program efterfølgende.

Sony a1 er i øvrigt et af de få kameraer, som kan lagre 10 bit billeder i HEIF-formatet, der giver lavere komprimering og jævnere gradueringer end JPEG.

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at Sony a1 er et af de vildeste kameraer, vi har testet. Ingen er i nærheden af samme skudtakt kombineret med 50 megapixel fuldformat – og 8K-video. Ingen.

Samtidig er billedkvaliteten afgjort i high-end-klassen, men det gælder desværre også prisen, som er opsigtsvækkende høj sammenlignet med eksempelvis a7R IV og Canon EOS R5. Mellemformatkameraet Fujifilm GFX 100S koster meget mindre og leverer endnu bedre billedkvalitet, men er selvfølgelig ikke i nærheden af a1’s skudtakt eller autofokus.

Sony a1 er det mest komplette kamera, vi har testet. Et kamera, der er lige så velegnet til ringside på en racerbane som i et studie eller til et bryllup. Det er også et af de meget få kameraer, der er lige så godt til landskabsfotografering som til fuglebilleder.