Et kamera uden zoom har et begrænset marked. Læg dertil en meget høj pris, og markedet skrumper yderligere. Drop touch-skærm og 4K-video, tilføj et latterligt lille batteri, og det begynder at lugte af en katastrofe.
Men Sonys nye professionelle kompaktkamera med full-frame billedsensor disker op med en billedkvalitet, der vil få dit hjerte til at slå hurtigere og dine tænder til at løbe i vand. Sony RX1r II er så godt, at vi ikke kan komme i tanke om noget andet kompaktkamera – ud over Leica Q – der er så attraktivt for professionelle fotografer, som har brug for et lille kamera med optimal billedkvalitet.
Kameraet ligner den første udgave af RX1 fra 2013, og der er kun kosmetiske ændringer på årets udgave, kaldet RX1r II. Bortset fra at det har fået en elektronisk søger dér, hvor blitzen sidder på RX1 – en velkommen og meget praktisk tilføjelse på et kamera, der kun har haft søger som ekstraudstyr.
Søgeren, der har dioptri-justering, er opklappelig. Dog ikke den lidt klodsede løsning, som det mindre Sony RX100 IV har, hvor man skal trække søgerokularet ud efter at have slået det op fra kameraet. Søgerbilledet er stort og højopløst med 0,8 gange forstørrelse og 2,36 megapixel opløsning.
Den vipbare skærm er ny, men har desværre ikke touch-funktion, og Sony har ikke gjort sig den ulejlighed at give kameraet bedre batteritid. 220 billeder pr. opladning er ufatteligt på et kamera til små 30.000 kroner. Der er heller ikke 4K-video, men Full HD-video med god kvalitet og op til 50 Mbit/s video-stream.
Sonys velfungerende billedstabilisering fra a7 II-serien er der heller ikke blevet plads til i RX1r II, men det har fået den fantastiske 42 megapixel billedsensor, som debuterede i sidste års bedste systemkamera, Sony a7R II.
Variabelt lavpasfilter
Ud over den fine søger, der øger anvendeligheden, har Sony tilsyneladende lagt alle ressourcerne i bedre billedkvalitet. Sensoren er således en full-frame på 24 x 26 mm, men den har også en unik funktion, som ikke findes på noget andet kamera, nemlig et variabelt optisk lavpasfilter.
Lavpasfilteret er et glasfilter, der sidder foran fotosensorerne og dæmper effekten af moiré og farveartefakter, der kan opstå i billedsensorer med Bayermønster. Som de fleste digitalkameraer har. Alligevel er der flere kameraer, som kommer uden lavpasfilter, især dyre systemkameraer. Men f.eks. også alle Fujifilms kameraer med X-Trans CMOS-billedsensor, der ikke har det traditionelle Bayermønster.
I Sony-kameraet kan lavpasfilteret slås helt fra, ved at der tilføres strøm til et tyndt lag flydende krystaller, som er placeret mellem to filtre. Fotografen kan vælge imellem Fra, som giver den højeste detaljeskarphed; Høj, som aktiverer lavpasfilteret og dæmper moiré; og Standard, som er en mellemting – en mildere variant af lavpasfilteret.
Forskellen mellem de tre indstillinger er ikke voldsomt stor, så standardindstillingen er et godt udgangspunkt for de allerfleste motiver.
Autofokussystemet med 399 sensorer og mærkbart hurtigere følgefokus er hentet fra topmodellen a7R II og fungerer fortrinligt, når man prøver at fange bevægelige motiver. Det kan også registrere øjne for at få skarp fokus og har en nærgrænse på 14 cm, når man drejer fokusringen om til makro.
Ellers er der ikke meget nyt på kameraet, ud over muligheden for at gemme råfiler i ukomprimeret 14 bit format for maksimal filkvalitet. Større håndgreb og flere programmérbare knapper er ligesom bedre batterilevetid og touch-skærm ikke kommet med i denne version af RX1.
Enestående billedkvalitet
Men Sony har bevaret det fremragende 35 mm objektiv med manuel blændering fra f/2.0. Det er der al mulig grund til at være glad for, for sammen med den ekstreme 42 megapixel bagbelyste billedsensor giver det kameraet den skarpeste billedkvalitet, vi hidtil har set fra et kompaktkamera.
Okay, et dyrt et, men alligevel.
Billedkvaliteten er ikke uventet på linje med, hvad vi så fra systemkameraet a7R II, som har samme full-frame BSI-CMOS chip. Jeg vil endda vove at påstå, at RX1r II kan prale af endnu bedre detaljeskarphed, hvis man holder sig på mindst blænde f/4.0 eller f/5.6.
Da er skarpheden så sej – over hele billedfladen – at man må gnide sig i øjnene. Ved fuld blænde er der synlig tøndeformet fortegning fulgt af tydelig vignettering, men begge dele falder mærkbart, når man blænder ned til f/2.8, og fra blænde f/4.0 er de næsten væk. I hvert fald så det ikke kan ses på andet end testplancher.
Ligesom på a7R II er opløsningen og farvegengivelsen jævn helt op til ISO 3200 og falder ikke nævneværdigt før ISO 6400; derefter falder de meget fra ISO 25.600. Her er billedstøjen også kraftig på jpeg-filer. Så ISO-værdier over 25.600 bør kun anvendes, når det er strengt nødvendigt, eller hvis man er ude efter en kornet effekt på sort-hvid jpeg.
Det betyder i praksis, at man kan bruge auto ISO næsten hele tiden, måske med ISO 6400 som maksimal følsomhed – hvilket kan indstilles i menuen – hvis man er følsom (pun intended) over for billedstøj.
Med inaktivt lavpasfilter får man marginalt bedre detaljeskarphed end med Sony a7R II, men forskellen er som nævnt ikke stor. Farvemætning og dynamisk omfang er betydelig bedre end på originalen fra 2013 med 24 megapixel og er noget af de bedste, vi har set hidtil fra et digitalkamera.
Den nærmeste konkurrent, Leica Q, leverer tilsvarende høj billedkvalitet, bare med lidt lavere detaljeopløsning. Det har til gengæld bedre ergonomi, touch-skærm, højere skudtakt på 10 fps og en overlegen søger.
Konklusion
Sony RX1r II er desværre langtfra perfekt. Det passer heller ikke til alle med fast 35 mm objektiv og manglende 4K-video. Men som stillbilledkamera til krævende fotografer er der ingen tvivl om, at billedkvaliteten er så god, som det er muligt med den nuværende teknologi. At det samtidig fokuserer lynhurtigt, betyder at man vil få mange flere knivskarpe billeder end med forgængeren.
Hvis prisen ikke er afskrækkende, er det dette kamera, man skal have, hvis man er optaget af optimal billedkvalitet. Bare husk at medbringe en håndfuld ekstra batterier!
